Drømte om at møde sin rigtige far: Sandheden var værre end Claire på nogen måde kunne forestille sig

Claires far var i virkeligheden ikke hendes far. Hemmeligheden ødelagde Claires liv og forholdet til hendes mor. Men sandheden var endnu værre.

Det var en dejlig sommerdag. Claire havde lige hentet sine to små sønner. Havedøren stod åben, og de løb ind og ud og legede i græsset ved rækkehuset i Herlev. Selv sad hun i solen og drak eftermiddagskaffe, da hendes mor ringede og spurgte, om hun gav en kop te. Det var der ikke noget usædvanligt i. Men Claire syntes, hun lød anderledes i telefonen.

Det var ikke så længe siden, at den dengang 22-årige Claire havde fået at vide, at moren Carol og faren Bjarne skulle skilles. Men den dag i rækkehuset smed hendes mor en endnu større bombe.

Bjarne var ikke Claires rigtige far, sagde hun. Han havde adopteret hende, fortalte Carol. Claire begyndte at græde hysterisk. Hun rejste sig. Hun råbte og skreg. Og så løb hun. Hun styrtede ud ad hoveddøren og henover græsplænen. Hun aner ikke, hvor længe hun løb. Men til sidst satte hun sig og hulkede.

- Det var ligesom at få et slag lige i hovedet. Jeg kan slet ikke beskrive de følelser. Det var forfærdeligt. Som ung stoler man jo fuldt ud på sine forældre og har tillid til dem og tror på det, de siger. Og lige pludselige braser den drøm, husker Claire.

Hemmeligheden skulle vise sig at ødelægge hendes forhold til moren, som hun opsøger i TV 2-dokumentaren ’Hemmeligheder og løgne’.

Aldrig elsket af sin far

I dag er Claire Lowe Hatch Setina 45 år og bor i Jægerspris med to af sine tre børn, en svigerdatter og Frank, som hun har været gift i med 14 år. Claire er født i England, hvor hun også boede de første år af sit liv. Det er den tid, Claire husker som den lykkeligste i sit liv.

Mens jeg voksede op, har jeg altid følt, at der manglede et eller andet, og at jeg ikke havde det bånd til min far, som et barn skal have.

Claire Lowe Hatch Setina

Hun voksede op i en lejlighed i North Woolwich lidt uden for London. Hendes mormor boede lige i nærheden. Claire havde venner og var tryg. Men Bjarne, som Claire troede var hendes far, er dansk, og da hun var otte år, flyttede familien til en lille toværelses lejlighed i Hellerup, hvor Bjarne blev vicevært. Claires mor gik hjemme, og Claire gik i skole. Men skiftet var hårdt for den lille pige. Hun følte ikke, at hun hørte til.

Claire husker sin tidligste barndom i England som den lykkeligste tid med forældrene. Hun har dog altid savnet et tæt bånd til faren Bjarne.
Claire husker sin tidligste barndom i England som den lykkeligste tid med forældrene. Hun har dog altid savnet et tæt bånd til faren Bjarne. Foto: TV 2-screendump / TV 2-screendump

- Mens jeg voksede op, har jeg altid følt, at der manglede et eller andet, og at jeg ikke havde det bånd til min far, som et barn skal have. Jeg har gentagne gange spurgt dem, om han var min rigtige far. For jeg har ikke følt den der connection, man har til sit barn eller til sine forældre. Den havde jeg til min mor, men den havde jeg ikke til Bjarne, siger Claire Lowe Hatch Setina til TV 2.

Hver gang, Claire spurgte, fik hun blot at vide, at hun skulle lade være at tænke sådan nogle fjollede tanker. I dag ville hun ønske, at familien ikke havde holdt sandheden om Bjarne skjult i så mange år.

- Jeg var usikker, fordi jeg ikke følte mig elsket og god nok. Det kunne måske have været anderledes, hvis jeg havde vidst fra starten, at han ikke var min far. Hvis jeg havde vidst, hvorfor de følelser imellem os var sådan.

Hemmeligheden om Claires biologiske far har ikke bare sat sig spor i hendes barndom. Den har fyldt det meste af hendes voksne liv. Siden den sommerdag, hvor løgnen kom frem, har hun haft et anstrengt forhold til moren, Carol Grinddal.

Claire har også prøvet at finde sin far ved hjælp af Google og Facebook. Men hver gang ender sporet blindt. Hun har brug for sin mors hjælp, hvis hun vil finde ham. Det kræver en stor dosis mod, for deres forhold er anspændt, og det er svært at række en hånd ud.

Nyheden om hendes far chokerer

Det sner, da hun i vinteren 2016 endelig sætter kurs mod sin mors hjem i Herlev for at få svar, som kan lede hende på sporet af sin biologiske far. Med sig har hun svigerdatteren Jeanne Obel Jørgensen. Turen er grænseoverskridende, og det er rart at have en at snakke med det om. Mens de kører, spejder Claire ud af vinduet på de sneklædte marker, der glider forbi. Hun er nervøs.

- Er du klar til det? Spørger Jeanne, da de standser på parkeringspladsen foran det boligbyggeri, Claires mor, Carol, bor i.

- Ja, så klar, som man nu kan være. Det er nu eller aldrig, siger Claire og rynker panden i et bekymret blik.

Maven slår kolbøtter. Hun føler sig bitter over morens løgne. Det er svært at konfrontere hende. Claire tager med en dyb indånding et hvæs af sin cigaret, mens hvide snefnug lander i hendes lange, sorte lokker. Da hun har samlet mod, krammer hun Jeanne og går mod hoveddøren. Inden for i lejligheden sætter hun sig i sin mors cremefarvede lædersofa. Hun vil vide, hvordan Carol lærte hendes biologiske far at kende.

Carol fortæller tøvende, at hun arbejdede på en taxa-central i England, hvor hun mødte faren. De begyndte at tale sammen, og han fortalte Carol, at han var blevet separeret fra sin kone og manglede et sted at bo. Carol sagde, at hun havde et ekstra soveværelse, han kunne leje. Det takkede han ja til, fortæller hun.

- Så I blev forelskede?, spørger Claire sin mor.

- Nej, vi var ikke kærester, overhovedet ikke. Han boede bare hos mig, svarer Carol Grinddal.

Jeg har ikke gjort det for at såre dig. Jeg har gjort det for at beskytte dig.

Carol Grinddal, Claires mor

En dag spurgte han, om Carol ville med til en fest, hans fætter holdt. Det var et hyggeligt arrangement, men pludselig spurgte han, om Carol havde lagt an på fætteren.

- Det havde jeg ikke, men jeg fik ikke lov at sige det, fordi han slog mig i ansigtet, forklarer hun sin datter.

Claire løfter overrasket øjenbrynene. I alle de år, hun har længtes efter at kende sandheden, har hun dagdrømt om, hvordan hendes far mon er. Hun har malet et glansbillede af ham i sin fantasi. Hendes mor fortæller, hvordan hun løj over for lægerne på skadestuen.

- Han havde allerede sagt til mig, at hvis jeg sagde det på hospitalet, ville han slå mig ihjel. Jeg har ikke gjort det for at såre dig. Jeg har gjort det for at beskytte dig. Jeg vidste ikke, hvad han kunne gøre. Hans mor havde fortalt mig, at han også slår sine børn, snøfter Carol.

Det er ikke første gang, Claire hører, at hendes biologiske far var voldelig. Men det er første gang, hun får detaljer. Det er værre, end hun troede. Hun spekulerer på, hvordan hendes liv mon var endt, hvis hun havde været i nærheden af sådan en voldelig person. Men hun vil også gerne høre hans side af historien.

- Hvorfor fortalte du mig ikke sandheden om min far?, spørger Claire.

Gamle, krøllede dokumenter giver nyt spor

Carol mødte Bjarne, Claires adoptivfar, forklarer hun. Og han ville ikke have sandheden frem.

- Da jeg mødte ham, spurgte jeg, om jeg måtte fortælle dig det. ”Jeg synes, hun har ret til at vide det”. Og han sagde nej. ”Jeg vil adoptere hende, og jeg vil ikke have, hun skal vide det”. Til sidst fandt du jo ud af det, og vi var nødt til at fortælle dig det, og det skulle vi have gjort for mange, mange år siden, erkender Carol Grinddal.

Claire tørrer øjnene med et lommetørklæde. Hun er ikke gået forgæves. Det viser sig, at både Carol og Claires biologiske far var gift, da de havde en affære. Carols daværende mand, Bobby, opdagede affæren og ville skilles. Derfor står farens navn i skilsmissepapirerne. Carol finder en grøn mappe frem og rækker sin datter nogle dokumenter. De krøllede papirer har været foldet mange gange. De er på engelsk, og nogle dele er håndskrevne.

- Det er mærkeligt at se hans navn på skrift. Så kommer der jo forventninger og håb med ind i det også, siger Claire og tørrer tårer væk fra kinderne med begge hænder.

- Du skal nok finde ham, Claire, trøster Carol.

Han er til at finde, mener hun. Hvis han altså er i live. Han er fire-seks år yngre end Carol, husker hun. Altså et sted mellem 69 og 71 år i dag. Claire nikker eftertænksomt. Hun er lettet over, at hendes mor er imødekommende. Men der er mange følelser på spil, og hendes hoved er fyldt med tanker. Hun folder de krøllede skilsmissepapirer sammen, lægger dem i en plastiklomme og tager dem med sig.

Claire har nu navnet og den omtrentlige alder på sin far og et par af hans familiemedlemmer. Hun ringer derfor til en privatdetektiv i England for at omsætte oplysningerne til egentlige spor, som kan hjælpe hende med at finde sin tabte familie.

Men tvivlen har meldt sig. Vil hendes biologiske far overhovedet se hende, hvis hun finder ham? Er han i live eller ej? Hvad hvis han overhovedet ikke vil kendes ved hende? Hvad hvis hendes søskende ikke aner, hvem hun er? Hun tænker på det konstant, og hjertet slår et par ekstra slag.

Det er med følelserne udenpå tøjet, at Claire henter brevet fra privatdetektiven i postkassen og går ind i huset for at lade svigerdatteren åbne det.
Det er med følelserne udenpå tøjet, at Claire henter brevet fra privatdetektiven i postkassen og går ind i huset for at lade svigerdatteren åbne det. Foto: TV 2-screendump / TV 2-screendump

Privatdetektivens frygtelige nyhed

Det er blevet forår, da der en dag er en stor hvid kuvert i Claires postkasse i Jægerspris. Den er fra privatdetektiven. Med brevet i hånden udstøder Claire et dybt, men forventningsfuldt suk. Det er sandhedens time.

- Jeg tør ikke, Jeanne, siger Claire til sin svigerdatter, da hun med raske skridt kommer tilbage i huset. Hun rækker hende brevet.

- Jeg bliver nødt til at tænde en smøg. Jeg kan ikke klare det her, siger hun, sætter sig i sofaen og fisker en cigaret op af pakken på stuebordet.

- Det er langt hva’? siger Jeanne, da hun hiver en plastiklomme med en bunke papirer frem fra kuverten. Hun rækker en skrivelse til Claire. Den er svær at læse, for den er skrevet med skråskrift:

”Kære Claire, Tak for din forelæggelse for nyligt. Efter adskillige undersøgelser kan vi nu rapportere følgende detaljer: Desværre viser vores journaler, at personen gik bort i 2000.”

- Så han er død, konstaterer Claire og bliver tavs.

Hendes ansigt trækker sig sammen i skuffelse og gråd. Det havde hun ikke regnet med. Han er jo yngre end hendes mor. Claire begraver hulkende ansigtet i hænderne. Jeanne tager om hende og knuger hende.

- Jeg kommer aldrig til at kramme ham. Aldrig. Jeg havde jo tænkt den tanke, men når det rammer én, så er det altså noget andet, græder Claire, mens mascaraen løber ned ad kinderne.

Hun pudser næsen i et lommetørklæde. Morens hemmelighed har nu givet Claire to frygtelige overraskelser. Hun er adopteret. Og hendes biologiske far får hun aldrig at se. Men den værste overraskelse venter hende stadig.

Kvinden i døren

14 dage senere sætter Claire og svigerdatteren Jeanne alligevel kurs mod London. Nu skal de sidste brikker lægges på plads i puslespillet om Claires rødder. Brevet fra privatdetektiven rummede et telefonnummer og en adresse på en kvinde, som er Claires halvsøster. Måske har hun billeder af faren. Måske har hun endda videoer af ham. Måske kan hun fortælle Claire om, hvordan han var.

Claire håber inderligt, at søsteren kan fortælle en masse om deres far – uanset om det er godt eller skidt. Hun vil vide, om han talte om hende, og hvad han døde af. Selv hvad for en parfume han brugte. Det blanke felt i Claires stamtræ skal udfyldes.

Claire og svigerdatteren Jeanne er på vej i lufthavnen for at tage til London og opsøge Claires halvsøster og øvrige familie.
Claire og svigerdatteren Jeanne er på vej i lufthavnen for at tage til London og opsøge Claires halvsøster og øvrige familie. Foto: TV 2-screendump / TV 2-screendump

Fra sit hotelværelse i Southwark nær London forsøger Claire igen og igen at ringe til sin halvsøster, Janet Buttel. Hun får kun fat i en anonym mobilsvarer. Efter utallige forsøg beslutter hun at opsøge Janet på den adresse, privatdetektiven har fundet. I taxaen på vej mod området Elephant and Castle vender Claire sig mod Jeanne.

- Hold kæft, hvor det kribler indeni, siger hun. Hun er nervøs og spændt. Måske kan hendes søster lægge låg på alle de løgne, hun har fået at vide hele sit liv.

Det er mørkt, da taxaen stopper i en smal gade, og chaufføren peger huset ud for dem. Det er et slidt murstens-rækkehus i engelsk edwardiansk stil. Forhaven er fyldt med skraldespande.

Malingen på husets sokkel skaller. Der er mørkt indenfor, men der er lys bag gardinerne på første sal. Claire banker på. Ingen svarer. Hun prøver igen.

- Claire, der er én, der kigger deroppe, siger Jeanne og peger mod første sal.

Det store chok

Claire træder et par skridt tilbage og læner hovedet bagover.

- Excuse me!, kalder hun, mens kvinden på første sal åbner vinduet for at se, hvad der er los.

Claire står i forhaven foran sin ukendte halvsøsters hjem i London og råber op til en pige i vinduet på første sal. Pigen viser sig at være Claires niece, Michelle.
Claire står i forhaven foran sin ukendte halvsøsters hjem i London og råber op til en pige i vinduet på første sal. Pigen viser sig at være Claires niece, Michelle. Foto: TV 2-screendump / TV 2-screendump

- Goddag, kan du hjælpe mig?, spørger Claire på engelsk.

- Det ved jeg ikke, råber kvinden fra vinduet. Hun har blondt hår og en hvid kasket på.

- Jeg leder efter en Janet, råber Claire tilbage.

- Hvorfor?, svarer kvinden skeptisk.

- Jeg har lige fundet ud af, at jeg er adopteret, og min fars navn er Alexander Hatch. Jeg leder efter mine søstre.

Kvinden vender sig om og kalder ind i værelset.

- Mor, du har en søster herude!

Claire tager hånden op til munden i overraskelse. Er hendes søster virkelig derinde?

- Det er skørt, det her, siger kvinden med kasketten så pludselig. Hun ryster opgivende på hovedet og begynder at lukke vinduet.

- Jeg ved godt, det er skørt! Jeg er kommet fra et andet land! Jeg er kommet helt fra Danmark, råber Claire desperat. Kvinden standser.

- Hvad hedder du?

- Claire Lowe, men jeg blev adopteret, det er derfor. Min fars navn er Alexander Hatch.

- Hendes far hedder Alexander Hatch, råber kvinden ind i værelset bag sig.

Pludselig træder en anden kvinde frem i hoveddøren. Hun er i morgenkåbe.

- Laver du sjov med mig?, spørger hun.

- Nej!, udbryder Claire.

Kvinden går frem mod hende. Claire aner ikke, hvem hun er.

- Er du min fars kone?, spørger hun.

- Nej, jeg er hans datter.

- Du er min søster! udbryder Claire, og med ét omfavner de hinanden midt i forhaven.

De holder længe fat om hinanden og hulker. Claire lægger sine hænder om søsterens ansigt og betragter hende. Søsteren Janet Buttel gengælder hendes gestus, før de igen omfavner hinanden i tårer.

Kvinden med kasketten træder udenfor. Det er Michelle, Janets datter. Claires niece.

Indenfor i den trange lejlighed på første sal er der indelukket og tilrøget. Claire møder farens kone, Eileen Hatch. De omfavner hinanden længe, og Eileen giver Claire et uforbeholdent smækkys på munden. Hun virker beruset og har ingen tænder i munden.

- Jeg vil gerne se far, siger Claire, og hendes niece Michelle Buttel finder et fotoalbum frem.

- Det her er din far, siger hun og peger på et billede af en spinkel, gråhåret mand med briller, der smiler stort fra en lille sofa.

- Jeg kan se mit ansigt i hans! Jeg har hans næse. Det er den bedste dag i mit liv, udbryder Claire og kysser billedet.

Kort efter vælter det ind med familiemedlemmer, der vil møde den forsvundne søster. Det viser sig, at Claire har ikke bare to, men syv søskende. Men det er ikke den familie, hun havde forestillet sig. Hun får stukket en øl i hånden, som hun drikker, selvom hun normalt undgår alkohol. For der er varmt og klamt i lejligheden og intet andet at drikke.

Det går op for Claire, at niecen Michelle er påvirket. Hun er heroin-misbruger. Pludselig flytter én eller anden på sofapuderne og finder et lager af piller frem. Claires nye familie begynder at dele pillerne rundt som slik. Klokken er mellem ét og to om natten, før Claire går derfra. Den nat kan hun ikke sove.

Tilgivelse

Det er en lettelse for Claire at vide, hvor hun kommer fra. Men det går også op for hende, at hun på trods af løgne og hemmeligheder måske er den heldigste af alle sine søskende. De er vokset op med sandheden, men i fattigdom. De lider af alkohol- og stofmisbrug og har psykiske problemer. De har ingen uddannelse, og flere har arbejdet som prostituerede – angiveligt på hendes fars foranledning.

Claire kan ikke forestille sig at besøge dem igen. De er søde, men hun vil ikke have sine egne børn med derhen. Det er for dramatisk og voldsomt, synes hun.

- I de sociale kår, de har derovre, kunne det været gået helt galt med mit liv. Jeg føler mig ekstremt privilegeret. Min mor har gjort det, der var ikke bare 100, men 200 procent rigtigt for mig, fortæller Claire Lowe Hatch Setina, da hun igen er tilbage i Danmark.

Nu hvor alle prikkerne i puslespillet er faldet på plads, ser hun anderledes på sin mor. Det er ikke længere så uforståeligt, at hun har beskyttet Claire mod sandheden. Efter mange års anspændt forhold, besmittet med hemmeligheder og løgne, kan de endelig tale ud. Rejsen tilbage til rødderne har givet Claire et helt andet perspektiv.

- For mig og min mor, men også for min familie, er det en ny begyndelse på nye, positive ting i stedet for alt det dårlige, der har været i bagagen. Og faktisk har det her gjort, at jeg har sluppet nogle ting fra min barndom, jeg har været bitter over. Det er som om, de bare er fløjet væk.

Se 'Hemmeligheder og løgne' på TV 2 Play