Jeg tog retten tilbage til min krop ved at lade mig fotografere nøgen i en avis

16x9
TV 2s blogger har slået et slag for kvindekroppen i Ekstra Bladet. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Kvindekroppen dissekeres som aldrig før. Vi piller den fra hinanden til smådele og diskuterer mormor-arme, hængerøv og -patter.

Jeg har altid været et meget ærligt og åbent menneske, men det var en tidligere kæreste ikke særlig glad for. For som han sagde: "Jo, mere du fortæller folk om dig selv, jo flere kugler giver du dem at skyde dig med!"

Sjovt nok så jeg det altid helt modsat. Det var ikke intentionen med min ærlighed, men når jeg tænkte over det, han sagde, var jeg lodret uenig. For hvis jeg fortalte mere eller mindre "alt" om mig selv og/eller viste mig frem, som jeg nu en gang er skabt, var der jo ingen, der kunne true mig med noget. Der var ingen hemmeligheder, så hvad kan du fortælle, som jeg ikke allerede selv har fortalt?

Det er først, når vi finder fred med vores krop, når vi tør vise den frem (ikke nødvendigvis i et landsdækkende medie), at vi kan generobre retten til den. Når vi nægter at ligge under for alverdens skiftende krav til, hvordan den skal se ud. 

Charlotte Højlund

Det var noget af grunden til, at jeg i søndags gjorde noget, der for mange vil virke totalt grænseoverskridende. Jeg stillede mig op uden en trævl på kroppen i et nationalt medie. Ekstra Bladet endda af alle steder. På et opslag er jeg fotograferet, som jeg nu en gang ser ud - uden tøj på under æbletræet i min have. Rubrikken lød: "Vi sætter vores dusk, som vi vil" med uddybningen "Kønshår eller ej - otte danskere gør oprør mod idealerne".

Jeg ville slå et slag for mine døtre

Rubrikken var misvisende, for det, det handlede om, var netop at gøre op med idealerne - om det så handler om, hvor meget eller lidt kønsbehåring vi har, eller mere om den skærpede fokus, der i dag er på kvindekroppen, og at vi har nogle idealer, som ingen (heller ikke topmodellerne) kan leve op til.

For mig handlede det også rigtig meget om at slå et slag for mine døtre. Eller for alle unge piger. Fordi jeg er så træt og ked af, at unge piger i dag føler sig så forkerte, at de ikke en gang vil bade sammen med andre af deres eget køn. Føler sig forkerte og grimme. For forkerte og grimme til, at de vil vise sig sammen med andre.

Derfor lod jeg mig fotografere nøgen. I Ekstra Bladet. Det er ikke et erotisk billede. Det er bare et billede af en nøgen kvinde. Mig.

Kæmper for kvinders ret til deres krop

Inden havde jeg forberedt hele børneflokken på, at det kom til at ske. Heldigvis var de fleste af dem ret rolige omkring det. Mine store piger nok næsten stolte over det, fordi de ved, at jeg synes, det er en vigtig diskussion. Ved, at jeg er træt af, at især de - pigerne - bliver udskammet på en langt voldsommere måde i dag, end da jeg selv var i deres alder. De ved, at jeg gjorde det, fordi jeg vil kæmpe deres sag. Fordi jeg vil have kvinders ret til deres krop tilbage til dem, den ret tilhører - kvinderne.

Og nogle gange er det bedste forsvar angreb. For at vise mig frem som Gud - eller mine forældre - nu en gang har skabt mig, afvæbner jeg også mine modstandere. Så er der bare ikke noget, du kan vise frem eller fortælle om mig, som jeg ikke allerede selv har gjort. Du har ingen kugler tilbage, fordi jeg har taget dem. Taget dem tilbage til mig. Taget retten til min krop tilbage.

Blev truet med hævnporno

På trods af min ret fremskredne alder blev jeg for ikke så længe siden truet af en forsmået elsker med hævnporno. En, der påstod, at han havde en sexvideo med mig, som han ville lægge ud på nettet, fordi jeg gjorde det forbi. Han ville også fortælle historier vidt og bredt om mig – kort sagt gøre hvad han kunne for at ødelægge mit ry.

Det skræmte mig ad H…… til til at starte med. Men så tænkte jeg over det. Talte med venner og veninder om det og endte med at svare ham: "Du må jo gøre det, du synes er rigtigt, og som du har samvittighed til."

Så vidt jeg ved, er der ikke sket noget siden. Og så vidt jeg ved, findes den video ikke. I hvert fald er den ikke optaget med mit samtykke eller vidende. Men hvis den findes, ville jeg som så mange andre kvinder ikke kunne gøre noget ved det, hvis den blev spredt. Det er bare ærgerligt, Sonnyboy!

Og derfor blev min konklusion også, at det var ham, der ville tabe mest på det, hvis han gjorde det. Og at mit liv alligevel er så offentligt, at det er begrænset, hvad jeg kunne have fortalt af "hemmeligheder", der ikke kunne tåle offentlighedens lys eller ville være så meget anderledes end det, jeg alligevel selv fortæller.

Kvindekroppen skal ikke dissekeres i smådele

Sådan har jeg det også med min krop. Der er ikke noget her, jeg skammer mig over. Eller som andre ikke må se. Det er en krop. En kvindekrop, der endda har født og ammet syv børn. Er den perfekt? Nej, det er den fandeme ikke. I hvert fald ikke efter tidens normer om bikini bootcamp, strong is the new slim, bikini-bridge og thigh gap. Men den er min. Og den tjener mig godt. Og har gjort det i rigtig mange år. Det kan ses. Men det gør ikke noget. Jeg har fred med den.

Jeg ved godt, at det, at et "gammelt røvhul" som mig, stiller sig op og lader sig fotografere nøgen til Ekstra Bladet, formentlig ikke rykker ret mange unge kvinders syn på deres krop. Men måske. Det er i hvert fald forsøget værd. Værd at forsøge at påvirke dem ved at vise, at kvindekroppe ser ud på mange forskellige måder, og at der ikke er en, der er mere rigtig end andre. Værd at vise mig frem, så de kan se, at de sgu ikke er forkerte, tværtimod, når de står der med deres ungdoms spændstighed og bryster, der endnu ikke har ladet sig mærke af tyngdekræften. Det er det værd, hvis bare en enkelt bagefter tænker: "Når de gamle tør stå ved deres krop, så gør jeg også…"

For det er først, når vi finder fred med vores krop, når vi tør vise den frem (ikke nødvendigvis i et landsdækkende medie), at vi kan generobre retten til den. Når vi nægter at ligge under for alverdens skiftende krav til, hvordan den skal se ud. Nægter at lade andre dissekere den i smådele, der hver især ikke lever op til tidens krav og tendenser og derfor får os til at føle og forkerte og grimme. Og når vi nægter at lade andre dømme, bedømme og fordømme vores krop. Vores krop, der nogle gange er erotisk, andre gange bare en krop. På en kvinde. En kvindekrop. En kvindekrop, som kan se ud på mange forskellige måder. Og ikke mindst en kvindekrop, som ingen skal kunne skamme os ud på grund af. Heller ikke, når vi viser os frem uden tøj.

Måske kan det, at en "gammel hippie" og feminist som mig, sammen med flere andre kvinder i alle størrelser og former, tør vise mig frem uden en trævl på kroppen få bare et par unge piger til at indse, at sådan ser vi kvinder ud uden photoshop og redigering. Og at de derfor heller ikke er hverken forkerte eller grimme. At de bare er kvinder.

Det er i hvert fald mit lille, stille håb.