Familievejleder: Bedsteforældre må gerne blande sig i opdragelse

I rigtig mange familier opstår der konflikter, når bedsteforældrene begynder at blande sig i de mindstes opdragelse.

Som udgangspunkt er det i de fleste familier forældrene, der bestemmer, hvad deres børn må og ikke må.

Men hvornår må bedsteforældrene egentlig gribe ind i opdragelsen? Ofte, mener familievejleder Lola Jensen.

- Jeg synes jo, man skal vælge at sige noget, men man skal gøre det nænsomt, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

Hvis ikke man som bedsteforælder siger noget, risikerer man nemlig bare, at der ophober sig en masse frustrationer - hos begge parter.

- Hvis du ser farmor sidde ved selskabet, og hun har valgt ikke at sige noget, fordi hun ikke synes, hun skal blande sig, så er det faktisk meget værre. Så sidder hun og ligner en skjult dagsorden. Og det ikke sagte kan blive en meget større ting, end det egentlig er, forklarer Lola Jensen, der ofte ser spændinger mellem farmødre og svigerdøtre.

To typer af problemer

Overordnet set er der to typer problemer, som bedsteforældrene går rundt med. 

Det første problem opstår, når bedsteforældrene virkelig har lyst til at blande sig i en situation, der udspiller sig mellem deres barn og barnebarn. Men de blander sig ikke, og derfor ophober der sig en masse i bedsteforældrene.

Det andet problem opstår, hvis de rent faktisk vælger at blande sig. For mange forældre kan det nemlig opfattes som et angreb og i værste tilfælde føre til, at bedsteforældrene er uønskede i familien.

Men tavshed er ikke det rette våben.

- Der sker jo det, at hvis man krummer tæer og tier stille, så siger man jo også noget. Kommunikation kommer jo i tre trin - trin et er dit kropssprog, trin to er dit stemmeleje, og trin tre er selve budskabet, siger Lola Jensen.

Alle vil opdrage på forskellig vis

Grunden til, at Lola Jensen mener, det er vigtigt at blande sig som bedsteforælder, er, fordi opdragelse er blevet et betændt emne - også mellem forældre. Alle vil opdrage på hver deres unikke måde, og der er altså derfor ikke i samfundet konsensus om, hvordan man opdrager børn.

- Der er ikke noget nyt i, at generationerne blander sig. Vi boede faktisk tættere på hinanden før i tiden. Men det nye i dag er, at forældre ligesom skal opfinde den nye forældrestil - det skal være den unikke start, og bedsteforældrene kan så være tilskuere, fortæller Lola Jensen.

Afstemning