Derfor skal dine børn have et kæledyr

Dine børn lærer at tage ansvar, når de har et kæledyr, mener TV 2s familieblogger Charlotte Højlund.

Det er måske ikke det fedeste i verden, når din purk kommer hjem og spørger, om de ikke må få en hund eller et andet kæledyr. De larmer, sviner og koster penge.

Men inden du siger nej, bør du lige overveje det en ekstra gang. Ifølge TV 2s familieblogger Charlotte Højlund er det nemlig en rigtig god idé at give sit barn et kæledyr.

For det første kommer børnene ud af jordhulen, når de skal lufte kæledyret, så det ikke bare er dyret - men også børnene, der får lidt frisk luft.

For det andet er dyrene med til at sikre, at børnene bliver ansvarsfulde.

Jeg ved godt, at dyr jo i sidste ende er forældrenes ansvar. Men det er en god idé at lære børnene, at dyr er levende væsener, der ikke kan klare sig med mindre, vi passer på dem, siger Charlotte Højlund.

Giv dem en trofast ven

Som bekendt, er -  i hvert fald hunde - jo også menneskets bedste ven, så hvorfor ikke give børnene en god ven.

- De får en ven til de dage, hvor søskende, forældre og venner ikke er dem, de kan stole allermest på, siger Charlotte Højlund.

De mest populære kæledyr

  1. Hunde
  2. Katte
  3. Kaniner
  4. Akvariefisk
  5. Fugle

Kilde: Idenyts Villapanel

Endelig er der den sidegevinst ved at have dyr, at børnene bliver sundere.

- For noget tid siden læste jeg, at børn, der vokser op med dyr, har langt færre sygedage end børn, der ikke gør. Og de har også meget mindre allergi, siger familiebloggeren.

Hør alle Charlotte Højlunds overvejelser om det i videoen øverst, hvor du også kan møde hendes hund.