Syge børn er enhver families mareridt - især hvis man også selv er syg

16x9
Charlotte Højlund med børn. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Vi kender det godt, alle os med børn - at syge børn nærmest er enhver families mareridt, der altid skaber panik

Da jeg boede sammen med børnenes far, var der én ting, der altid kunne skabe diskussion: Et sygt barn. For vi havde hver især kun én ’barns første sygedag’, så hvad så når det ikke var overstået på en enkelt dag eller to? Vi kunne jo tage hver vores, selv om det ikke var helt efter reglerne, men mon ikke, der er mange andre forældre, der har måttet ty til den model?

Hvad gør du så, når du har syge børn og selv er syg?, er nok det, jeg altid har haft sværest ved at svare på.

Charlotte Højlund

Faktisk var vi ret heldige. Vores børn var sjældent syge, sådan rigtigt. Lidt snot her og der, men det kunne sagtens være nok til at skabe panik og diskussioner, fordi vi hver især syntes, at vi havde noget meget vigtigt at tage os af på arbejdet. Så hvis arbejde var vigtigst? Hvem skulle blive hjemme?

Jeg hadede det og er sikker på, at han gjorde det samme.

Syge på stribe

Som enlig er jeg "heldigvis" sluppet for de diskussioner, for nu er der kun en til at tage dem - mig. Men det gør ikke presset mindre. I fredags blev jeg nemlig begavet med det første syge barn, da den 5-årige efter at være gået omkuld på sofaen til julekalenderen pludselig vågnede, satte sig op og grædende kastede op ud over hele sofaen og gulvet. Dér manglede jeg en hånd.

Alle andre sov eller var ude til julefrokost, så der var ikke så meget andet at gøre end at starte fra en ende af og få hende vasket, i rent tøj og til ro, så hun kunne sove, mens jeg ordnede sofa og gulv, dækkede af med håndklæder og viskestykker og til sidst smed en kogevask over. Sådan fortsatte det med et par timers interval, indtil hun endelig sov ved tre-tiden. Så da hun vækkede mig lørdag formiddag, var det en noget brugt mor, der skulle i gang med julebageriet.

Da julekagerne var vel overstået søndag aften, var det så den 10-årige, der vågnede af sin søvn og kastede op - ud over min seng. Nu havde jeg heldigvis et stort barn hjemme, der fik hende skyllet under bruseren og i rent tøj, mens jeg skiftede sengetøj og igen satte en vask over og en skål ved siden af sengen. Hun sov hurtigt, men så begyndte den 12-årige på samme tur. Heldigvis er han så stor, at vi kunne få ham ud på toilettet, men både han og den 10-årige benyttede flittigt skålene ved siden af sengene i løbet af natten. Den ene gang ramte den 12-årige ikke kun skålen - men også sengen, så igen måtte jeg flå sengetøj af, men denne gang havde jeg ikke energi til at sætte endnu en vask over. Det måtte vente til dagen efter.

Jeg må bide i det sure æble

Dagen efter, mandag, var begge hjemme, men tirsdag kom de af sted. Det gjorde den 13-årige så ikke. På dette tidspunkt måtte jeg også selv erkende, at den forkølelse og snotnæse, jeg havde rendt rundt med i halvanden til to måneder, nok ikke bare gik væk af sig selv, for nu havde jeg også fået høj feber. En tur til lægen, der resulterede i en ’du-fejler-ikke-noget-diagnose-men-kan-godt-få-penicillin-hvis-du-vil’-diagnose, som jeg tog imod med kyshånd. Hvad som helst for at få det bare lidt bedre, når man også skal tage sig af syge børn. For der er nok kun en ting, der er værre end syge børn: Syge børn, når man også selv er syg…

Det er næsten ikke til at bære. Der er bare ikke så meget at gøre ved det. Og spørgsmålet: "Hvad gør du så, når du har syge børn og selv er syg?," er nok det, jeg altid har haft sværest ved at svare på, eller rettere svare fortrøstningsfuldt på, fordi det eneste svar er: "Der er ikke noget at gøre andet end at bide i det sure æble, stå det igennem og stole på, at det går over. Og det gør det…"