Må man bryde med sin familie - op til jul?

16x9
Charlotte Højlund har syv børn, og det er dyrt i julen. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Hvornår er problemerne så uoverstigelige, at det bedst for alle parter i familien, at man bryder kontakten?

Jeg husker tydeligt flere dates gennem årets løb, hvor en af de ting, der gjorde, at jeg hurtigt kunne se, at relationen til hverken den ene, anden eller tredje af disse mænd ville gå, var, at de alle havde brudt med deres familie.

Den ene så hverken sine forældre eller to brødre. Eller sin søn. Den anden så heller ingen medlemmer af familien, og den tredje var nervøs for et bryllup, han skulle til hos en fætter, da hans forældre også ville komme. Forældre som han ellers ikke så eller havde nogen kontakt til.

Det er sgu da det, der kendetegner familie - og rigtige venner. Vi har hinandens ryg, ikk'?

Charlotte Højlund

Hver gang jeg hører sådan noget, undrer det mig. For hvad pokker kan få en til helt at bryde kontakten med sin familie? Da jeg diskuterede det med en af dem og fortalte, at mine familierelationer også langt fra alle var vildt lykkelige, men at jeg holdt ved, fordi jeg mente, at omkostningerne ved et brud (både for mig og mine børn) var for store, svarede han: "Men måske det koster for mange knubs at blive ved?," til hvilket jeg svarede: "I min verden er knubsene større ved at bryde kontakten."

Skal familien altid have en chance mere?

For sådan har jeg det. Eller sådan havde jeg det i hvert fald. For måske kan vi være for forskellige til at opretholde en relation, der har værdi for begge parter? Jeg er i hvert fald blevet i tvivl. Og jeg er blevet i tvivl om, hvor meget man skal tåle fra sin familie af uretfærdig behandling alene fordi, det er familie? Igen vil jeg nok stadig sige rigtig meget, og især at alle skal have en chance mere. Familie skal så måske have både to, tre, fire eller ti for den sags skyld, fordi de netop er familie. Der er for mig at se intet utilgiveligt, min familie kan gøre over for mig, hvis de ellers selv indser bommerten og kommer med en undskyldning.

Men hvad så med det første, forskellighederne, kan de være for store? Her er jeg også blevet rigtig meget i tvivl. Og måske det kom sig af noget så tåbeligt som et af de efterhånden mange små citater, der dukker op på Facebook, for eksempel om at familie er dem, du altid kan regne med. Dem, som altid stiller op og elsker dig uanset hvad. Dem, som føler ansvar for dig, og som du føler ansvar for. Men hvad så hvis de ikke gør det? Hvis en person helt tæt på dig familiemæssigt siger: "Det er ikke mit ansvar, at du har et sted at holde jul og nytår!"

Ja, så bliver jeg sgu i tvivl, om ikke de forskelligheder er for store, for så er der noget helt grundlæggende, vi er lodret uenige om. For det er da netop et af kendetegnene for familie: At det er dem, vi i den grad føler ansvar for. Ikke kun den familie, vi deler matrikel med, men hele vores familie. Og er den der ikke, ansvarsfølelsen, så bliver jeg i tvivl om, hvad vi så er. Om så vi overhovedet kan tillade os at kalde os familie? For det ansvar føler jeg da også over for mine venner. Derfor har jeg da talt med de tætteste af dem for lige at høre, hvordan deres jule- og nytårsplaner så ud, og om de havde et sted at være og nogle at være sammen med. Det er sgu da det, der kendetegner familie - og rigtige venner. Vi har hinandens ryg, ikk’?

Lad tvivlen komme familien til gode

Men sådan er det ikke alle, der har det. Og desværre er min oplevelse, at julen, der ellers skulle få det bedste frem i folk, få os til at vise storsind og hjertevarme, for mange gør det modsatte. Vi rykker tættere sammen, men kun med dem helt tæt på os. Vi lukker os om os selv, fordi vi vil have jul på vores måde. Jul, der er stille og rolig, hvor vi ikke skal slå knuder på os selv, fordi der er for mange mennesker om bordet og træet - selv om det er familie. Vi har ikke råd til at tænke på de andre i familien, på den hjemløse, hospitalsklovnene, Røde Kors eller Red Barnet, og vi har for mange år siden aftalt ikke at give hinandens børn gaver, fordi de andre havde mange flere børn end os, så det ikke var rimeligt for os økonomisk. Julen varer længe og koster mange penge, ikk’?

Det er bare ikke det, julen handler om. Eller gaverne. Det handler om kærlighed, taknemmelighed, rummelighed og at tænke på andre. Det er tankerne og følelserne, der er i centrum til jul. Men hvis de ikke er der i ens egen familie, så kunne jeg sgu også som mine tidligere dates overveje at bryde med den, familien. Men jeg er i tvivl. Og man skal altid lade tvivle komme folk til gode. Også familie. Måske især familie.

Så jeg gør det ikke. Heller ikke i år. Men jeg gør noget andet. Jeg vil i år tillade mig at holde jul sådan, som jeg ønsker det og annullerer derfor alle aftaler, der begrænser mine muligheder. Jeg vil have lov til at give både tanke og gave til folk tæt på mig, selv om de ikke giver til mig. Det handler ikke om at få igen. Det handler om at være den, man har lyst til at være, og jeg vil ikke længere slå knude på mig selv for at fejre jul på en for mig helt forkert måde. Jeg vil fejre juleånden og kærlighedens budskab, og så betyder det ikke længere så meget, hvad de andre gør - familie eller ej…