For to år siden ringede en pige juleaften – i stuen lå mor helt væk af sprut

Mens alle andre spiser og danser rundt om juletræet, sidder folk som Solveig Jessen klar ved telefonen. For nogle børn er juleaften ekstra hård.

Det er juleaften 2014, og klokken har for længst passeret det tidspunkt, hvor de fleste danskere har sat sig til bords.

Telefonen ringer. Det er Solveig Jessen, der tager den.

I den anden ende lyder stemmen fra en 14-årig pige, der har brug for én at snakke med - hun hvisker. Der er problemer derhjemme.

I snart tre år har Børnetelefonen holdt linjerne åbne den 24. december, for selvom julen heldigvis er en fantastisk tid med glæde, kærlighed og tryghed, så har nogle børn desværre en helt, helt anden oplevelse. 

Børnetelefonen

I år er BørneTelefonen hos Børns Vilkår åben indtil kl. 02.00 i alle juledagene – også juleaften.

Nummeret er 116 111 og alle børn kan ringe gratis og anonymt.

Mor og papfar blev meget fulde 

Den aften i 2014 var den første gang, Solveig Jessen sad ved telefonen juleaften. Samtalen med pigen glemmer hun aldrig.

- Det er en samtale, der har bidt sig fast i mig.

- Deres juleaften var rent kaos. Det var ellers startet godt, men mor og papfar blev meget fulde, de kom op og skændes, pigens to mindre søskende blev bange og græd, og så gik pigen ind på værelset med dem og fik dem talt til ro. Inde i stuen lå moren helt væk af sprut, og faren var gået hjemmefra i vrede, fortæller hun.

Alt var kaos.

Juleaften sidder de voksne klar

Historien om pigen, hvis navn er anonymt, er ikke den eneste af sin slags.

I alt modtog Børns Vilkår 777 opkald i juledagene sidste år. Mere end hvert tredje opkald handlede om problemer som selvmordstanker, ensomhed og angst samt forældres druk, vold, misbrug og psykiske problemer.

Det er derfor, man igen har valgt at holde åbent for telefonerne i alle juledagene - også  den 24. december – frem til klokken 02, fortæller Solveig Jessen, der er ansat  som børnefaglig konsulent ved Børns Vilkår.

Den aften for to år siden gjorde stort indtryk på hende.

- Jeg kunne høre, det var ikke første gang, det var sket, så jeg sagde, at det ikke var i orden, og at vi kunne hjælpe hende, hvis hun opgav anonymiteten, så de kunne få en bisidder, fortæller Solveig Jessen.

Næsten som at være der selv

Undervejs i samtalen kom hun tæt på pigen. For Solveig Jessen var som om hun var der selv, dér – i værelset, gemt under dynen.

- Næsten som at putte hende og få ro på, erindrer hun.

Selvom den juleaften ikke gik, som for de fleste andre børn, så fandt de dog en løsning. Pigen havde ikke mod på at opgive sin anonymitet, så hun kunne få en bisidder - men de fandt frem til en moster, der kunne hjælpe.

- Det hjalp på pigen, der faldt ro på, og jeg håber også, at hun vil have mod på at ringe en anden gang, fortæller Solveig Madsen.

Episoden med pigen, der ringede ind juleaften, er årsagen til, at Børns Vilkår også passer telefonerne i juleperioden.

De ringer for finde nogen, der vil lytte

Børnetelefonen er en service til børn, hvor de kan ringe, chatte og sms'e alle ugens dage med store som små problemer - helt anonymt.

Først og fremmest efterspørger børnene en voksen, der kan lytte til dem og høre deres historie, men de ringer også for at få råd af én, der fortælle om de strategier og værktøjer, man kan bruge, når det hele er svært.

Hvis situationen er alvorlig - og børnene er villig til at opgive deres anonymitet - sendes en bisidder ud, som kan sidde med dem, hvis det skal videre til socialforvaltning eller kommunen.

I år er Børnetelefonen hos Børns Vilkår åben indtil kl. 02.00 i alle juledagene – også juleaften.

Nummeret er 116 111 og alle børn kan ringe gratis og anonymt.