Vi skal ikke kigge på vores skærm, men på vores børn

16x9
Vi skal selv være et godt forbillede for vores børn og lægge vores skærm fra os, mener TV 2s familieblogger. Foto: Scanpix / Scanpix

Vi har diskuteret ’skærm-tid’ for vores børn den ene gang efter den anden, men glemmer vi ikke at se på os selv - børnenes vigtigste spejl?

"Hvor er alle ungerne henne?," spørger jeg min søster, da vi er til børnefødselsdag en dag i oktober.

Frokosten er overstået, og lige nu er der en ’slå-mave-pause’, indtil det er tid til kage og gaver. Solen skinner, og selv om det er efterår, er alle voksne trukket uden for i det gode vejr. Der er cirka 15-16 børn til stede, men alligevel kun 3-4 stykker på græsplænen, der spiller enten fodbold eller kroket.

Da jeg alligevel skal have fyldt min kaffekop op, tager jeg et kig ind i stuen. Her ligger to af mine ældste og tager sig en ’morfar’ efter en sen aften dagen før, mens der sidder fem-seks andre børn med hver deres skærm og laver… Tja, hvad ved jeg..? Et hurtigt gæt er, at teenagetøserne formentlig er på Facebook eller Instagram, drengene måske også på ’fjæsen’ eller i gang med et spil. Ingen taler sammen eller ser hinanden i øjnene. Resten af flokken er på værelserne og formentlig også i gang med en skærm - enten en film eller et spil.

Det ’sjove’ er, at det faktisk er uhyggeligt nemt at ændre.

Charlotte Højlund

Sørgelig undersøgelse

I min verden er det sørgeligt. Faktisk skide-sørgeligt for at være helt ærlig. Og her kunne man jo så starte endnu en større diskussion om, hvor forfærdeligt det er, at børn ikke kan lade skærmen ligge og faktisk interagere i det vireklige liv. Diskutere hvor trist det er, at de ikke taler sammen, ser hinanden i øjnene, spiller et brætspil eller kort. Eller ja, for fanden, går uden for og nyder det gode vejr, som vi faktisk er velsignet med denne skønne dag. Men det kommer jeg ikke til.

For der er jo selvfølgelig en grund til, at vores børn agerer, som de gør. Og det er ikke kun ’tiden’ og de nye elektroniske muligheder. Det er i høj grad også os, som forældre, der er skyld i og grunden til det. De gør det, fordi vi gør det.

I en nylig undersøgelse fra Børnerådet blandt 531 børnehavebørn, siger næsten hvert andet barn, at deres forældre har ’rigtig meget travlt’. Hver tredje, at forældrene ikke har tid til at være sammen med dem. Og næsten en femtedel (1/5!), at de aldrig laver noget sjovt sammen med deres forældre. Det må og skal være et wake-up-call til os alle sammen, der har børn. Og det bekræfter mit vigtigste mantra gennem de seneste mange år: ’Tid er vores største mangelvare’.

Børnene passer sig selv med mobil og tablet

Så hvorfor pokker bruger vi den sparsomme tid, vi har, på at kigge ned i en skærm?

Som femårige Emma siger i undersøgelsen:

"Min far kigger meget på sin telefon, og min mor kigger meget på sin computer.’"

Og vi ved det jo godt, hvis vi tør kigge på os selv med lidt kritiske øjne. Vi ved godt, at vi - også - bruger for meget tid på vores ’skærme’, om det så er mobilen eller computeren. Så burde vi også vide, at det smitter af på vores børn. Det smitter af, så de gør præcis det samme. Men især påvirker det dem rigtig meget og gør dem utrygge, når de føler, at vi aldrig har tid til dem, fordi vi har alt for travlt. Det vidste vi så måske ikke. Sådan helt.

Men hvis vi tager et ærligt blik på os selv, ved vi godt, at vi ofte lader dem passe sig selv med mobil, tablet eller fjernsyn, så vi selv kan være på mobil, tablet eller se fjernsyn. Sådan er det også hos mig, når jeg vitterlig har travlt, selv om jeg prøver at være meget opmærksom på det. Sådan er det også hos den familie, der holdt børnefødselsdag. Begge forældre har travlt, og når de er hjemme, bliver der ofte kigget ned i en skærm i stedet for direkte ind i et par barneøjne. Og så gør børnene det også - kigger i en skærm.

Nemt at ændre

Det ’sjove’ er, at det faktisk er uhyggeligt nemt at ændre. På et tidspunkt kommer min ene datter ud på terrassen med et ’Labyrint’, træspillet med den lille metalkugle, som man skal styre igennem en bane med huller (du husker det fra din egen barndom), og så følger et par andre unger med, og nu sidder de pludselig fire-fem stykker og spiller. Da der allerede er gået par stykker fra stuen, bliver de andre nysgerrige, og så er de pludselig også ude og har gang i et større gruppesil kroket i den ene ende af plænen og fodbold i den anden.

Der er i øvrigt ingen voksne, der sidder med telefonen fremme, medmindre der lige skal slås noget op på nettet. Ingen, der chatter eller tjekker Facebook. Vi opfører os ordentligt og er nærværende over for hinanden.

Måske vi skulle huske det lidt mere i vores hverdag sammen med ungerne?