Ny erotisk film sætter gang i danskernes soveværelse

Bøger og film om S/M har bidraget til, at det ikke længere er et stort tabu at eksperimentere seksuelt. Særligt tre ting hitter ude hos danskerne.

Det bliver ikke mindre med filmen 'Fifty Shades 'i mørket', der nu har premiere. Universet har givet særligt kvinder mere mod på og lyst til at afprøve nye seksuelle grænser.

- Det er alle typer af mennesker - unge, midaldrende og ældre, der køber diverse former for sexlegetøjsprodukter inspireret af både bøgerne og 'Fifty Shades'-filmene, siger sexlegetøjsekspert og blogger Joan B.

Disse produkter vil hitte i danskernes soveværelse

- Blindfold, vaginalkugler og manchetter til både håndled og ankler bliver det næste store hit i soveværelset, spår Joan B.

- Det er meget pirrende som kvinde at bære noget vaginalt. Og især, hvis det foregår i offentligheden.

- Blindfoldet er også et blødt stykke sexlegetøj, og er med til at skærpe sanserne i forbindelse med sex – og samtidig vise stor tillid til sin partner. Ligesom i 'Fifty Shades of Grey' bliver Anastasia Steele også blindfoldet i 'Fifty Shades - I mørket'.

- Manchetter til ankler og håndled vil fortsat være et stor hit i soveværelset, når vi taler 'Fifty Shades'-fænomenet. Og også her, er jeg overbevist om, at mange vil lade sig inspirere af de mange lækre produkter og lækre kroppe, man oplever i løbet af filmen. Fremfor for eksempel at binde kæresten til sengen med et gammelt tørklæde, der ikke på samme måde fremkalder denne her eksklusive og luksuriøse 'Fifty Shades'-følelse, fortæller Joan B. 

Filmen inspirerer den almindelige dansker

Hos sex-webshoppen sinful, er salget af S/M- og bondagesexlegetøj steget med 15 procent siden den første’ Fifty Shades’-film havde premiere i Danmark.

- Det er især pisk, bondage og andre S/M-produkter vores kunder er blevet interesseret i, siger Mathilde Mackowski fra Sinful.

Men alle typer af S/M- og bondagesexlegetøj sælger helt generelt mere. Det mærkes også i sexshoppen Paradiss.

- Efter første film oplevede vi et kæmpe boom i salg af S/M-legetøj. Danskerne er blevet mere nysgerrige efter at prøve S/M. Det er blevet mere legitimt at give eller få et slag med pisken, siger Pernille, der er ekspedient i Paradiss.

'Fifty Shades - I mørket' bliver ikke så hardcore

Christian Grey og Anastasia Steel er endnu engang omdrejningspunktet i den anden film i 'Fifty Shades'-trilogien, og hedder på dansk ’I mørket’.

Joan B. har set den nye film og hun mener, at den er i en lidt blidere stil end forgængeren.

- Der kommer ikke til at være så meget action, som vi så i første film. Det bliver mere udfordrende i forhold til den seksuelle magt Christian har over Anastasia, siger hun.

Men biografgængere kan alligevel forvente både pisk, læder og udlevelse af fantasier.

Filmen 'Fifty Shades -I mørket’ har biografpremiere den 9. februar.