Hvornår må man opgive (jagten på) kærlighed?

16x9
Efter to år som single har Charlotte Højlund fundet ro i sin status. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Tidligere har jeg ikke forstået, når kvinder efter skilsmisse valgte et liv alene - men efter godt to år på dating-markedet er tanken ikke skræmmende.

"Er du gået i hi?," spørger en mand, jeg ikke har haft kontakt med længe.

"Njar, tager på date af og til..," svarer jeg.

"Tager på date? Som i at du tager ud og får sex, eller?"

"Ha ha ha… Nej, tager på kaffedates..."

"Det bliver man da ikke tilfredsstillet af - du må da have en ved siden af, som du hygger med?"

"Nej, ikke i øjeblikket - jeg gider faktisk ikke, hvor underligt det ellers måtte lyde…"

"Det lyder da trist. Du må da ikke glemme dig selv og den gnist, der ligger deri. Ked af at høre, at du er gået i stå. Men nu kommer foråret snart."

Og det gør det heldigvis. Foråret. Foråret, der for mig altid har repræsenteret håbet, og at alt kommer til live igen. Hvor vinteren godt kan betyde lidt lavblus på både det ene og andet felt (måske også søgen efter kærlighed?), så kommer foråret med håb og fornyet energi.

Det betyder ikke længere så meget

Men denne gang er jeg i tvivl om, hvorvidt håbet og energien også kommer til at gælde for min søgen efter kærlighed.

Efter godt to på datingmarkedet ved jeg snart ikke, om jeg orker mere. Det er ikke nødvendigvis mændenes skyld, selv om et par røvhuller har krydset min vej. For der har også været og er stadig nogle rigtig dejlige mænd i mit liv, som jeg desværre har svært ved at se som andet og mere end venner, uanset hvor meget jeg holder af dem.

Jeg forstår pludselig de kvinder, der ender med at leve et liv efter det lange parforhold alene.

Charlotte Højlund

Og så betyder det ikke helt så meget mere. Kærligheden og sex. Venskaberne, vennerne og ikke mindst veninderne begynder at betyde mere og mere i mit liv. Den ro og balance børnene og jeg har fundet gennem de seneste to år har også fået så stor en plads og vigtighed, at den er noget, jeg ikke har lyst til at rykke for meget ved. Lige nu i hvert fald.

Min søgen er på stand-by

Savner jeg så ikke tosomhed og fællesskab? Jo, for pokker! Men jeg føler mig ikke ufuldkommen uden en mand/kæreste. Mit liv er godt og fyldt med mange dejlige, kærlige, skønne mennesker, der om ikke opvejer et parforhold, så i hvert fald giver mit liv mening og indhold.

Mennesker, der vil mig det godt og holder af mig og ikke beder om noget, jeg ikke kan eller har lyst til at give. Mennesker, hvor vi holder øje med hinanden og husker at spørge, hvordan det går på jobbet, i livet, med forældre og søskende. Mennesker, jeg kan tage i biografen med, ud at spise med eller på ferie med. Rigtige mennesker. Vigtige mennesker. Mennesker, jeg fletter liv sammen med, selv om ingen af dem er kærester. Nogle har jeg kendt i under et år. Andre i 25 år eller mere. Det er ligegyldigt. For i relationer er tid en relativ størrelse. Det handler om connection.

Og på grund af dem er kærlighedsrelationen, eller min søgen efter den, sat lidt på stand-by.

Der er andet i livet end parmiddagen

Så er jeg gået i hi? Nej, det mener jeg på ingen måde. Dukker ’han’ op en dag, så tager jeg da imod. Gør han ikke, så overlever jeg nok også det. Tanken om at skulle leve alene de næste 20 år eller mere var tidligere et mareridt, som jeg slet ikke kunne kapere, hvor det i dag ikke skræmmer helt så meget.

Det er stadig ikke det, jeg ønsker. Og efter "kun" to års singletilværelse er det vel heller ikke tid til at give op endnu, vel? Og det gør jeg heller ikke. Men det er faktisk slet ikke det vigtigste. Det vigtigste er at have fundet roen, så det ikke længere betyder så meget. Det er ikke alt afgørende at finde en kæreste. Jeg er ikke ufuldkommen uden en kæreste. Og jeg forstår pludselig de kvinder, der ender med at leve et liv efter det lange parforhold alene. Og ikke mindst at de kan gøre det og stadig føle sig lykkelige. Fordi der heldigvis er andet i livet end idéen om ’den eneste ene’, tosomheden bag ligusterhækken, parmiddagene og onsdags- og lørdagssex…