Restaurant gav rabat for artige børn: - Den mand er jo genial

News & Co diskuterer, hvorfor en italiensk restauratørs mærkelige ide har vakt debat i hele landet.

- Den mand er jo genial. Han er restauratørernes Simon Spies. Han har fået hele Europa til at tale om sin åndsvage restaurant.

Sådan lyder oberst Lars Møllers kommentar i News & Co om den italienske restauratør Antonio Ferrari, der har vakt opsigt ved at give en familie fem procent rabat på deres regning, fordi deres børn var søde og velopdragne under hele restaurantbesøget.

16x9
Regningen til selskabet på seks voksne og fem børn blev 13 euro lavere, fordi de fik "rabat for velopdragne børn" . Senere lagde restauratøren regningen ud på sin Facebook-side med ordene: "Det sker så sjældent" Foto: TV 2

Hans overraskende gestus – en rabat på 13 euro – blev opført på regningen som ”rabat for velopdragne børn”, og det har vakt stor debat i Italien, hvor det er meget almindeligt at tage børn i alle aldre med på restaurant.

Opførte sig upåklageligt

Rabatten blev givet til et familieselskab på seks voksne og fem børn mellem fire og seks år, som til restauratørens overraskelse sad stille og roligt og spiste.

- Vi giver den rabat, fordi italienske forældre normalt ikke har ret godt styr på deres børn. Børnene løber tit frit omkring og gør, hvad de har lyst til. De løber tit ud i køkkenet, smækker med dørene og forstyrrer de andre gæster. Vi har lige givet rabat til en familie her i dette lokale. Deres børn opførte sig upåklageligt fra start til slut, hvad der alt for sjældent sker, siger Antonio Ferrari.

Han har dog samtidigt fået rigelig med valuta for sine penge, for han lagde efterfølgende sin historie ud på Facebook, og er blevet omtalt i alle Italiens største aviser for sin gimmick.

Til og med endte hans ide med at løbe rundt rent økonomisk:

- De gav drikkepenge for det dobbelte af rabatten, afslører han.

Stor debat i Italien

Hans rabat, som han selv forklarede var en pludselig indskydelse, har skabt stor debat i Italien.

- Der er mange restauratører der siger, at de kunne godt tænke sig at være lige så modig som ham, og inddele børn i artige og uartige, men det tør de ikke, fortæller TV 2’s Italiens-korrespondent Eva Ravnbøl.

Hun understreger dog, at sagen ikke drejer sig om den typiske, italienske familierestaurant, hvor børn stort set kan lege som de vil:

- Denne sag er opstået på en restaurant, der er meget lidt børnevenlig. Det er sådan en fancy vinbar i det fine Padua i det fine Norditalien, og restauratøren er sådan en lidt tjekket fyr. Som han sagde til mig, så er det ikke et sted, hvor de har pusleborde og legerum. Vi ved ikke, om det breder sig, siger Eva Ravnbøl.

16x9
Dagens panel i News & Co: Fra venstre oberst Lars Møller, værterne Charlotte Beder og Søren Lippert, tømrer og debattør Helga Mathiessen og TV 2's politiske redaktør Anders Langballe. Foto: TV 2

I panelet på News & Co bliver ideen ikke ubetinget godt modtaget:

- Jeg har aldrig siddet på en restaurant og haft et problem med andre folks børn. Jeg tror ikke selv jeg gad gå ind på en restaurant, der skulle gøre sig til dommer over, hvordan mine børn opfører sig. Så ville jeg nok vælge en anden restaurant, siger tømrer og debattør Helga Mathiessen.

Har et ansvar

TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe, der også havde plads i dagens panel, kan nu godt forstå, at sagen har vakt opsigt:

- Der er jo ikke noget mere interessant, end at diskutere andre børn. Jeg synes hele sikkert forældre har et ansvar, når de tager deres børn med på restaurant, siger han.