Højlunds blog: Fastelavn bliver aldrig mit navn…

16x9
TV 2s familieblogger er ikke fan af fastelavn. Foto: Morten Dueholm / Scanpix Denmark

Jeg er ikke fan af udklædning. Jeg er ikke en af dem, der synes, det er helt fantastisk med temafester. Jeg vil allerhelst bare være mig selv.

Sådan er flere af mine børn også ved at have det. Når de når til teenageårene, synes de ikke længere, det er helt så fedt at troppe op i skolen i udklædning, når man hellere vil komme lidt mere cool i sit almindelige dress og med voks i håret.

Men det har skolen en kur for. Hvis man ikke møder op udklædt, kan man ikke være med til at slå katten af tønden, men må lave matematik, dansk eller et andet almindeligt skolefag. Altså ingen sjov.

Faktisk har jeg stor forståelse for skolens tiltag. Hvis det er helt frit, skal de ikke være ret gamle før, de helt dropper det, og så er der ikke længere meget fastelavn over det. Og jeg ved også godt, at når man bliver tvunget til noget, man ikke har lyst til, så viser det sig alligevel at være skidesjovt, når man først får gjort det.

Men jeg kan også sagtens forstå de 14-15-årige, der virkelig ikke synes, det er ret morsomt, fordi de er lige i den alder. Den er jeg så åbenbart stadig i.

Jeg gider ikke at lige et fjols

Da min veninde sidst inviterede til Halloween , og der i invitationen stod: ’Alle, børn og voksne, SKAL være udklædt!’, kunne jeg have taget livet af hende. Og hun vidste det. Men da jeg gerne ville af sted med ungerne, gjorde jeg det. Malede mig som zombie og touperede håret, men havde lige glemt, at jeg skulle i Netto på vejen.

Og samme historie gentog sig sidste år, hvor de to yngste ville til fastelavnsfest på skolen, men ikke var gamle nok til at tage af sted alene og igen, at ALLE, børn som voksne, skulle komme udklædt. Så endnu en gang gjorde jeg det. Klædte mig (lidt) ud, så jeg og børnene kunne få lov at slå katten af tønden.

Og det er vi mange forældre, der gør. Fordi det forventes af os, tror jeg. For jeg kan da umuligt være den eneste, der ikke bryder mig om udklædning, eller er jeg? Er det bare mig, der er ved at være en sur gammel kone, der ikke kan se det sjove i at ligne et fjols på en iskold fredag? Den eneste, der synes, det er ved at være lige lovlig træls at skulle købe nye kostymer til ungerne hvert eneste år, eller stå og finde et eller andet kreativt frem sent aftenen inden eller fem minutter, før vi skal gå fredag morgen? Den eneste, der ikke nyder at tage med ungerne ud i isnende kulde og gemme sig bag ligusterhækken, mens de kimer dørklokker og synger en mere og mere hæs udgave af ’Fastelavn er mit navn…’?

Snart er det heldigvis slut

Det tror jeg simpelthen ikke på. Men det er også ligegyldigt. For der er lyspunkter lige rundt om hjørnet. Børnene er snart så store alle sammen, at der kun er et par stykker tilbage, der vil klædes ud, og de fleste af dem kan klare det selv. De er også så store, at jeg ikke behøver gå med dem rundt i villakvarteret, når de skal ud at rasle. Og så store, at jeg ikke behøver gå med til de forskellige fejringer, fordi de godt kan gå alene.

Men jeg tager nu nok med på søndag hos grundejerforeningen alligevel. Fordi det bare er superhyggeligt, selv om jeg bliver nødt til at tage en paryk eller fjollet hat på…