BLOG: Du kunne da bare have sagt, at du ville have børnebidrag

16x9
Charlotte Højlund med børn. Foto: Line Thit Klein / TV 2

BLOG: Hvis vi fordelte pengene ligeligt mellem forældrene, ville vi undgå langt størsteparten af de sager, der ender i Statsforvaltningen.

’Jeg husker, at min advokat den gang fortalte mig, at man kunne undgå 90 procent af sagerne i Statsforvaltningen, hvis man fordelte pengene ligeligt mellem forældrene…’

Sådan forklarede en af mine mandlige venner mig om sin skilsmisse.

Inden har han fortalt om, hvordan han og børnenes mor skændtes om samværet og endte i Statsforvaltningen, hvor det pludselig gik op for ham, at det for børnenes mor også handlede en del om økonomi. Handlede om, at hun ikke kunne klare sig uden børnebidrag, men vil være nødt til at flytte ud af sin lejlighed. Da han opdagede det, tilbød han frivilligt at betale børnebidrag, så hun kunne blive boende, og de kunne bibeholde et godt forhold til hinanden og samarbejde omkring børnene.

For nylig sendte både han og en anden skilsmissefar mig med få timers mellemrum samme artikel. En artikel om en ny svensk undersøgelse, der viser, at børn, der bor lige meget sammen med mor og far, klarer sig lidt bedre end børn, der hovedsagelig bor hos den ene forælder. Og lige så godt som børn, hvis forældre ikke er skilt. Selve undersøgelsen går ikke ind i, om der kan være andre årsager til de gode resultater, men siger dog, at det kræver forældre, der kan samarbejde for at have en 7/7-ordning og, at netop det, samarbejdet, formentlig er en stor årsag til, at børnene klarer sig godt.

Se også: Jeg orker ikke arrangementerne i børnenes institutioner

Jeg er ikke i tvivl om hvorfor begge disse fædre sendte historien til mig. De er vrede over ’systemet’, der i deres øjne, oplevelse og erfaring favoriserer mødrene. Men de er også enige om en anden ting: At de er villige til at betale børnebidrag, både for fredens, børnenes og deres egen skyld. De kan faktisk godt se rimeligheden i, at begge forældre skal have mulighed for et rimeligt liv, selv om de ikke længere bor sammen som familie. Og de erkender, at deres børns mødre har brug for det.

For økonomien er nemlig desværre stadig et problem i rigtig mange familier. Statistisk set indgår vi i parforhold, hvor manden tjener op mod 30 procent mere end kvinden, så selvfølgelig vil de fleste mødre få det svært, når forholdet slutter, og der nu også er børn at tage sig af. Derfor er jeg også overbevist om, at det i rigtig mange konflikter om børnene også handler om økonomi. Ikke kun, men også.

For de fleste kvinder vil have svært ved at opretholde et nogenlunde ordentligt liv sammen med deres børn uden børnebidrag. Sådan har jeg det også. Jeg indrømmer blankt, at jeg ville have mere end svært ved at få tingene til at hænge sammen uden børnebidrag.

Og så længe børnebidrag og samvær kædes sammen, vil vi derfor få konflikter. Enten fordi mødrene går så meget ned i levestandard, at det ikke kan hænge sammen. Eller fordi der er fædre, der alene ønsker børnene 50/50 for på den måde at undgå at betale bidrag. Uanset hvad årsagen er, bør de ting adskilles.

Se også: Undskyld, må jeg gerne være din mor og bestemme - også på Facebook?

Når skilsmissefædre og politikere siger: ’Fordel pengene ligeligt mellem forældrene’, taler de normalt alene om de offentlige ydelser, og at der ikke skal være bidrag fra den ene forælder til den anden. Men det løser ikke problemet. Gør vi det alene, skævvrider vi endnu mere det forhold, at mor efter en skilsmisse generelt vil stå langt dårligere end far, og at børnene dermed har et langt fattigere liv i det ene hjem end i det andet.

Når pengene fordeles ligeligt, skal vi tage det hele med. Så skal vi adskille bidrag og samvær og i stedet indføre en økonomisk udligning mellem forældrene. Når man har valgt at få børn sammen og opfostre dem under bestemte økonomiske vilkår, så bør de (børnene) også kunne fortsætte et nogenlunde ligeligt liv med nogenlunde samme muligheder hos begge forældre, når de så vælger at gå fra hinanden. Og uanset hvor meget tid, de tilbringer hos henholdsvis den ene eller anden.

Se også: Gu’ må man da irettesætte sit barn offentligt!

Det er der heldigvis mange fædre, der er enige i. Fædre, der gerne betaler børnebidrag, selv om ’systemet’ ikke tvinger dem til det, fordi de kan se rimeligheden. Og fordi det er en lille pris at betale for et godt forhold til deres børn med mere samvær og et godt samarbejde med børnenes mor. Det siger sig selv, at de fleste er nemmere at arbejde sammen med, hvis man ikke presser dem på deres eksistens.

Det er faktisk ret enkelt, selv om jeg endnu ikke har hørt en eneste politiker foreslå det. Men måske tiden er inde, når man kan høre en far fortælle: ’Så sagde jeg til hende: ’Du kunne da bare have sagt, at du ville have børnebidrag.’ Og så betalte jeg bidrag, og alt har fungeret helt fint siden...’