BLOG: Det er hårdt ... og jeg får jordens dårligste samvittighed

16x9
Charlotte Højlund er mor til 7. Foto: Line Thit Klein / TV 2

Det er bare helt ufatteligt udmattende. For nylig sagde en veninde: ’Min mor sagde altid, at der kommer noget til os alle. Men det er en løgn.

’Mor? Er du træt?’

Klokken er ikke en gang 20, og jeg sidder på en spisebordsstol, mens mine øjne igen og igen ufrivilligt lukker i. Bag mig kører det ene afsnit efter det andet af ’Pingvinerne fra Madagaskar’, fordi jeg ikke orker diskutere med den mindste om, at hun skal slukke, men i stedet bruger min sidste energi på at få Sophus (12) og Luna (10) til at lave deres madpakker, som de plejer at gøre, inden de går i seng.

Men ellers er der ikke meget ’plejer’ over det. På tredje måned bor vi i skurvogne i haven med midlertidige møbler og konstante slåskampe med forsikringen. Slåskampe hvor tidsforbruget den første måned lå på langt over almindeligt fuldtidsjob, og de sidste par måneder har ligget på godt tyve timer om ugen. Og alt det er oven i mit helt almindelige liv med arbejde, indkøb, madlavning, vasketøj og fritidsinteresser. De sidste tre måneder har bare været alt andet end almindelige, selv om jeg prøver.

For vi har brug for normalitet, selv om intet er normalt, når man bor i skurvogne i haven, mens forsikringsselskabet trækker tingene i langdrag og stadig efter en brand, hvor vi mistede stort set alt, ikke kan give os nogen svar på, hvad der skal ske. Eller hvornår.

Det havde været svært nok, hvis ’bare’ huset var brændt. Så havde vi også boet her. I skurvogne. En hel familie. Men vi havde vidst, hvad der skulle ske. Sådan er det ikke. På grund af en to et halvt år gammel sag med ejerskifteforsikringen lever vi i konstant uvished. Uden svar. Og med den ekstra byrde det er at vide, at vi om ni måneder, hverken har et sted at bo eller opmagasinering til vores få reddede ejendele, fordi de 12 måneder, som forsikringen dækker, udløber til den tid. Og som det er lige nu, er der intet, der tyder på, at vi har vores hus tilbage til den tid.

Men vi kæmper, lever videre og prøver at finde normalitet. Selv om den ikke er der.

’Ja, skat, jeg er ret træt i øjeblikket…’, svarer jeg Sophus.

På sofaen bag mig er min ældste datter, Karoline, allerede faldet i søvn. Men det er også hårde tider for hende. Dagen før var hun med mig ude at gennemgå de sidste kasserede ting efter det, skadeservicefirmaet kalder ’en meget stor sag’.

Og det er det. Når man mister stort set hele sit indbo og ejendele for 9 mennesker, er det en stor sag. Og fuldstændig uoverskueligt.

Karoline har sit eget fuldtidsjob, men vil alligevel gerne være med, når der skal ordnes ting med forsikringen. Både fordi hun gerne vil hjælpe, men også fordi det nok er hendes måde at takle det på. Men det er hårdt. Af og til for hårdt. Og jeg får jordens dårligste samvittighed, når hun siger: ’Mor, jeg ved godt, at jeg gerne vil og selv tilbyder, men nogle gange har jeg det lidt som om, jeg gør de ting, en kæreste ville gøre…’

For hun har ret. Var jeg stadig gift eller havde en kæreste, var det formentlig ham, jeg ville trække på, nu hvor jeg står i en af de sværeste situationer, livet har budt mig. Og det har ellers ikke været nemt. Slet ikke de seneste tre år. Men det her trumfer det meste, selv om ingen er syge.

Det er bare helt ufatteligt udmattende. For nylig sagde en veninde: ’Min mor sagde altid, at der kommer noget til os alle. Men det er en løgn. Der er nogen af os, der tager meget mere end andre…’

Jeg synes også efterhånden, jeg har taget min del, og jeg gerne snart vil se lidt til en ’deroppe’, der skulle passe på mig. Den der skytsengel, der skulle hjælpe mig lidt i stedet for at lege ’Jobs bog’, for den bog er jeg sgu ved at være lidt træt af. Jeg er i det hele taget bare træt. Det er blevet et grundvilkår. Træthed.

Konstant bliver jeg spurgt, hvordan jeg klarer det. Og får at vide, at jeg er sej. Men jeg kan ikke andet end at klare det. Der er ikke noget valg. For vi skal igennem det på den ene eller anden måde. Selv når jeg hænger i med det yderste af neglene. Som lige i øjeblikket. Mens vi leder efter normalitet. Og finder den. Der bliver stadig afleveret og hentet børn. Der bliver stadig kørt børn til og fra ballet, foldbold og breakdance. Der bliver stadig vasket tøj, købt ind, lavet mad og madpakker og gået på arbejde. Selv om der også er meget, jeg ikke får gjort.

Forleden spurgte Sophus mig, om jeg nu havde meldt ham til klassefest, og jeg måtte svare, at det havde jeg ikke, for jeg havde ikke set invitationen, for hvor var den egentlig? Undrende kigger han på mig og svarer: ’På Intra..!?’

’Nårh, så er det derfor. Jeg er ikke så meget på Intra i øjeblikket,’ svarer jeg.

For jeg orker det ikke. Og jeg glemmer. Glemmer især at passe på mig. Til jul fik jeg et gavekort til hamam (tyrkisk bad), fordi jeg allerede dér mente, at det trængte jeg til efter alt det her. Nu er det marts, og jeg har endnu ikke brugt det…

Men jeg prøver. Prøver at huske at få ringet til veninder og familie og spørge, hvordan de har det, og ikke kun hælde vand ud af ørerne. Prøver stadig at følge lidt med, men får ikke set mange nyheder. Og de sociale medier er mere eller mindre gået i glemmebogen, fordi jeg ikke kan forholde mig til alt muligt unødvendigt midt i alt det her.

Og så skete der noget helt fantastisk. En kvinde jeg dårligt kender sendte mig en besked over Messenger: ’ Hej Charlotte. Sidder lige i en "Røvsyg" bus og tænker på dig. Lang tid siden du har lavet opslag. Håber du og børnene har det godt efter det KAOS, I skulle igennem. Og der er kommet ro på. Kærlige tanker herfra…’

Så går det hele nok alligevel. Sådan en tanke giver mig mod og tro på det hele. Jeg ved godt, der kommer en løsning, bare ikke hvornår. Og det er hårdt arbejde, så derfor er jeg træt. Men jeg er endnu ikke knækket, så denne her klarer vi også, selv om det til tider ser sort ud og føles endnu værre…