BLOG: Hvor kom frygten fra?

16x9
Charlotte Højlund Foto: Line Thit Klein / TV 2

Da jeg var barn i 70’erne og 80’erne, var der masser af terror. Men det var ikke noget, vi talte om eller frygtede.

"Jeg hører, du skal på ferie?"

Jeg er forbi en tidligere arbejdsplads og ser et par weekendkufferter stå ved siden af en kollegas stol.

"Ja, jeg skal lige til London et par dage med min datter,’"svarer hun. Og med en blanding af et smil og en grimasse, tilføjer hun: "Ja, nok ikke den bedste timing…?!"

Uden at tænke videre over det svarer jeg: "Jo, det tror jeg da egentlig nok, det er. London er formentlig et af de sikreste steder at rejse til lige i øjeblikket…"

For der har lige været et angreb. I London. I Europa. Igen.

Havde ingen frygt som barn

Dem var der, som sagt, masser af, da jeg var barn. Jeg mindes bare ikke, at det var noget, der fyldte så meget, eller at det var noget, vi var bange for. Vi fortsatte vores liv. Vi tog stadig på ferie. Og vi rejste ud i Europa til de store hovedstæder uden, at frygten fulgte med.

Som barn kørte min mor os flere gange på ferie til Tyskland, selv om Rote Armee Fraktion huserede her i disse år. Som stor teenager tog jeg til London og arbejdede et år, og det bekymrede mig aldrig, at jeg skulle igennem Heathrow Lufthavn, selv om den er og var Londons største og travleste. Det bekymrede mig heller ikke at tage ’The Tube’, Londons undergrundsbane, eller færdes på de mest travle stationer eller forretningsgader, selv om IRA-angreb oftest fandt sted her. Vi levede vores liv med risiko for terrorangreb som en del af det. Men det var ikke en stor del af vores bevidsthed. Vi vidste, de kunne finde sted, men vi lod os ikke afskrække.

Hvor kommer frygten fra?

Hvorfor gør vi så i dag? For uanset hvor meget politikere taler om, at vi ikke må lade os tryne af terror, og at hvis vi lader frygten krybe ind i os og begrænse vores liv, så vinder de. Terroristerne. Så gør vi det. Mange af os. Lader os begrænse og tager frygten med os.

Da jeg for noget tid siden talte med en veninde om, at det var billigt at tage en tur til Tyrkiet, og at Istanbul er en fantastisk by til en forlænget weekend, svarede hun: "Jeg tager ikke til Tyrkiet uden mine børn!"

Da jeg lidt undrende kiggede, og blikket nok sagde: "???," forklarede hun, at det turde hun simpelthen ikke. Hun var så bange for, at en kæresteweekend i Tyrkiets hovedstad skulle koste hendes børn deres mor, så skulle de så ’farligt’ et sted hen, gjorde de det sammen.

I mine øjne var det et lidt underligt ræsonnement, men den frygt, hun gav udtryk for, tror jeg desværre, findes hos mange af os. Jeg forstår bare ikke, hvor den kommer fra.

Måske den kommer fra USA? Det er i hvert fald min tese.

11/9 ændrede verden

Før 11. september havde USA været rimeligt skånet for terror. Terrorangreb var for amerikanere, manden på gaden og politikere, noget, der fandt sted i Europa. Indtil den 11. september 2001.

Og efter denne dato skete der alverdens ting i det politiske og sikkerhedspolitiske system – både i USA og Europa. Pludselig var vi alle i krig mod terrorisme. Og med faren og frygten for terror accepterede vi ny lovgivning, der tillader, at vi bliver overvåget på alle leder og kanter, og at vi kan arresteres bare ud fra politiets formodning om, at vi vil gøre noget ulovligt, selv om langt de fleste af os i USA, Danmark, Europa og resten af verden er lovlydige borgere, der aldrig kunne drømme om at gøre andre fortræd.

Men hvorfor gjorde 9/11 amerikanerne bange? Det forstår jeg stadig ikke helt. For USA er jo også et land, der er rimelig vant til vold. Et land, nærmest bygget på vold. Fra nedslagtningen af ’indianerne’ til import og uhyrlig behandling af slaver fra Afrika til mere moderne tiders raceuroligheder, utallige sager om politi der skyder sorte mænd på et noget ’tyndt’ grundlag, flere amerikanske præsidenter, der er blevet skudt og endnu flere, der er forsøgt dræbt og en efterhånden uendelig række af skoleskyderier, college-voldtægter og folk, der går amok på åben gade. Men amerikanerne har jo alligevel gået på gaden og på arbejde, i skole og på college, stemt og stillet op til præsidentvalg.

Terroren er ikke alle steder

Så hvad gjorde 9/11 så anderledes for dem? Og os? Så anderledes, at vi denne gang har ladet frygten krybe ind under huden på os, så det er noget, vi overvejer, når vi tager på ferie – med eller uden børn?

Jeg aner det ikke. Jeg kan ikke forklare det. Og måske er det fordi, jeg netop er barn af 70’erne og 80’erne, at jeg ikke selv tænker så meget over det. Måske. Jeg tog i hvert fald på vinterferie til Berlin uden at skænke det en tanke. Og jeg tager gerne til en af mine yndlingsbyer, Istanbul, igen og besøger alle attraktionerne uden frygt.

Det burde vi alle sammen gøre. For frygten og risikoen er talt op. Den gøres værre end, den egentlig er. Selv i disse år, hvor man nemt kan få en følelse af, at terroren er alle steder, er det ikke sandt. Det var meget værre for 30-40 år siden. Den gang var risikoen for at blive ramt af terror langt større end nu. Men den gang var vi ikke bange. Og det har vi heller ingen grund til at være nu.