GUIDE: Sådan beskytter du dit barn mod upassende indhold fra Youtube

Youtube flyder over med anstødeligt børneindhold. Derfor får du her de bedste råd til, hvordan du passer på dit barn på Youtube.

De ligner umiddelbart en helt almindelige tegnefilm, men et stykke inden i den sker der noget usædvanligt. I en tegnefilm med Disney-figuren Elsa, ender hun i en blodig slåskamp med knive involveret. Og det er langt fra et særtilfælde at støde på den slags scenarier på videodelingstjenesten Youtube.

På Youtube florerer der stødelige børnefilm i tusindtal. Og det er et problem, for videoerne dukker op som relaterede videoer, som børn nemt får klikket på, når de sidder og ser tegnefilm på Youtube.

Hvordan du bedst skærmer dit barn fra dette indhold, har TV 2 derfor spurgt sig til råds om hos børnefaglig konsulent Sanne Lind fra Børns Vilkår og Nathalie C. Larsen, der er digital chef hos Lead Agency og ekspert i sociale medier.

10 råd til at beskytte dit barn mod upassende indhold

Forbud hjælper ikke

Hverken Nathalie C. Larsen eller Sanne Lind anbefaler, at man laver et decideret Youtube-forbud for sine børn.
- Forbud hjælper ikke noget. Når barnet har en vis alder, vil et forbud bare gøre det endnu mere spændende at søge rundt på Youtube, så det er bedre at hjælpe dem med at sortere i i indholdet. Ved de helt små børn er der bedre at lede dem over på andre kanaler, fortæller Sanne Lind.
Nathalie C. Larsen fortæller, at Youtube er børn og unges foretrukne tv-kanal og et forbud derfor ikke hjælper
- Når børnene er helt små, kan man flytte sine børn over til andre kanaler. Netflix har for eksempel en børnekanal, hvor man bedre kan styre, hvad børnene bliver udsat for. Men når de bliver ældre, kan det være svært at udelukke dem fra Youtube, fordi alle vennerne jo også ser det.

Brug Youtube-filtrene

Youtube har sat filtre op, som sorterer anstødeligt indhold fra. 
- På din Youtube-bruger går du ind under privatindstillinger, og der sætter du et filter på, der i grov forstand sørger for, at der ikke er voldeligt- og seksuelt indhold, forklarer Nathalie C. Larsen.
Man skal dog ikke tro, at det betyder, at ens barn nu er sikret mod de upassende tegnerserier og andet indhold, der ikke er egnet til børn. Det anstødelige indhold bliver nemlig kun sorteret fra, hvis der er en bruger, der har anmeldt det til tjenesten. Men at sætte et grovsorteringsfilter på er altså det mindste, man som forælder kan gøre.

Se Youtube sammen med dit barn

Hos Børns Vilkår anbefaler de først og fremmest, at man ser med, når børnene er på Youtube.
- Man skal vide, at filtrene er en falsk sikkerhed og ikke nødvendigvis fanger de her film. Og når børnene blive ældre, søger de ofte uden om filtrene, fordi de er nysgerrige. Derfor er det bedste, du kan gøre, at se med sammen med børnene - især når de er små, siger Sanne Lind.
Kan du ikke sidde og se med, fordi du måske står midt i aftensmaden eller lignende, så sørg for at dit barn sidder i nærheden, så du kan lytte med og kaste et blik på skærmen i ny og næ.

Sådan styrer du det relaterede indhold

Hvis du ikke har mulighed for at sidde og se Youtube sammen med dit barn hele tiden, så anbefaler Børns Vilkår, at du aktivt sætter en tegnefilm på og sørger for, at den ikke går videre til noget andet.
Nathalie C. Larsen peger på en bestemt indstilling, man kan lave for at kontrollere det relaterede indhold, der dukker op sammen med den tegnefilm, man har sat på til barnet.
- Inde fra sin profil kan man følge nogle kanaler, som man kan stå inde for. Man kan lave playlister med indhold, som man er sikker på er ordentligt. Så kommer der kun indhold op fra disse kanaler, siger Nathalie C. Larsen.
Hun anbefaler, at man laver playlisterne i fællesskab med barnet og for eksempel sætter sig ned og laver en hyggelig aften, hvor man sammen finder ud af det ved at snakke om indholdet. Det bakker Sanne Lind op om.
- Forældrene sætter rammen, men der er en god læringsproces i at se og finde gode videoer sammen, siger hun

Aflæs signalerne fra dit barn

For børn kan det være en voldsom oplevelse, når en tegnefilm pludselig tager en uhyggelig drejning, men det er ikke altid, de selv aktivt er i stand til at fortælle om det.
- Lyt og se efter signaler fra børnene, som kan antyde, at de har set en video, hvor en teletubbie for eksempel er sprunget i luften, siger Sanne Lind.

Tal med dit barn

Det er svært at undgå, at børnene ikke ser på de stødelige videoer - uanset hvor mange tiltag du har lavet for at skærme dem.
- Hvis barnet bliver bange eller ængsteligt, skal man tage det alvorligt og give sig tid til det. Hos Børns Vilkår oplever vi både, at de små og større børn bliver påvirket af det. Så det er vigtigt, at børnene får sat ord på det, de har oplevet, siger Sanne Lind.
Hvis børnene er helt små, kan det også være nødvendigt at trøste dem. Med de større børn er det vigtigt, at forældrene ikke skælder ud og går i panik, hvis børnene har set noget som ikke er hensigtsmæssigt.
- Når barnet kommer i skolealderen, bliver de nysgerrige, og der kan det især være interessant at søge på porno, men det er samtidig også meget skamfuldt at fortælle om. Barnet kan have brug for at snakke om det - og der må du som forælder ikke være dømmende, siger Sanne Lind.

Indholdet er også dit ansvar

Hvis Youtubes filtre skal filtrere det upassende indhold fra, kræver det, at der er en bruger, der anmelder indholdet.
- Vi har et fælles ansvar for at sørge for, at der ikke er noget, der falder uden for rammerne. Så marker upassende indhold og indberet det. Vi tilgår indholdet gratis, så vi har selv en forpligtigelse til at skabe den platform, vi vil have, mener Nathalie C. Larsen.