BS-deltager erkender i notesbog: - Jeg er ikke altid et godt menneske

BS Christiansen beder parrene om at se indad og reflektere over, hvad de hver især byder ind med i forholdet. Det fører til en del ærlige erkendelser.

Efter at parrene i 'BS & Ægteskabsprøven' i to dage har måttet klare sig på egen hånd i den new zealandske natur, samler BS Christiansen hele gruppen for at få dem til at reflektere over deres liv derhjemme.

- Jeg oplever i rigtig mange ægteskaber og parforhold, at folk ikke tager ansvar for sig selv. De går hele tiden og er efter hinanden, fastslår ekspeditionsleder og mentaltræner BS Christiansen i programmet.

BS giver deltagerne hver sin notesbog, som de løbende kan notere deres tanker ned i omkring de opgaver, han stiller dem.

Blandt de temaer, deltagerne skal reflektere over, er: Hvor god er jeg til at tage ansvar i mit parforhold? Hvor hjælpsom er jeg? Hvor god er jeg til at kommunikere med min partner? Hvor god en ven er jeg?

I fraklippet øverst stiller BS Christiansen en række spørgsmål til deltagerne.

Mette erkender: - Jeg har svært ved at rumme Brian

Et af de par, der tydeligvis har problemer med at kommunikere med hinanden undervejs på BS-ekspeditionen, er Mette på 34 år og Brian på 38. 

Gang på gang taler parret forbi hinanden, når de skal løse praktiske opgaver, og det ender ofte med, at de kører sololøb i stedet for at samarbejde.

- Da BS beder os om at reflektere over spørgsmålet: Hvor godt et menneske er jeg?, så kom jeg jo til at tænke over, hvordan jeg egentlig behandler min partner. Og jeg synes ikke altid, at jeg er tilstrækkelig oplagt eller har overskud til at føre bare en almindelig samtale. Kort sagt, så har jeg svært ved at rumme Brian, siger Mette Marie Knudtzen til TV 2 og fortsætter.

- Så på det punkt synes jeg egentlig ikke, at jeg er et særligt godt menneske.

Blev opmærksom på egne behov

Hele processen med at se indad og erkende sit eget ansvar for, hvordan parforholdet fungerer, har fået Mette Marie Knudtzen til at indse, at hun har mistet kontakten til sig selv.

Jeg har fundet ud af, at jeg nok er lidt mere enspænder, end jeg regnede med

Mette Marie Knudtzen, deltager i 'BS & Ægteskabsprøven'

- Dét med at begynde at tænke over, hvordan man egentlig har det, har gjort, at jeg er blevet mere opmærksom på mine egne behov. Jeg har blandt andet fundet ud af, at jeg har glemt at mærke efter, hvad jeg egentlig havde lyst til, siger hun og fortsætter.

Mette Marie Knudtzen erkender i sin notesbog, at hun ikke altid er et godt menneske overfor ægtefællen Brian Nørregaard Pedersen.
Mette Marie Knudtzen erkender i sin notesbog, at hun ikke altid er et godt menneske overfor ægtefællen Brian Nørregaard Pedersen. Foto: BS&Co. / TV 2

- Jeg har fundet ud af, at jeg nok er lidt mere enspænder, end jeg regnede med, og at jeg har brug for at være alene engang imellem og koble af. Bare mig. Men tidligere har det ikke rigtig været "tilladt" at sige, for vi skulle jo være en lykkelig familie og være sammen hele tiden. Men det er faktisk okay. For jeg er jo dén, jeg er, konkluderer hun.

Rolf: - Man begyndte at tænke lidt over tingene

Hos bøsseparret Rolf på 47 år og Martin på 38 ligger problemet først og fremmest i, at de har sat sig selv i nogle bestemte roller, som indimellem spænder ben for forholdet.

På turen til New Zealand giver det sig blandt andet udtryk i, at Martin hele tiden påtager sig de praktiske opgaver, mens Rolf er "den hjælpeløse", som tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt.

Jeg skrev ned i bogen, at jeg skulle blive bedre til at tage konflikterne, når de opstår

Rolf Steinlein, deltager i 'BS & Ægteskabsprøven'

- Jeg kunne godt lide, da BS på et tidspunkt bad os om at komme med forslag til hinanden om, hvordan vi kunne blive bedre partnere. Jeg skrev i forslaget til Martin, at han skulle turde at lade andre få lov til at hjælpe ham, fortæller Rolf Steinlein til TV 2.

Rolf indrømmer dog samtidig, at han selv bærer en del af ansvaret for, at parforholdet ikke er jævnbyrdigt.

- Jeg skrev ned i bogen, at jeg skulle blive bedre til at tage konflikterne, når de opstår. Derhjemme er det ofte sådan, at når vi haft en kontrovers, så er jeg bare gået midt i det hele og har ladet skænderiet hænge i luften. Jeg er nok lidt konfliktsky. Så jeg skal lære at stå ved problemerne og gøre noget ved dem, erkender Rolf Steinlein.

Hos Rolf Steinlein (t.h.) og Martin Gadeberg er samlivet blevet meget rolleopdelt, hvor Rolf er den
Hos Rolf Steinlein (t.h.) og Martin Gadeberg er samlivet blevet meget rolleopdelt, hvor Rolf er den "hjælpeløse" og konfliktskyk, mens Martin er den praktiske gris, der "har bukserne på" i forholdet. Foto: BS&Co. / TV 2

Han synes generelt, at BS Christiansens idé med at lade deltagerne arbejde med notesbøgerne, har hjulpet ham meget.

- Bare det at erkende, at man måske ikke er den bedste kæreste i verden, og at man faktisk kan gøre noget ved det, har hjulpet mig meget. Man begyndte at tænke lidt over tingene, siger han.

BS Christiansen: - En god partner står op for sig selv

Når man spørger BS Christiansen om, hvad der egentlig skal til for, at man bliver den bedst mulige version af sig selv i et parforhold, så man kan svare JA til spørgsmålet "Ville du være gift med dig selv?", svarer han:

- Et menneske, der hviler i sig selv og lever et autentisk liv i overensstemmelse med sine indre længsler og kald, er naturligvis det mest attraktive menneske at leve sammen med.

Ifølge BS Christiansen er "ansvar" et nøgleord, som går igen i nærmest alle henseender af et godt kæresteforhold eller ægteskab.

- En forudsætning for, at man kan tage ansvar for sin partner og sin familie er, at man først og fremmest tager ansvar for sig selv. At man viser, hvem man virkelig er og er tydelig i forhold til omgivelserne om, hvad man gerne vil,  så de ved, hvor de har én. At man står op for sig selv og de beslutninger, der skal tages, siger han og tilføjer.

- Det betyder også, at man tager ansvar for sine fejl, når man begår fejl - og det gør alle indimellem - og at man får sagt undskyld og sørger for, at forsøge at få gjort det godt igen.

Parrene i 'BS & Ægteskabsprøven'
BS Christiansen tager fire kriseramte par med til New Zealands vildmark

Gik du glip af andet afsnit af 'BS & Ægteskabsprøven', kan du se det lige nu på TV 2 Play