BLOG: Uden Olde faldt alle traditionerne fra hinanden …

16x9
Arkivfoto. Foto: MICHAEL REICHEL / Scanpix Denmark

BLOG: Påsken er årets første lange ferie. Skoler og institutioner har lukket, men for os andre er ferien en forlænget weekend på fem dage.

’Hvad har du af planer i påsken?’

Det spørgsmål er jeg blevet stillet et utal af gange de seneste par uger. Og for andet år i træk, har jeg måttet svare:

’Det ved jeg faktisk ikke helt… Børnene er ikke hjemme, såeh?’

Men sådan har det langt fra altid været. For mig har påsken altid været stærkt forbundet med traditioner og familie – måske endda mere end julen. For mig var der nemlig tale om de gammeldags traditioner med at sende gækkebreve, holde påskefrokost, lave påsketræ, puste æg, trille påskeæg og gemme chokoladeæg i haven. Ting og traditioner jeg har taget med mig fra min barndom hos min mormor og morfar, som fulgte med videre i livet, så de også blev ført videre til mine børn. For påsken var især forbundet med én ting: påskefrokost hos Olde, hvor der, som alle andre år, blev trillet æg med børnene. Traditioner og samling af familien.

Sådan var det, indtil for syv år siden, hvor hun døde få dage før sin 90-års fødselsdag. Siden forsøgte vi ihærdigt at fortsætte traditionerne som familie, så der stadig blev lavet en stor frokost og et påsketræ og selvfølgelig også gemt æg rundt omkring i haven. Men den store samling af familien blev der sjældent.

Uden ’Olde’ som det naturlige samlingspunkt, blev det hele lidt for svært og for meget, uden at jeg helt ved hvorfor. Min mor, ungernes mormor, havde ikke pladsen, og min søster og jeg havde ikke energien. Hos os var vi bare for mange med syv børn i huset, så vi generelt var både pressede og stressede. Hos min søster var der i flere år heller ikke det store overskud, da hun som alenemor til tre absolut også havde sit at se til.

Men da hun fandt sammen med en ny mand, blev påskefrokosten genopfundet. Nu da de var to, var der også større overskud. I mellemtiden var jeg så blevet alene- og delemor, så det er kun nogle gange, jeg har børnene hjemme i helligdagene. Det har jeg så ikke i år, lige som jeg heller ikke havde sidste år. Sidste år trillede jeg derfor påskeæg sammen med min søster børn, og i år er planerne lidt på stand-by – vi tager det lidt som det kommer, og så alligevel. For ungerne forventer stadig påske.

Da jeg for nylig gennemgik nogle af de kasser, vi har fået tilbage efter min husbrand ved juletid, dukkede et par kaniner og pynteæg op og prikkede til min dårlige samvittighed. For der er stadig ikke sendt gækkebreve eller sat et påsketræ op i stuen, og vi har ikke planlagt påskefrokost, da jeg er lidt usikker på, hvad vi gør. Børnene er her kun i hverdagene og tager derefter til deres far. Der er også lige en børnefødselsdag i weekenden, så alt er lidt presset.

Al påske skal nu foregå på bare to dage, eller fem hvis vi tager hverdagene med. Men det bliver hurtigt lidt meget, når man kun er én voksen til at tage sig af det. Men mon ikke vi får det hele til at fungere alligevel? Det tror jeg. Og et eller andet sted er jeg næsten lidt ’heldig’, at jeg ikke har en masse bedsteforældre, søskende, onkler og tanter, fætre og kusiner, der også forventer besøg, for så bliver tiden og energien hurtigt udfordret. På den anden side er det jo netop det, påsken altid har handlet om for mig. Familien.

Og dagene? Tja, som Byggemand Bob spørger og svarer: ’Kan vi klare det? Ja, vi kan!’