Nedtur: Her giver BS Christiansen parrene en ubehagelig besked

BS Christiansen erkender, at turen i de new zealandske bjerge var en udfordring for ham, selv om han ikke lod sig mærke med det over for deltagerne.

Han har levet på sultekost i stegende hede på en tropisk Stillehavsø, han har tilbagelagt 2.200 kilometer gennem ørken og uvejsomt terræn i Afrika, og han har overlevet alene i den canadiske ødemark.

Tidligere jægersoldat BS Christiansen har efterhånden prøvet lidt af hvert, når han i forbindelse med en lang række programserier på TV 2 har ført deltagere ud i vildmarken.

Alligevel kan han med sikkerhed sige, at turen gennem bjergene i New Zealand sammen med de fire kriseramte par i 'BS & Ægteskabsprøven' er noget af det hårdeste, han har prøvet som civil.

- Det er en af de hårdeste fysiske udfordringer, jeg har haft på tv-opgaver. Turen blev langt mere strabadserende, end jeg og resten af tv-holdet havde regnet med, erkender BS Christiansen til TV 2.

Det værste uvejr i 10 år

Som altid, når BS Christiansen planlægger en ekspedition i "naturens terapi-rum", kan deltagerne forvente, at der vil være indlagt en række fysiske udfordringer undervejs.

Det var også tilfældet med turen gennem bjergene i den sydlige del af New Zealand.

- Jeg havde på forhånd rekognosceret i området og fundet nogle ruter, som var fysisk og psykisk udfordrende i en grad, så de var maksimalt krævende i forhold til deltagernes formåen, siger BS Christiansen.

Den 64-årige ekspeditionsleder og mentaltræner havde dog overset den minimale statistiske mulighed for, at vejret skulle gå hen og opføre sig særdeles atypisk.

- Hvad jeg ikke kunne tage højde for, var, at det blev det værste uvejr i 10 år i lige præcis dét område og akkurat i de dage, hvor vi var ude i bjergene. Normalt er det dejligt, forårsagtigt vejr i New Zealand på den årstid.

Måtte ændre planer fra time til time

Ud over at deltagerne i forvejen var pressede over de strabadserende og daglange vandre- og klatreture i bjergene med 20 kilo oppakning på ryggen, kom det dårlige vejr ind og gjorde situationen endnu værre.

Det blev simpelthen så koldt, vådt og blæsende - med hagl, tordenvejr og så megen regn, at der skete jordskred

BS Christiansen, ekspeditionsleder og mentaltræner

- Det blev simpelthen så koldt, vådt og blæsende - med hagl, tordenvejr og så megen regn, at der skete jordskred, så jeg stort set fra time til time måtte ændre mine planer for ruten, siger BS Christiansen.

- Faktisk var der dage, hvor jeg først kunne beslutte, hvilken vej vi skulle gå, når jeg var kommet ud af teltet om morgenen og havde overblik over, hvordan vejrliget havde påvirket ruten, fortæller han.

Værst var det for deltagerne, da den planlagte rute ud gennem en kløft var blevet spærret af et mudder- og stenskred, så hele gruppen måtte gå tilbage ad den vej, de var kommet. Nemlig op ad en stejl, lang og ufremkommelig bjergsti.

- Da var der flere, der var lige ved at opgive ævred, konstaterer BS Christiansen.

Deltagernes sikkerhed er vigtigst

Ifølge BS Christiansen er der mange faktorer, der spiller ind, når han som ekspeditionsleder skal have planlægningen til at gå op i en højere enhed. Først og fremmest skal han sørge for deltagernes sikkerhed.

Fakta om BS Christiansen

  • BS Christiansen (Bjarne Slot Christiansen), født 27. september 1952. 
  • Operativ jæger i Jægerkorpset fra 1973-2001. 
  • Gennemførte i 1978 den amerikanske Ranger-uddannelse. 
  • Har været coach og ekspeditionsleder på tv-serierne 'Bubber & BS på afveje', 'BS & Basserne', 'BS & Outsiderne', 'BS & Recepten på lykke', 'BS & Manddomsprøven' og 'BS & Ægteskabsprøven'.
  • Er gift på 18. år med journalist Karin Sloth Christiansen og har fire børn.
  • Fungerer i dag som mentaltræner, bl.a. for elitesportsudøvere inden for cykling og superliga-fodbold, virksomhedsrådgiver og foredragsholder.

- Når man har så mange mennesker med på ekspedition i et ekstremt og hårdt bjergterræn og samtidig bliver udsat for et længerevarende uvejr, så skal man bruge alle sine ressourcer på, for det første, at sikre, at der ikke sker nogen ulykker, men også, for det andet, at alle i ekspeditionen – både deltagere og tv-crew – kan klare det mentalt og fysisk, siger han og fortsætter:

- Derudover skal jeg udvikle deltagerne personligt og sikre, at vi ikke løber tør for mad og andre forsyninger, før vi når frem til de udlagte depoter. Jeg skal også koordinere med helikopter og øvrige sikkerhedsforanstaltninger. Alt sammen inden for en nøje og stramt tilrettelagt tidsplan for optagelserne.

Blev vækket af lyn om natten

Natten efter, at deltagerne havde været tvunget til at gå hele vejen tilbage ad den samme rute, som de var kommet fra, blev vejret endnu dårligere.

Jeg gik helt instinktivt i dækstilling inde i mit telt. Der kom et lynglimt, og selve glimtet vækkede mig, og så et splitsekund efter kom verdens største brag

BS Christiansen, ekspeditionsleder og mentaltræner

Et massivt tordenvejr samlede sig lige over teltlejren, hvor de fire par lå og sov i deres drivvåde tøj. Pludselig slog et lyn ned tæt på dem, og det var så voldsomt, at også BS Christiansen blev vækket af det.

- Jeg gik helt instinktivt i dækstilling inde i mit telt. Der kom et lynglimt, og selve glimtet vækkede mig, og så et splitsekund efter kom verdens største brag. Så jeg vidste godt, at det var lige over os, lyder det fra BS Christiansen, da han morgenen derpå gør klar til at vække parrene i de sneklædte telte. Se videoklip med det voldsomme uvejr i bjergene nedenfor.

Dårligt vejr ødelagde kameraerne

Det var dog ikke kun de fire utrænede par, som fik problemer under det ekstremt dårlige vejr i bjergene. Også det tekniske udstyr, som filmholdet havde bragt med sig hjemmefra, led kraftigt under det.

- På et tidspunkt gik stort set alle kameraer ned på grund af uvejret og den megen fugt og regn. Så tv-crewet blev nødt til at gå til en hytte i bjergene for at overnatte, så de kunne få varme på og få tørret udstyret, fortæller BS Christiansen.

Selv om han kunne have valgt at overnatte sammen med filmholdet i hytten, var han dog ikke i tvivl om, at han skulle blive i teltlejren sammen med deltagerne.

- Jeg foretrækker at bo, leve og spise nøjagtigt som mine deltagere, for så kan jeg nemlig bruge min egen krop, mit eget nervesystem og sind som et termometer for, hvordan de har det, siger BS Christiansen, som måtte konstatere, at kulde, regn og blæst gik hårdt ud over deltagernes humør.

- Det dårlige vejr påvirkede deltagernes psyke. Der er jo forskel på at vandre i solskin - og så at gå i kuldegrader, gennemblødt til skindet. Men det er lige præcis det uforudsigelige, jeg elsker ved naturen. Vi kan ikke styre naturkræfterne, ligesom vi heller ikke kan styre, hvad der ellers sker i livet, siger han.

Ustyrlige naturkræfter kan ruste parrene til krisetider

Selv om det bestemt ikke var planlagt, at turen i de new zealandske bjerge skulle blive så ekstremt krævende, som tilfældet var, mener BS Christiansen, at de ustyrlige naturkræfter netop er en god metafor for, hvad der kan ske i et parforhold.

- Hvis man som familie eller par rammes af sygdom, eller den ene mister sit job eller lignende, så kan der være perioder, der føles som et langt, sejt træk.

- Og så er det meget godt at kunne tænke på, at man faktisk klarede adskillige døgn i bjergene i uvejr. Så kan man nok også klare nogle dagligdags udfordringer derhjemme med krisestemning, mener den erfarne ekspeditionsleder.

Se 'BS & Ægteskabsprøven' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.

Parrene i 'BS & Ægteskabsprøven'
BS Christiansen tager fire kriseramte par med til New Zealands vildmark