Parterapeut: Det store frieri er en god investering

16x9
Mikkel Johansen havde en glimtende overraskelse i lommen, da han inviterede sin kæreste på spaophold. Foto: privatfoto

Sig ’Vil du gifte dig med mig’ med stil og det kan gavne dit parforhold.

- Pludselig går han ned på knæ, og så begynder jeg bare at tude. Og så er det endda den helt rigtige ring, han har valgt.

Penny Lane Levine troede, at det var fordi, hun havde fødselsdag, at kæresten Mikkel Johansen havde inviteret hende på et spaophold på Hotel Vejlefjord.

Efter spa og en treretters menu ville Mikkel gerne ud at gå en tur. En tur, de også gik, da parret fejrede etårsdag samme sted.

Så begynder han at fortælle om alle de ting, vi er gode til sammen, og hvor glad han er for mig

Penny Lane Levine

- Vi går det helt samme sted hen som dengang og kommer så forbi den her kærlighedssten på stien, hvor vi også tog et billede på vores årsdag. Her havde han sagt, at han ville fri en gang, fortæller Penne Lane Levine.

16x9
Her ses Penny Lane i tusmørket ved kærlighedsstenen på hende og Mikkel Johansens et års dag. Det var her han senere stillede det store spørgsmål: Vil du gifte dig med mig? Foto: (privatfoto)

- Så begynder han at fortælle om alle de ting, vi er gode til sammen, og hvor glad han er for mig.

Alligevel fatter hun ikke mistanke til, at han er ved at fri, før han lægger nede på knæ foran hende.

- Måske er det mine amerikanske aner, men jeg kan lide den store gestus og den overdådighed, han gjorde det med. Det var meget romantisk, siger Penny Lane, der naturligvis sagde ja uden at tøve.

Det handler om at skabe et minde

Efter TV 2 lagde historien om en 34-årig mand fra Aarhus, der overraskede sin kæreste ved at fri under en rugby-kamp, på Facebook, er der kommet mange rørende historier om, hvordan helt almindelige danskere er blevet friet til.

Kærligheden kan overraske overalt. Hvordan er du blevet friet til?

Posted by TV 2 on Tuesday, May 9, 2017

Kærligheden kan overraske overalt. Hvordan er du blevet friet til?

‎Posted by TV 2 on‎ יום שלישי 9 מאי 2017

Det kan faktisk betale sig, at gøre noget ekstra ud at fri til sin kæreste, fortæller parterapeut Ingrid Ann Watson.

Minder er noget, vi kan trække på, når vi synes, den anden part i forholdet er dum

Ingrid Ann Watson, parterapeut

- Noget af det, der er med til at holde forholdet varmt, er minder. Minder er noget, vi kan trække på, når vi synes, den anden part i forholdet er dum, og derfor er det en god investering, siger hun.

Selvom mange danskere i dag bliver gift af praktiske årsager – mange har endda allerede børn og har boet sammen i årevis, så er det ingen undskyldning for ikke at gøre noget særligt ud af det, siger Ingrid Ann Watson.

- Jeg synes, at selvom man bliver gift af praktiske årsager, skal man forsøge at skabe et fantastisk "hoppe op og ned i sofaen"-øjeblik. Hvor tit er det lige, man får mulighed for det i hverdagen.

Find det der betyder noget for din udkårne

Det gode frieri behøver ikke at kræve et spaophold eller en videofilmet happening, siger Ingrid Ann Watson.

- Det handler om at have en ide om, hvilke sanser der betyder mest for min kæreste. Et godt minde bliver skabt ved, at man bliver ramt på sit kærlighedssprog. Det kan være en særlig duft, et særligt sted, der har betydet noget for jer, en særlig smuk ring eller noget helt andet.

16x9
Samme dag som Penny fik en ring på fingeren, opdagede parret, at hun var gravid med deres første barn. Foto: privatfoto

For Penny Lane Levine var ringen eksempelvis en helt særlig detalje.

- Jeg arbejder meget med mine hænder til daglig, og derfor er det ret vigtigt, at min ring er meget enkel. Det havde jeg fortalt ham tidligere, og der havde han hørt efter. Og så havde han valgt en af mine yndlingssmykkedesignere, siger hun.

Fortalte glad til venner og kollegaer

Men hele den romantiske oplevelse og overraskelsen betød også meget for Penny Lane Levine, og hun delte blandt andet billede af ringen på sociale medier og fortalte det også til venner og kolleger.

- En af mine kolleger begyndte ligefrem at græde, da jeg fortalte hende om det, siger hun.

Penny og Mikkel er ikke blevet gift endnu, men planlægger at holde brylluppet på en helt særlig dato i 2019 – den 25/05.

- Første gang, vi mødte hinanden, var den 25., hans fødselsdag er d. 25. og den 5. er det min fødselsdag samt dagen, hvor han friede. Så den dato er meget romantisk for os, siger hun.