Holdt kirkebryllup på badehotel: - Det var en meget intim oplevelse

16x9
Sådan så det ud, da Susanne Due blev ført op af "kirkegulvet" foran Gilleleje Badehotel. Foto: Jeanne Kornum / Privatfoto

Siden Folkekirken åbnede op for vielser uden for kirken, er antallet af par, der vil giftes i haver og på strande, vokset med eksplosiv fart.

I en have foran Gilleleje Badehotel blev Susanne Frejvald Due og Lars Forsmark Larsen sidste sommer gift med havet i baggrunden.

Vielsen foregik med en præst, der stod under et blomsterespalier, mens brudeparret knælede foran ham for at give deres ja til hinanden. Deres 60 gæster sad på hjemmelavede bænke, og to musikere spillede salmerne på violin og cello.

- Det var helt fantastisk - en meget intim og anderledes oplevelse for både os selv og gæsterne, fortæller Susanne Frejvald Due.

Hun og hendes mand er blandt de mange par, der gennem de seneste fire år er blevet viet af en præst uden for kirkerummet.

I alt er 1769 par siden 2013 blevet viet på denne måde, viser en landsdækkende opgørelse fra Københavns Stift. På bare to år er det antal steget med 172 procent. Oftest foregår vielserne i en have, i en park, på stranden eller hjemme i dagligstuen.

Viede par i terminal 3

En af de præster, der har foretaget mange vielser uden for kirken, er Annelise H. Mehlsen fra Skelgårdskirken på Amager.

- Der er en lidt mere uformel stemning uden for kirken. Det er en god oplevelse at komme ud, hvor folk er og mærke engagementet i selve vielsen. Folk synger mere med, fordi man ikke har et kirkekor. Det er en meget intens oplevelse, men også en sjov oplevelse. Man bliver måske viet i den ene ende af haven, mens pattegrisen står og snurrer i den anden ende, fortæller sognepræst Annelise H. Mehlsen.

Så fandt vi haven ved Gilleleje Badehotel og forelskede os i idéen om, at vi skulle vies der.

Susanne Frejvald Due

Hun har blandt andet viet mange par i deres kolonihaver, da der er en del kolonihaver på Amager. Hun har også været til en vielse på et slot på Midtsjælland, men den mest spektakulære vielse var dog i lufthavnen.

- Det var et par, der var på vej til udlandet, hvor de skulle holde festen og på bryllupsrejse. Vi mødtes så i terminal 3 i Københavns Lufthavnen ved fem-tiden om morgenen, hvor jeg viede dem, inden de fløj afsted, siger Annelise H. Mehlsen.

Vielser i det fri er tredoblet

De enkelte præster tager selv stilling til, om de vil vie folk på den pågældende lokation. Hvis omgivelserne er upassende, kan de sige nej. I løbet af de fire år, hvor ordningen har været der, er der dog kun blevet sagt nej i 15 tilfælde. 

Derfor har landets biskopper nu opfordret Kirkeministeriet til, at ordningen om vielser uden for kirkerummet skal indstilles til at gøres permanent. 

- I prøveperioden er vielserne foregået på en god måde. Der er nogle praktiske ting, der teologisk skal være i orden - der skal eksempelvis være en kordegn og et alter. I løbet af de seneste år har vi oplevet, at de rigtige rammer er blevet skabt, og vi vil gerne imødekomme folks ønsker om vielser uden for kirkerummet, siger Elof Westergaard, der er biskop i Ribe Stift og har været med til at vedtage ordningen.

Kirken mister ikke sin betydning

Han frygter ikke, at de mange vielser i det fri vil udvande kirkens betydning.

- Der vil stadig være begravelser og barnedåb i kirkens rum, og der er jo gudstjenester hver søndag klokken ti. Så jeg tænker ikke, at det er et problem, at vi vier folk i det fri, siger Elof Westergaard.

Da Lars og Susanne så dette sted, vidste de bare, at det var der, de skulle giftes.
Da Lars og Susanne så dette sted, vidste de bare, at det var der, de skulle giftes. Foto: Jeanne Kornum / Privatfoto

For Susanne Frejvald Due var det da også vigtigt, at vielsen skulle foregå i kirkens ånd, selvom den ikke foregik i kirkerummet.

- Det betød meget for os, at det var en præst, der viede os. Jeg holder egentlig meget af kirker og har altid haft en drøm om at skulle vies af en præst. Så at skulle holde vielsen udenfor afhang af, om der var en præst, der ville vie os udenfor, siger Susanne Frejvald Due.

Vilde med naturen

Biskoppen tror, at de mange vielser i det fri kan skyldes, at vi henter inspiration fra amerikanske film, hvor parrene ofte bliver viet uden for kirken. Samtidig er der kommet en større natursøgen blandt folk.

- Det er jo især populært at blive viet i naturen, og det kan gøres meget personligt og intimt, som mange gerne vil have, siger Elof Westergaard.

For Susanne Frejvald Due og Lars Forsmark Larsen var det også muligheden for at holde det i naturen, som gjorde udslaget.

- Vi holder meget af naturen, og vi har vandret meget sammen i Sverige. Så fandt vi haven ved Gilleleje Badehotel og forelskede os i idéen om, at vi skulle vies der, siger Susanne Frejvald Due.