Der er langt mellem de bare bryster på stranden: - Jeg føler mig utilpas som topløs

Det er meget få danske kvinder, der ligger topløse på stranden, viser en Megafon-måling.

Man skal se godt efter for at få øje på en topløs kvinde på Amager Strand.

Faktisk er der kun en enkelt på det 500 meter lange stykke, TV 2 inspicerer, der ligger topløs. Resten ligger med top eller badedragt.

- Jeg har ligget topløs som yngre, men gør det ikke mere. Det er ikke noget, man gør mere, og jeg føler mig ikke godt tilpas med det, siger Tina Nørgaard, der er på stranden med sin datter.

Kroppen som et objekt

Hun er langt fra den eneste, der beholder bikinioverdelen på.

I en måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, svarer 80 procent af de adspurgte, at de sjældent eller aldrig solbader topløs på stranden. Det er kun seks procent, der altid eller for det meste er på stranden med bare bryster.

Jeg kan ikke så godt lide, at folk skal se mine bryster

Frederikke Jensen

Ifølge kønsforsker, Bodil Maria Pedersen, er der to primære årsager til, at danskerne dækker brysterne til på stranden.

- Vi befinder os i en historisk situation, hvor det ikke er almindeligt at være topløs, og så bliver det jo pinligt, hvis man er det. Samtidig bliver kroppen i dag også opfattet som et seksualiseret objekt modsat tidligere, siger Bodil Maria Pedersen.

Gider ikke at have solstriber

En af de kvinder, vi møder på stranden, som af og til smider toppen, er 29-årige Cecilie Carlson. Hun har ligget på stranden i et par timer. Da hun kom i formiddags, smed hun - som en af de få - toppen, men nu først på eftermiddagen har hun igen taget toppen på.

- Jeg smider den især, når jeg ligger på maven. Det gør jeg for ikke at få nogle streger. Og når man har været ude at bade og bikinitoppen er våd, så er det også meget rart at tage den af. Men efterhånden som der kommer flere og flere mennesker, så føler jeg mig utilpas med det. Det er ikke, fordi jeg tror, der er nogle ulækre typer - det er nok bare danskerblufærdighed omkring det at være nøgen, siger Cecilie Carlson.

Solbader du topløs?

  • Altid/for det meste: 6 %
  • Af og til: 12 %
  • Sjældent/aldrig: 80 %
  • Ved ikke: 1 %

Kilde: Megafon

For hende ville det klart være nemmere at ligge topløs, hvis der var flere, der gjorde det.

- Da jeg var i Barcelona, var der mange, der lå topløse, og det gjorde jeg også selv uden problemer, siger Cecilie Carlson.

Tidens kropsidealer er meget stærke

Selvom kun seks procent af danskerne ynder at smide toppen, er det faktisk 67 procent, der mener, at det er helt uproblematisk, at kvinder viser sig topløse på stranden. Men hvorfor gør vi det så ikke?

- Det er svært at frigøre sig i dag, fordi kropsidealerne er meget stærke. I dag er en krop ikke bare en krop. Vi bliver hele tiden eksponeret for perfekte kroppe i bladene og på de sociale medier. Det er ikke noget, vi tænker over - vi følger bare det, de andre gør på stranden, forklarer kønsforsker Bodil Maria Pedersen.

Tina Nørgaard, der er i gang med at spille strandtennis med sin datter, synes, det er ærgerligt, at vi pakker kvindekroppen ind. Hendes 13-årige datter har aldrig prøvet at være på en strand, hvor det var normalt at ligge topløs.

- Det kunne være fint, hvis min datter havde mulighed for at se, at vi alle ser forskellige ud, siger Tina Nørgaard.

Mine bryster er noget personligt

Blandt strandens andre gæster finder vi også 16-årige Frederikke Jensen, der heller ikke kunne drømme om at ligge topløs. Det er en helt fremmed tanke for hende.

- Jeg synes, det er lidt ubehageligt at ligge topløs. Jeg kan ikke så godt lide, at folk skal se mine bryster - det er noget personligt, siger Frederikke Jensen.

Selvom der ikke er mange, der ligger topløse, er der faktisk lidt flere, der gør det nu, end for bare to år siden, hvor Megafon lavede en lignende måling.

Modreaktionerne er på vej

I 2015 var det fire procent, der lå topløse, og nu er det altså seks procent. I 2015 smed 85 procent aldrig eller sjældent smed toppen, mens det nu er 80 procent.

Bodil Maria Pedersen mener da også, at der er begyndt at komme modreaktioner på det tildækkede strandlook og vores generelle seksualisering af kroppen, hvor den perfekte krop er i fokus.

- Der har både været modreaktioner på de sociale medier, på de offentlige strande og i svømmehaller, hvor folk har være topløse for at vise, at kvindekroppen kan se ud på mange forskelige måder, siger Bodil Maria Pedersen.

På Instagram har hashtagget #freethenipple for eksempel været brugt, mens der sidste år på Svanemøllen Strand i København var en dag, der var dedikeret til de topløse kvinder.

Afstemning