Bag om kameraet: Gav au pair tilbud på sms på vej til lufthavnen

Carina Madsen blev så berørt af at se sin filippinske au pair-pige Maychel tage afsked med sin familie, at hun sendte hende en diskret sms i taxaen.

For Carina Madsen fra Billund var det en meget følelsesladet oplevelse at besøge sin au pair, Maychels, hjemland Filippinerne i forbindelse med TV 2-programserien 'Sandheden om vores au pair'.

Under opholdet på øen Bohol, hvor Carina Madsen tilbragte fem dage i huset hos Maychels forældre og lille nevø, mærkede hun for alvor, hvor meget familien betød for Maychel, og hvor svært det var for hende at rejse fra dem igen.

-  Jeg følte, at det var rigtig væmmeligt at sidde foran hendes familie og vide, at de havde det så svært ved at sige farvel til hinanden. Det var en rigtig ubehagelig oplevelse. Det håber jeg ikke, jeg skal prøve igen, siger Carina Madsen i en videodagbog, som hun optog i Manila umiddelbart før hjemrejsen til Danmark.

- Faktisk var jeg så ked af det på vej til lufthavnen, at jeg besluttede mig for - udenom kameraet - at sende May en besked på telefonen om, at hun havde valget fra nu, og indtil vi nåede til lufthavnen, hvis hun ville blive, fortæller Carina Madsen videre i videodagbogen.

Se videoklip øverst på siden. Hele videodagbogen findes i uredigeret form længere nede i artiklen.

Kunne ikke udtrykke sig foran kameraet

Grunden til, at Carina Madsen valgte at sende Maychel en diskret sms i taxaen i stedet for bare at give hende tilbuddet mundtligt, var først og fremmest af hensyn til den unge kvinde, men også fordi hun selv havde det svært med situationen.

- Jeg var selv så ked af det indvendig, at jeg ikke ville kunne udtrykke det på kameraet på daværende tidspunkt, erkender den 44-årige au pair-værtsmor i videodagbogen.

Ved ankomsten til lufthavnen var det derfor med blandede følelser og en klump i maven, at Carina afventede en melding fra Maychel.

- Jeg vidste faktisk ikke, hvad May havde besluttet, inden vi steg ud af bilen. Men idet hun får sin bagage, så kigger jeg på hende og spørger hende - også uden om kameraet - om hun tager med mig til Danmark? Og der nikker hun og siger, at det gør hun, lyder det fra Carina Madsen.

Samtale på bænk gjorde indtryk

På rejsen til Filippinerne fik Carina Madsen svar på en række af de spørgsmål, som havde trængt sig på hjemme i Billund omkring de forhold, au pairerne kommer fra.

Noget af det, der gjorde mest indtryk på den jyske sagsbehandler, var den samtale, hun havde med Maychel på bænken foran forældrenes beskedne træhus i junglen.

- May fortalte mig, at hun var blevet tvunget til at nedprioritere sin egen uddannelse, fordi familien havde så hårdt brug for de penge, hun tjente i Danmark, siger Carina Madsen og fortsætter:

- Så selv om hun kun havde ét semester tilbage på sit økonomi-studie, blev hun nødt til at droppe det. For det kostede 100.000 pesos (godt 15.000 kroner, red.), og de penge skulle i stedet bruges på hendes søskendes uddannelse. Dét, syntes jeg, var meget trist.

Udover at finansiere uddannelsen for to af sine brødre (ud af ialt seks søskende) skulle Maychels au pair-løn også sikre, at forældrenes økonomisk trængte kokosfarm kunne løbe rundt. Så der var ingen penge til Maychel selv - udover til forbrug af sæbe, tandpasta og andre basale fornødenheder.

Maychel bryder ud i gråd, da hendes danske værtsmor Carina Madsen spørger til hendes fremtid. For drømmen om uddannelse, mand og børn kommer i anden række efter familien.
Maychel bryder ud i gråd, da hendes danske værtsmor Carina Madsen spørger til hendes fremtid. For drømmen om uddannelse, mand og børn kommer i anden række efter familien. Foto: TV 2-screendump

Svært at opholde sig hos Maychels familie

Som det fremgik af tredje og sidste afsnit af ’Sandheden om vores au pair’, blev opholdet hos Maychels familie efterhånden temmelig anstrengende for både Carina Madsen og den filippinske familie.

De undskyldte hele tiden, de bukkede for os, kiggede os ikke i øjnene

Carina Madsen, værtsmor for filippinsk au pair

- Det gjorde Mays familie stresset, at jeg og kameramanden var omkring dem. De undskyldte hele tiden, de bukkede for os, kiggede os ikke i øjnene og sendte et af familiens børn over til naboen for ikke at være os til besvær.

- Jeg havde det også rigtigt dårligt med, at familien skulle afgive en seng til mig og sove endnu tættere sammen. Der var heller ikke mad nok til familien, fordi de altid ville give mig først, erkender Carina Madsen.

Af samme grund besluttede hun og fotografen sig efter de første par dage for, at de ville overnatte på et vandrerhjem i stedet, så Maychel og hendes familie kunne få noget alenetid sammen.

Maychel og hendes filippinske familie var forlegne over, at de levede under simple forhold i junglen. Så de optrådte hele tiden underdanigt over for Carina Madsen og kameramanden. Her hjælper Maychel sin mor med at tilberede kylling.
Maychel og hendes filippinske familie var forlegne over, at de levede under simple forhold i junglen. Så de optrådte hele tiden underdanigt over for Carina Madsen og kameramanden. Her hjælper Maychel sin mor med at tilberede kylling. Foto: Carina Madsen / TV 2

Ked af misvisende kuffertscene

Da Carina Madsen mener, at hun hele vejen igennem har gjort en stor indsats for Maychels velbefindende - blandt andet ved at hjælpe med at skabe kontakt til de få andre filippinske au pairer i Billund og den nærliggende by Grindsted - er hun ked af, at nogle af scenerne i programserien tegner et misvisende billede af hende. 

- Jeg synes, det virker totalt divaagtigt, da jeg står ude i junglen med min kuffert og beklager mig over, at hjulene ikke kan holde til det. Der er jo ingen, der fortæller, at min kuffert vejer 30 kilo, fordi den er fyldt med LEGO-æsker, småkagedåser, chokolade, sæber, cremer og shampoo, som vi har med til familien, forklarer hun.

Glæden er stor, da Maychels lille nevø trækker papiret af en æske med LEGO-klodser. I baggrunden står også Maychels lillesøster og en anden nevø.
Glæden er stor, da Maychels lille nevø trækker papiret af en æske med LEGO-klodser. I baggrunden står også Maychels lillesøster og en anden nevø. Foto: Carina Madsen / Privatfoto

Carina Madsen forstår heller ikke, hvorfor hun og Maychel blev læsset af taxaen flere kilometer fra forældrenes hjem med den besked, at chaufføren ikke kunne køre længere, da flere andre biler tilsyneladende godt kunne køre videre.

Måtte iværksætte nødplan efter hjemkomst

Selv om Maychel valgte at tage med tilbage til Danmark efter rejsen til Filippinerne i november 2016, viste det sig få dage efter hjemkomsten, at hun ikke havde i sinde at blive hos familien i Billund.

- Maychel havde faktisk besluttet, at hun ville forlade os om natten, mindre end en uge, efter at vi var kommet hjem fra Filippinerne. Dét fortalte hun kameramanden. Men han overtalte hende til at gå ned og sige det til mig. Og som man kunne se på tv, blev jeg naturligvis chokeret, fordi jeg troede, at hun ville fortsætte au pair-opholdet hos os, konstaterer Carina Madsen.

- Det betød jo også, at jeg måtte lave en nødplan med børnene, fordi der så ikke var nogen til at hente dem fra skole, tilføjer hun.

Var bekymret for, hvordan det gik Maychel  

Maychel forlod familien i Billund den 1. december 2016, efter at have tilbragt bare 3,5 måneder af det planlagte au pair-ophold på to år.

- I starten var jeg meget bekymret for, hvordan det gik Maychel, fordi jeg ikke kunne få oplyst, om hun havde fundet en ny værtsfamilie. Vi blev fortsat opkrævet forsikringer og andre udgifter, der følger med en au pair, i et par måneder efter, og derfor frygtede vi, at hun gik på gaden i København i otte graders frost, uden penge. Først i marts i år, fik vi besked på, at vi var fritaget for at betale hendes flybillet hjem til Filippinerne, og det betød jo, at hun havde fået en ny opholdstilladelse, forklarer Carina Madsen.

Maychel bor nu hos en ny værtsfamilie i Lyngby, hvor der opholder sig en del andre filippinske au pair-piger. Carina Madsen har efterfølgende været i Facebook-kontakt med Maychel, som fortæller, at hun har det godt.

Familien i Billund har tidligere haft en rigtig god oplevelse med at have en filippinsk au pair, Lerma, som her ses sammen med Emma på otte år.
Familien i Billund har tidligere haft en rigtig god oplevelse med at have en filippinsk au pair, Lerma, som her ses sammen med Emma på otte år. Foto: Carina Madsen / Privatfoto

Har fundet alternativ løsning i dag

Efter den seneste oplevelse med Maychel, der opsagde kontrakten efter blot en ottendedel af det planlagte ophold hos familien, har Carina besluttet aldrig at få en au pair igen.

- Det har været hårdt for børnene, at de skulle sige farvel til Maychel, da de netop havde lært hende at kende og var blevet fortrolige med hende. De havde i forvejen lige taget afsked med deres bedste legekammerat gennem to år, vores tidligere filippinske au pair, Lerma, fortæller Carina Madsen.

I stedet for at begynde at lede efter barnepiger eller lignende valgte Carina og hendes mand at finde en alternativ løsning for at få kabalen med karriere og familietid til at gå op.

- For et halvt år siden aftalte jeg med min arbejdsgiver, at jeg ville begynde at arbejde på nedsat tid. Og samtidig har vi fundet en privat pasningsordning til tvillingerne, så de kan tage derhen efter skoletid og blive der så længe, de har lyst. Det fungerer fint, og Emma og Frederik er rigtig glade for det, slutter hun.

Det er ikke lykkedes TV 2 at få et interview med Maychel, som har takket nej via Facebook.

Gik du glip af tredje og sidste afsnit af 'Sandheden om vores au pair', kan du se det lige nu på TV 2 Play.