62-årig vil ikke have flere børn, men det vil hans unge kone: Skal han give sig?

Er der en aldersgrænse for, hvor sent man kan tillade sig at få børn? Det kan give børn store problemer at have en gammel far, mener ekspert.

- Hej med dig lille ven. Hvem er det, du følges med der? Er det din morfar?

Den kommentar hører mange hører i dag, når de følges med deres far.

Et stigende antal danske mænd over 50 år bliver nemlig fædre, men ifølge psykoterapeut og socialrådgiver hos 'Børn, Unge og Sorg' har det konsekvenser.

Jeg forstår godt hans overvejelser. Når barnet bliver student, er han 81 år

Nyhedsvært, Jens Gaardbo

- Synes, jeg er blevet for gammel

62-årige Knud Erik er en af de mænd. Han har fire voksne børn og syv børnebørn. Han er lykkelig gift for anden gang med en kvinde på 30 år, og de har allerede en datter på tre år, men nu vil hun gerne have en mere. Derfor har Knud Erik skrevet ind til debatprogrammet ’Spørg Charlie’, der sendes på TV 2 CHARLIE onsdag klokken 22.35.

- Jeg synes, jeg er blevet for gammel, jeg orker ikke mere. Kan jeg være bekendt at sige nej? Hvem skal have lov at bestemme? spørger Knud Erik panelet. 

Det er en særlig type mænd

Knud Erik er ikke alene om at være en ældre far. Faktisk er antallet af ældre fædre i Danmark steget med omkring 70 procentpoint de seneste 25 år. 

I 1991 var der 404 mænd over 50 år, der fik børn. Siden da har tallet været stødt stigende, og i 2016 var der 690 nybagte fædre over 50 år i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik.

Fakta om ældre forældre

374 mænd mellem 50-59 år blev fædre i 1991. Til sammenligning blev 637 mænd mellem 50-59 år fædre i 2016. 

30 mænd på 60 år og derover blev fædre i 1991. Til sammenligning blev 53 mænd på 60 år og derover fædre i 2016. 

Syv kvinder mellem 50-59 år blev mødre i 2016. 

I løbet af de sidste 25 år er der kun én dansk kvinde over 59 år, der har fået et barn. 

Kilde: Danmarks Statistik

De fleste ældre fædre, er, ligesom Knud Erik, nogen, der har fundet en ny kone og får andet eller tredje "kuld" af børn. Det forklarer mandeforsker og lektor på RUC Kenneth Reinicke. Det er desuden en særlig type mænd, der får børn i en sen alder, mener han.

- Det er ikke den hårdtarbejdende, nedslidte håndværker, men derimod den højtuddannede mand, som yngre kvinder nok også i højere grad fascineres af, fordi han fremstår som en autoritet, forklarer han til TV 2.

Jo ældre man bliver, jo større er risikoen for svækkelse og sygdom. Nyeste forskning viser faktisk, at det er lige så belastende for et barn at leve med en alvorligt syg forælder, som det er at miste sin forælder

Preben Engelbrekt, direktør hos 'Børn, Unge og Sorg'

Ifølge Kenneth Reinicke kan der være flere grunde til, at mænd vælger at kaste sig ud i ”endnu en runde” med børn, selvom de nærmer sig pensionsalderen.

- Der kan ligge noget i udødeligheden ved, at man får lov at opleve en ny ungdom, når man bliver far igen, siger han og tilføjer:

- Desuden ser vi en udvikling i måden, hvorpå vi italesætter ”faderskabet”. Det bliver fremstillet som noget, der kan give mænd noget  andet, end det den succesfulde karriere kan. Nogle mænd havde måske karriere, da de fik deres første kuld, og nu har de mere tid og overskud til barnet.

Børn indgår i pakken med en yngre kone

62-årige Knud Erik, der er i tvivl, om han skal have endnu et barn, får ikke stor opbakning hos panelet. Faktisk synes Pernille Højmark, Huxi Bach, Cecilie Lassen og Jens Gaardbo alle, at han er nødt til at sige ja. Men han møder dog en del forståelse fra panelets alderspræsident, tv-værten Jens Gaardbo.

- Jeg forstår godt hans overvejelser. Når barnet bliver student, er han 81 år. Og man kan da også spørge konen, om det er rimeligt, at hun giver sit kommende barn en far, der ikke har så skide langt igen. Men han må gøre sig klart, at det indgår i pakken, når man får en kone, der er 30 år yngre.

Afstemning

Børnene bliver præget af det fra børnehavealderen

Han møder til gengæld lidt større forståelse hos psykoterapeut og socialrådgiver Preben Engelbrekt, der er direktør hos Det Nationale Sorgcenter ’Børn, Unge og Sorg’.

Ifølge ham er det først og fremmest barnet, man bør tænke på, når man beslutter sig for at blive forældre i en sen alder, og det kan have mange konsekvenser.

- Vi taler med unge, der allerede i børnehavealderen blev opmærksomme på, at deres far var gammel, fordi folk spurgte, om det var deres morfar, de blev hentet af. Det er her, det går op for dem, at deres far er gammel, og de forbinder det med, at der er en større risiko for at miste ham, forklarer Preben Engelbrekt.

En syg far er lige så hårdt som en død

Gennemsnitslevealderen for mænd er i dag 79,8 år. Men selvom det langt fra er sikkert, at barnet mister sin ældre far tidligt, har det stadigvæk stor betydning, at han er gammel, forklarer direktøren.

- Jo ældre man bliver, jo større er risikoen for svækkelse og sygdom. Nyeste forskning viser faktisk, at det er ligeså belastende for et barn at leve med en alvorligt syg forælder, som det er at miste sin forælder, siger han.

Preben Engelbrekt mener ikke nødvendigvis, at man skal undlade at blive far, når man er fyldt 60, men han synes, man skal tænke sig rigtig godt om.

- Det er selvfølgelig enormt individuelt, men jeg synes, man skal tænke over de udfordringer, der er. Mange tænker, at det ikke er et problem, hvis faren dør, når barnet er 18-20 år, men der holder man altså ikke op med at have brug for sine forældre, siger han.

Du kan høre 'Spørg Charlie' på podcast her