67-årig har ikke set sin mand i 42 år - kærligheden har holdt dem sammen

Agnete blev blind som 25-årig, fire måneder efter hun havde født et dødfødt barn, men hendes mand og deres fælles gejst hjalp hende gennem krisen.

Man behøver ikke synet for at kunne se de gode ting ved livet og i andre mennesker.

Med det rette livssyn kan selv de største kriser i et ægteskab overvindes, og selv i mørke kan kærligheden gro.

Det er ægteparret Agnete og Frank Odgaard Jensen levende eksempler på.

42 år. Så mange år er det siden, at Agnete har set sin mand, Frank. Alligevel lever kærligheden i bedste velgående. Faktisk er den kun vokset i mørket, fortæller parret i 'Go' aften Danmark'.

Han var 26 år gammel, og hun var 25 år, da deres ægteskab måtte stå dets prøve, lyder det fra Agnete Odgaard Jensen.

Vågnede op en morgen og var blind

De havde kun været gift i halvandet år, da ulykkerne ramte dem.

Agnete Odgaard Jensen havde født et dødfødt barn, og i månederne efter begyndte hendes syn at svigte, fortæller hun.

En morgen i 1975 vågnede hun op og var blind. Årsagen var diabetes, viste det sig senere.

- Aftenen før havde jeg siddet og strikket en ny kjole, og næste morgen kunne jeg kun skimte lys og mørke, fortæller Agnete Odgaard Jensen.

Det var en forfærdelig tid. I to dage lå hun i sengen, husker Agnete og Frank Odgaard Jensen.

- Der var kaos, må man sige. Det var svært at forstå, at det kunne være så galt, så jeg tænkte, om hun mon ikke overdrev lidt. Men det fandt jeg hurtigt ud af, at hun ikke gjorde, fortæller Frank.

Kærligheden voksede i mørket

På trods af den frygtelige situation, hun var endt i, stod én ting dog lysende klart for Agnete Odgaard Jensen:

- Jeg ville ikke miste Frank. Jeg ville gøre alt for ikke at miste ham. Vi havde været gift i halvandet år, og det var altafgørende for mig, at han blev, fortæller hun.

Det var sådan, Agnete Odgaard Jensen kom ud af sengen. Hun besluttede sig for at kæmpe for deres forhold.

Og det har hun gjort lige siden. Det har de begge to gjort, fortæller de.

I dag, 42 år senere, er de henholdvis 67 og 68 år gamle, og i en tid, hvor skilsmisseraten i Danmark er tårnhøj, holder deres kærlighed til hinanden stadig.

Så mange går fra hinanden

  • 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse.
  • 17.146 blev skilt i 2016.
  • 1,6 millioner danskere lever alene.
  • Kilde: Danmarks Statistik

Som Agnete Odgaard Jensen ser det, skyldes det blandt andet, at parret valgte at tale åbent om de dårlige ting, der ramte dem, samt at lægge dem bag sig.

- Og så er det utrolig vigtigt at have omgivelser, der har mod på at give én livet igen. Både Frank og vennerne hjalp. Alene det, at vennerne ikke vendte ryggen til, og at vi kunne beholde den samme omgangskreds, betød meget. Jeg sank jo ikke ned i selvmedlidenheden. Det fik jeg ikke lov til. Frank gav mig et skub og sagde: "Du kan godt". Det eneste, jeg troede, jeg kunne, var at strikke, siger hun.

Agnete: Dit livssyn betyder alt

Gennem de mange år, Agnete og Frank har levet som ægtefæller, har de delt masser af oplevelser sammen.

Agnete og Frank Odgaard Jensen har ikke fået børn, men de har rejst meget. Syv krydstogter og flere rundrejser har de været på sammen - rejser, hvor Frank har været sin hustrus øjne og beskrevet de ting, han så.

Og så har ægteparret holdt fast i, at man også skal lave ting hver for sig.

- Vi gør ikke alting sammen. Frank spiller golf, og det kan jeg sige, at det gjorde jeg ikke, selvom jeg kunne se. Det er vigtigt også at komme ud at opleve ting hver for sig. Det, synes vi selv, har været med til at styrke vores forhold, selvom jeg er blind og ikke kan se ham. Det er vigtigt, at vi gør noget hver for sig, siger Agnete Odgaard Jensen.

Agnete blev blind som 25-årig, fire måneder efter hun havde født et dødfødt barn. Hendes mand, Frank, og deres fælles gejst for livet hjalp dem gennem krisen.Video: Thomas Jørgen Seerup

Selv har hun forfattet flere bøger, hun går lange ture med førerhunden Saturn og arbejder i dag som selvstændig foredragsholder, hvor hun fortæller andre, hvordan hun har formået at beholde sit lyse sind på trods af modgangen.

Det kan faktisk fortælles i én sætning, fortæller Agnete Odgaard Jensen:

- Man kan godt leve et godt og indholdsrigt liv uden synet, for det er ikke synet, der afgør det - det er livssynet. Det er dét, der tæller, slutter hun.