Børnene har netop taget dig i den store løgn om julemanden - hvad gør du?

Fortæller du dine børn, at julemanden findes? Og er du forberedt på, hvad du skal sige til dem, når de en dag finder ud af sandheden?

Han er alle vegne i december - I fjernsynet, storcentre, julekalendre, bøger og så videre. Iført hvidt skæg, rødt tøj og en gjaldende "ho-ho-ho"-latter er julemanden slet ikke til at komme udenom i disse dage.

Men hvad fortæller du dine børn om julemanden? Skal man bilde dem ind, at han findes og dermed lyve for dem? Eller er det bedre at holde sig til sandheden og droppe historierne om rensdyr, hjælpenisser og et gaveværksted på Grønland? Og hvad gør man, når de regner den ud?

Man berøver børnene deres uskyld

Spørger man børnepsykolog Sussie J. Neergaard, er hun ikke i tvivl: 

- Jeg synes, det er synd for børn, hvis man ikke bilder dem ind, at julemanden findes. Det er at berøve dem noget uskyld for tidligt, siger hun og tilføjer: 

- Det er både i orden at sige, at julemanden, feer, engle og alfer findes. Alt, hvad der kan skabe et eventyrligt univers og stemning af fantasi og leg, er godt for børn.

Afstemning

Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der er ejer af netportalen netsundhedsplejerske.dk, er enig i, at børn ikke tager skade af forældre lyver om julemandens eksistens, dog mener hun ikke, at forældre skal føle sig forpligtet til det.  

- Hvis man synes, at det er en hyggelig tradition, og man gerne vil sende breve til julemanden og få svar fra nisserne, så synes jeg, det er rigtig fint at fortælle børn om julemanden. Men det er ikke noget man skal, så hvis man ikke bryder sig om traditionen, så lad være, siger hun. 

Der er dog delte meninger om spørgsmålet. I 2016 argumenterede to britiske forskere for, at man med løgnen om julemanden underminerer børns tillid til deres forældre og giver dem en stor skuffelse, når de opdager, at verden ikke er magisk.

Det skal du gøre, når dit barn har gennemskuet dig

Børn er som regel omkring seks til ni år, når det så småt begynder at gå op for dem, at historierne om julemanden ikke holder stik, fortæller Helen Lyng Hansen. 

Men hvad gør man så som forældre, når børnene pludselig regner ud, at julemanden er morfar i forklædning, og de med stor undren spørger, om deres mor og far har løjet for dem?

Her skal forældrene, ifølge Helen Lyng Hansen, være ærlige, også selvom de nu bliver taget i en løgn. 

- Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke partout holder fast i, at det er julemanden, og ikke bedstefar eller en anden, der har klædt sig ud. Man skal anerkende, at barnet ved det og har gennemskuet historien. Så må man sige, "Det er rigtig godt set af dig. Det har du faktisk ret i, hvor er det fint, at du nu er blevet så gammel, at du faktisk kan gennemskue det, siger hun.

Fortsæt med at lyve 

Børnepsykolog Sussie J. Neergaard har dog en anden holdning.

- Jeg ville til enhver tid sige, at hjemme hos os er det altså julemanden, der kommer med gaverne. Også selvom de beder mig være ærlig, siger hun.

Uanset hvordan man forholder sig til julemanden i din familie, kan det være en rigtig god idé at forberede sine børn på julemanden i december. Her kan du læse tre gode råd til, hvordan du som forælder håndterer julemanden. 

Sådan taler du med dit barn om julemanden

Forbered barnet på julemanden

Dit barn kommer til at støde på julemanden en masse steder i december, og det kan være fornuftigt at forberede dem lidt på dem. 
- Det kan være en god idé at tale med barnet om julemanden generelt, så børn ved lidt om, hvad han er for en. Også fordi andre børn i institutionen måske taler om julemanden, siger sundhedsplejersken Helen Lyng Hansen. 
 

Når barnet bliver bange for julemanden

Det er ikke alle børn, der er lige begejstrede for julemanden, og det er vigtigt, at man tager hånd om det som forælder, forklarer sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen: 
- Nogle børn bliver skrækslagne, når de ser den tykke mand i det røde tøj og med det hvide skæg. De græder hjerteskærende, hvis han kommer ind ad døren juleaften, og det er meget grænseoverskridende for dem, at en fremmed mand henvender sig direkte til dem med et lidt mærkeligt “ho-ho-ho” eller en gammeldagssætning som: “Er der mon nogen artige børn her?”. Det er svært at forstå og forholde sig til, når man er et barn.
- Hvis der er tradition for, at julemanden skal besøge barnet juleaften, og barnet bliver helt ulykkelig over julemandens besøg, så lad julemanden afsløre sig selv, så barnet kan se, at der gemmer sig en kendt person under skægget. Historien om julemanden skal kun bruges, hvis det er hyggeligt og sjovt, siger hun. 

Den tilgivende julemand

Er der nogen artige børn her? Den sætning bryder børnepsykolog Sussie J. Neergaard sig ikke om. Man skal nemlig ikke bruge julemanden som en opdragende instans: 
- Jeg er tilhænger af en julemand, der tilgiver og er generøs. En julemand, der godt ved, at børn skal være lidt uartige, fordi de ikke kan være artige hele tiden, siger hun.