Jyske tvillinger bor på museum og fejrer jul året rundt

Tvillingerne Benny og Brian Østergaard Lillelund har brugt en mindre formue på at kunne fejre jul året rundt.

Mens resten af Danmark kun fejrer jul her i december, er to 33-årige enæggede tvillinger fra Brørup i Jylland gået all in.

Benny og Brian Østergaard Lillelund deler ikke kun forældre, efternavn, alder og bopæl.

De to brødre deler også en højst usædvanlig passion.

Begge har de valgt at udleve deres fælles barndomsdrøm. For to år siden satsede de alt og åbnede deres helt eget julemuseum, så de kan fejre jul blandt nisser, juletræer og pynt året rundt.

For Benny og Brian Lillelund elsker julen. Den holder dem oppe, og julen er deres passion, deres liv og kald, fortæller de i ’Go’ morgen Danmark’.

- Vi er altid blevet mobbet i skolen og på arbejdspladser, fordi vi er anderledes. I dag vender jeg det rundt til noget positivt, for ham, der startede Legoland, var også anderledes. Nu er der ikke nogen, der griner af den mand længere. Vi skal sætte pris på dem, der gør tingene lidt anderledes, siger Brian Lillelund.

- Vi har ikke haft så mange venner at dele vores oplevelser med, men julen har altid stået som et bindeled mellem mig og Brian, hvor jeg var den kreative, og Brian var den praktiske, som finder løsninger på problemerne. Og vores mor har altid taget os med på julemarkeder, siden vi var 10 år gamle, hvor vi solgte juledekorationer, lyder det fra Benny Lillelund.

Med årene blev julen et eventyr og et sted, hvor de kunne flygte fra omverdenen, og alle deres bedste barndomsminder handler om jul, fortæller han.

Her ses Brian og Benny Lilllelund foran deres julemuseum.
Her ses Brian og Benny Lilllelund foran deres julemuseum. Foto: GGDam.dk

Har brugt over 250.000 på juleeventyret

Det har hverken været let eller billigt at opbygge et helt hjem, hvor man ikke kan gå en meter uden at se en nisse.

15 år har det taget Brian og Benny Lillelund at opkøbe de omkring 3000 stykker julepynt, som man kan se på deres museum.

Brødrene har støvsuget loppemarkeder, antikbutikker og nedlagte købmandsbutikker i hele landet for gamle julenisser, juletræer og andet pynt, og på loftet ligger yderligere 2000 gamle julegenstande, som de endnu ikke har fundet en plads til, fortæller de.

Benny Lillelund anslår, at de i alt har brugt mellem 250.000 og 500.000 kroner på julepynt, så deres store drøm kunne gå opfyldelse.

Og det gjorde den forrige år, da brødrene åbnede Lillelund Julemuseum på en stor ejendom i Brørup.

Folk glemmer tit at tage billeder og få mobilen op af lommen, når de besøger os

Benny Lillelund

Museet udgør nu næsten hele huset, lyder det.

Brødrene har netop inddraget deres stue som en del af museet, og næste år skal der igen udvides, så det kun er Brian og Benny Lillelund soveværelser, som ikke er en del af juleudstillingen.

- Vi nedlægger vores baggang, og hvis håndværkerne bliver færdige, skal vores toilet også omdannes til gæstetoilet og pyntes med julepynt, siger Benny Lillelund.

Vil redde den gode gamle jul

For mange kan det måske virke skørt at fejre jul året rundt, men for Brian og Benny Lillelund har juleeventyret en dybere mening.

Den gode gamle danske jul er forsvundet

Benny Lillelund

Missionen er ikke at tjene penge på at drive deres julemuseum, men de håber, at de kan få folk til at få øjnene op for, hvad julen var engang og stadig kan være.

- De besøgende skal komme ind i et fortryllende univers, hvor de glemmer tid og sted. Folk glemmer tit at tage billeder og få mobilen op af lommen, når de besøger os, fordi de bliver helt tryllebundne, og det er dejligt, for vores store formål er, at de kan komme tilbage til rødderne og ned i gear, siger Benny Lillelund.

Den moderne julepynt, der har erstattet mange af de gamle juleudstillinger og mekaniske nisselandskaber, bryder brødrene sig ikke om.

I deres museum hænger der derfor kun julepynt fra de gode gamle dage. 

Her ses en af de juleinstallationer, som brødrene Lillelund har stående på deres museum.
Her ses en af de juleinstallationer, som brødrene Lillelund har stående på deres museum. Foto: GGDam.dk

- Julen er blevet meget moderne med hvide juletræer. Den gode gamle danske jul er forsvundet og er blevet mere grå. Vi oplever, alle de mekaniske nisser er forsvundet, og at der ikke rigtigt er pyntet ordentligt op nogen steder længere. Det er der også mange besøgende, der fortæller os, siger Benny Lillelund.

- Ja, dengang vi var børn, var butikkerne i Kolding, Esbjerg og Ribe pyntet mere op, tilføjer Brian Lillelund.