Utopi eller genial løsning? Her kan skilsmissefamilier bo sammen hver for sig

16x9
Sådan kommer boligblokkene i Oslo, der blandt andet indeholder skilsmisselejligheder, til at se ud, når de er bygget færdig. Foto: Birk & Co

Enten bliver folk vrede, eller også synes de, det er fantastisk, fortæller ejendomsfirmaet bag.

Mange skilsmissebørn pakker uge efter uge tasken for at flytte mellem mor og far. Et splittet liv, som eksperter gang på gang har påpeget går ud over børnene.

Nu vil et norsk byggeri gøre op med flytteriet ved at bygge såkaldte skilsmisselejligheder, skriver Estate Nyheter, og den form for bolig vil også kunne gavne danske familier, vurderer skilsmisserådgiver.

Lås op og i for far og mor

De nye skilsmisselejlighed består af to separate lejligheder. En til far og en til mor. Midt mellem lejlighederne ligger et område med børneværelser.

Sådan ser en af skilsmisselejlighederne ud i praksis. Arealet inden for den grønne linje er børnenes, mens far bor inden for den blå linje og mor inden for den pink.
Sådan ser en af skilsmisselejlighederne ud i praksis. Arealet inden for den grønne linje er børnenes, mens far bor inden for den blå linje og mor inden for den pink. Foto: Birk & Co

- Man sætter en dør i, så man den ene uge kan lukke af til mor og den anden uge lukke af til far, siger Olav Birkenes, daglig leder i Birk & Co, der står bag byggeriet af lejlighederne, til NRK

Løser skilsmissens store issue

Skilsmisselejlighederne bliver opført i Oslo-forstaden Bryn, men ifølge skilsmisserådgiver og stifter af skilsmisseraad.dk Mette Hinnerskov er boformen også yderst relevant herhjemme. 

- Jeg tænker absolut, at det er en rigtig god vej frem. Antallet af skilsmisser bliver ikke mindre, og børnene er de store tabere. Det store issue er blandt andet, at de er splittet mellem to hjem, men det vil man kunne undgå med denne boform, siger hun. 

Afstemning

Flere fællesboliger

Hos Boligorganisationernes Landsorganisation, der dækker mere end en halv million boliger i Danmark, kender man ikke til skilsmisselejligheder. Men organisationen ser tendenser, der måske kan føre til det i fremtiden. 

- Der er mange forskellige boformer herhjemme til for eksempel unge og ældre, der er bygget med fællesarealer, og der er generelt en tendens til, at man tænker en stigende grad af fællesskab ind i boligerne. Det bliver i højere grad efterspurgt, siger Bent Madsen, administrerende direktør i BL - Danmarks Almene Boliger.

De fleste vil væk fra hinanden

I de fleste almene boligselskaber har skilte forældre faktisk fortrinsret til boliger i samme boligselskab eller kommune. Men de er sjældent interesseret i at bo tæt, som skilsmisselejlighederne lægger op til, vurderer boligselskabet KAB. 

- Det lyder som om, de har nogle meget harmoniske skilsmisser i Norge. Det er skønt for børnene, men det er ikke det ønske, vi oplever fra skilte par. De fleste vil godt bo langt fra hinanden - nogle af dem rigtig langt, siger Flemming Strøm, viceadministrerende direktør i KAB, til TV 2.  

Problematisk for nye forhold

Ifølge Dansk Familieterapeutisk Institut står og falder skilsmisselejlighedernes succes med forældrenes forhold til hinanden. 

- Det er rigtig fint at eksperimentere med nye boformer, men det afgørende er, hvordan de voksne tackler at bo sådan. Hvis far og mor har det som hund og kat, så er det jo et helvede at bo dør om dør, så konflikterne kan fortsætte, siger Peter Schlichting Mortensen, cand.psych. og leder af instituttet.

Han sammenligner skilsmisselejlighederne med de forældre, der deler deres bolig op i over- og underetage, når de bliver skilt, eller lader børnene bo fast i huset, mens de selv flytter ind på skift. 

- Det er skånsomt for børnene, men hvis forældrene danner ny familie, skal de også kunne se sig selv i boformen og acceptere at være tæt på ekskonen eller eksmanden, siger Peter Schlichting Mortensen.

Forsigtig start

Udfordringerne er firmaet bag byggeriet helt bevidst om.

- Når vi fortæller om projektet, reagerer folk enten med vrede, eller også synes de, det er fantastisk. Jeg tror måske, det reflekterer det forhold, man selv har til en eventuel eks. I mange forhold, inklusiv mit eget, tænker jeg, at man er blevet gode venner med den, man er skilt fra, siger Olav Birkenes, daglig leder i Birk & Co til NRK. 

Alligevel er firmaet forsigtig med at opføre mange skilsmisselejligheder. I første omgang er det kun 5 af de 130 boliger, der bliver skilsmisselejligheder, men antallet vil nemt kunne skaleres op, hvis de bliver en succes, understreger Olav Birkenes. 

Lejlighederne er ifølge planen klar til indflytning i slutningen af 2020 eller starten af 2021. Enhederne købes separat af henholdsvis far og mor, men prisen er endnu ikke fastsat.