To kattekillinger adopteret af hunde - ekspert kalder det ”meget usædvanligt”

Hundene Prada og Karma og kattene Milton og Olga har udviklet et forhold, der vækker opsigt, når folk ser dem sammen.

Mange har nok set eller om hørt om det før: Dyr, der er blevet gode venner på trods og tværs af arterne.

Men for Mie Munck, der arbejder som hundeansvarlig ved et internat i Roskilde, er det bare ikke noget, hun har set på tv eller internettet.

For et halvt års tid siden tog hun en svag killing med hjem, og til hendes store overraskelse tog hendes to hunde sig af den udsultede killing.

I dag, syv måneder senere, er de uadskillelige, fortæller Mie Munck i ’Go’ morgen Danmark’, hvor hun også viste dyrevennerne frem.

Især hendes ene hund, Prada, en cockerspaniel, har udvist et stort moderligt instinkt, lyder det.

- Hun gav ham (killingen red.) kropsvarme non-stop og forlod ham ikke i tre dage, overhovedet, for hun ville bare passe på ham, og det har gjort, at jeg har en sund og rask kat i dag. Og de har det bedste bånd nogensinde, siger Mie Munck.

Tre dage senere tog hun endnu en killing til sig og kunne til sin egen store forundring se, at mønstret gentog sig.

- Jeg sørgede for fodringen, og så tog hundene sig af alt andet - rengøringen, pasningen og varmen. Alle de ting, der skal gøres, fortæller Mie Munck.

Hun er ikke den eneste, der er overrasket over dyrenes opførsel.

Her ses hundene Prada og Karma sammen med katten Milton.
Her ses hundene Prada og Karma sammen med katten Milton. Foto: Mie Munck

Ekspert: Det sker meget sjældent

Mikkel Stelvig, der er zoolog hos Zoologisk have i København, kalder de fire dyrs forhold for ”meget usædvanligt”. 

I udgangspunktet er hunde og katte nemlig meget forskellige i deres adfærd.

Her ses den killing, som Mie Munck tog til sig. I dag, syv måneder senere, er den bedste ven med hundene Prada og Karma, der tog den til sig.
Her ses den killing, som Mie Munck tog til sig. I dag, syv måneder senere, er den bedste ven med hundene Prada og Karma, der tog den til sig. Foto: Mie Munck

Når det alligevel kan ske, at de fire dyr har knyttet så tæt et bånd, skyldes det formentlig, at både hunde og katte har instinkter og drifter til at tage sig andre – en form for moderinstinkt, forklarer Mikkel Stelvig.

Det er tilfældigheder, der afgør, om instinktet aktiveres, men det sker, lyder det.

- Det er dog kun i fangenskab og ikke i naturen, man ser det ske. Jo yngre, det lille dyr er, desto større er sandsynligheden for, at det ældre dyr vil tage det til sig, siger Mikkel Stelvig.

Og så bliver chancerne endnu større, hvis det voksne dyr selv har fået unger. Hos pattedyr udløses nemlig en masse hormoner ved fødslen, der aktiverer dyrenes lyst til at drage omsorg for andre.

- Og ligesom hos os mennesker er det en meget stærk drift, forklarer zoologen.

Hundene Prada og Karma og kattene Milton og Olga har udviklet et særligt venskab. Her er privatoptagelserne af dyrenes leg med hinanden. Video: Thomas Jørgen Seerup

Sådan bliver dyr 'venner'

Forholdet mellem Prada og Karma og kattene Milton og Olga er ikke det eneste eksempel på dyr, der har knyttet nogle specielle bånd.

Katte, der tager sig af kaninunger, en lama og en ged, der er blevet ’venner’, og sågar tigre og hunde, der har fundet sammen i fordragelighed, er blot nogle af de eksempler, man kan finde.

Det er at strække sig at kalde dyrene for ’venner’, for dyr er i udgangspunktet ikke loyale overfor hinanden. I langt de fleste tilfælde får de bare dækket deres behov hos hinanden, lyder det fra Mikkel Stelvig.

Det er kun i sjældne tilfælde, hvor et dyr vokser op sammen med og præges af anden art, at der skabes livslange og tætte bånd.

- Det har været nogle forhold, der har været meget specielle, eller hvor et dyr har haft nogle forhold og været et individ, som har gjort, at de har været mere tolerante over for det her, siger Mikkel Stelvig. 

De knuselsker hinanden

Mie Munck er ikke i tvivl om, at hendes to hunde og katte hører til den sidstnævnte gruppe.

Her ses hundene Prada og Karma sammen med en af kattene.
Her ses hundene Prada og Karma sammen med en af kattene. Foto: Mie Munck

De har udviklet et forhold, der vil vare hele livet. Det er ren kærlighed, mener Mie Munck.

- De leger rigtig meget sammen, og kattene bruger aldrig kløer, og hundene bruger aldrig tænder.

- Jeg ser aldrig tv mere, for det er bare så hyggeligt at sidde og følge deres forhold. De knuselsker hinanden. Det er meget fantastisk, siger hun.