45-årig er jurist og mor til fire - arbejder til klokken 23.30 og elsker det

En række danske kvinder med succes vil inspirere unge kvinder til at vælge uddannelser og job, som kan føre til lederstillinger.

Man har hørt det før, mange gange før, men det er stadig et problem.

Danmark er det land i Norden, hvor færrest kvinder sidder i lederstillinger.

Sådan har det været i årevis, men nu er det på høje tid, det ændres. Der er brug for rollemodeller, lyder det fra advokat Gitte Dehn Lansner og direktør Tine Willumsen i 'Go' morgen Danmark'.

De er begge kvinder, der har fået succes i erhvervslivet, og er en del af en ny kampagne, der skal inspirere flere unge kvinder til at vælge uddannelser og job, som kan føre til lederstillinger.

Ifølge Tine Willumsen, der står for lanceringen af kampagnen 'Lead the future', som Ligestillingministeriet og Danish Diversity Council står bag, mangler der kvinder, de unge kan spejle sig i og relatere sig til.

- Hvis man læser aviserne i dag, er der typisk mange mandlige ledere, man kan kigge på, men ikke nødvendigvis kvinder og heller ikke kvinder i 30'erne og 40'erne, siger hun. Selvom de danske kvinder er veluddannede, viser undersøgelser, at karrieren ofte går i stå, når de får børn, siger Tine Willumsen.

Undersøgelser har sågar vist, at det koster kvinderne 20 procent af lønnen at få børn.

- I andre lande gør flere karrierekvinder det, at de hyrer hjælp udefra til at passe børn og ordne hus, men det er et tabu her i Danmark at gøre det, fordi der er nogle forestillinger om, hvordan man skal være mor.

Arbejde til klokken 23.30

45-årige Gitte Dehn Lansner er et eksempel på, at man godt kan finde en god balance mellem familie- og arbejdslivet, selvom man satser benhårdt på karrieren.

Hun er jurist med fuld fart på og mor til fire børn på henholdsvis 3, 5, 9 og 11 år.

Hver dag står Gitte Dehn Lansner op klokken 5.30, sørger for børnene, afleverer dem i skole, møder på arbejde klokken 8.30 og ser først familien igen klokken 18.00.

Her ses Gitte Dehn Lansner ved morgenbordet sammen med tre af sine børn. Hun afleverer dem om morgenen, mens hendes mand henter dem.
Her ses Gitte Dehn Lansner ved morgenbordet sammen med tre af sine børn. Hun afleverer dem om morgenen, mens hendes mand henter dem. Foto: Privatfotos

Hendes mand, der har en ledende stilling hos Politiet, henter børnene og laver maden, mens Gitte Dehn Lansner leger på gulvet, når hun kommer hjem, og når klokken bliver 21.00, og børnene er lagt i seng, finder hun igen computeren frem.

Søvn får Gitte Dehn Lansner ikke meget af. For en ni timers arbejdsdag er ikke nok. Det har flere af hendes andre kolleger også erkendt. For dem passer det også bedre at holde møderne, når børnene er puttet, fortæller Gitte Dehn Lansner.

- Det har fungeret godt for mig. Så jeg har aldrig haft en overvejelse om at finde et job, der var mindre tidskrævende, fordi jeg fik børn. For jeg vil lave det, som gør mig glad, siger hun.

Bliver et gladere menneske

Ifølge den 45-årige mor til fire bliver hun en bedre forælder af at dyrke sin karriere.

Selvom en normal arbejdsuge for hende er tættere på de 60 timer end på 40, fungerer det, fordi Gitte Dehn Lansner har sat skarpe grænser op for, hvornår det er familietid og arbejdstid, og hvornår hun er til rådighed, lyder det.

- Jeg synes, det må være sværere at have et 8-16-job, som man ikke bryder sig om, og være væk fra sine børn i den tid i løbet af dagen. Jeg synes, jeg bliver en bedre mor, fordi jeg laver det, jeg kan lide - men vigtigst af alt, så bliver jeg som person også mere glad, siger Gitte Dehn Lansner.

Hun erkender, at den livsstil og karriere, som hun og hendes mand har valgt, har betydet en del fravalg, men det lever de fint med.

- Der er en del fravalg i forhold til idealbilledet af, hvordan en kernefamilie og en god mor skal være. Eksempelvis tager min mand og jeg nærmest aldrig ud og spiser eller tager i biografen. Vi tager heller aldrig på kæresteweekend. Det er, fordi vi rigtig gerne vil prioritere børnene, siger Gitte Dehn Lansner.

Hun er ikke den eneste

Få kvindelige ledere i Danmark

Ifølge den seneste rapport på området fra OECD er det sværere for kvinder at opnå en ledelsesposition i Danmark end i de andre nordiske lande.

Andelen af kvindelige ledere i Danmark er på kun 27 procent og dermed langt mindre end Sverige, hvor andelen er 40 procent.

I Island er det tilsvarende tal 38 procent, i Norge 36 procent og i Finland 33 procent.

Kilde: OECD.

Ifølge Tine Willumsen er den 45-årige mor et ud af mange gode eksempel på, at kvinder ikke skal opgive ambitionerne om et topjob, fordi de får børn.

I alt er 32 kvinder tilknyttet kampagnen, og i samarbejde med Ligestillingministeriet er de taget på turné på de danske gymnasier og videregående uddannelser for at møde unge kvinder og inspirere dem.

Formålet er at bryde med den gængse forestilling, vi har om kvinder og karriere i Danmark.

- Der er mange forskellige måder at have karriere på i dag, men der er stor forskel på, om man er mand eller kvinde. For når en mand bliver forfremmet, siger man bare tillykke, og: "Nu skal du vel til at rejse meget?" Man siger aldrig noget omkring mandens børn, men er det en kvinde, der bliver forfremmet, så er det noget af det første, de bliver spurgt om.

- Det er en unødvendig forskel, slutter Tine Willumsen.

Afstemning