Sex eller kaffe på første date? Eksperterne er helt uenige

16x9
Det kan virke som den nemme løsning at invitere en date på kaffe, men det skal man holde sig fra, opfordrer datingeksperter. Foto: Shutterstock

Tusindvis af danskere forsøger at finde kærligheden på Tinder, men hvordan bør man bære sig ad, når man skal til at mødes i den virkelige verden?

De fleste af os har spottet dem.

Et par, der sidder overfor hinanden med to kopper kaffe på cafébordet mellem sig.

Den akavede stilhed i ny og næ, den overdrevne øjenkontakt og den lille pause, der opstår, da de skal beslutte, hvem af dem der skal have kreditkortet op af lommen, afslører dem.

De er på første date.

Drop kaffedaten

I programmet ’Tro, håb & Tinder’, der har premiere onsdag aften, og som allerede nu kan ses på TV 2 PLAY, følger vi syv Tinder-brugere i deres jagt på kærligheden.

Og jagten fører i de flestes tilfælde stribevis af kaffe- og cafédates med sig – men det er sjældent, at det bliver til andet end en caffe latte til overpris og en halvhyggelig samtale.

Spørger man datingeksperter, er det ikke tilfældigt, at det ofte ikke fører til mere, når man går ud og drikker kaffe med en potentiel partner – for det er slet og ret en dårlig måde at møde et andet menneske på.

Datingcoach Kirk Rønler, der er forfatter til bogen ’Sådan får du en kæreste’, har – indtil hun selv fandt sig en kæreste – levet efter mantraet, at hun ikke var klar til at drikke kaffe før på tredje date.

- Der er mange årsager til, at kaffedaten er en dårlig idé. Det er et meget aggressivt møde, der minder om en jobsamtale. Man sidder to mennesker på hver side af et bord, og du er tvunget til at have øjenkontakt.

For nogle mennesker er øjenkontakt det mest naturlige i verden, men det er ikke alle, der har det sådan. Andre finder det enormt intimiderende, fortæller datingcoachen.

Derfor mener hun, at kaffedaten i de fleste tilfælde er en dårlig måde at møde et andet menneske.

- Det bliver nemt en tjekliste. Det bliver den samme samtale hver eneste gang, hvor man taler om, hvor man arbejder og den slags. Hvis man var taget på en anden type date, havde man fundet ud af noget andet om hinanden, siger hun og understreger, at formålet med en date er at finde ud af, om man skal gå samme vej, og at en anden type date viser dette langt bedre.

Afstemning

- Biografen er ikke længere kliché

Heller ikke psykolog Thomas Markersen giver meget for kaffedaten – men ikke af de samme årsager som Kirk Rønler.

Han mener, at det vigtigste ved en date er, at det ikke føles som noget, man har gjort 100 gange før.

- Jo mere serieagtigt, det bliver, jo mere upersonligt føles det også. Hvis man bare er endnu en pige, en fyr tager med rundt om Søerne, bliver det en kliché, og det er ikke godt, siger han.

I stedet opfordrer psykologen til, at man gør noget anderledes, og foreslår i stedet, at man går i biografen sammen. Selvom det kan virke som en kliché, mener han, at det lige netop ikke længere er et sted, man normalt tager sine dates med hen.

- Der er en vis visdom og logik ved at invitere en pige med i biografen. Når man sidder ved siden af hinanden i to timer, forbinder man den andens tilstedeværelse med det at være afslappet. Bagefter vil snakken alt andet lige være mere afslappet. En biograftur er fobibehandling for generte, siger Thomas Markersen.

Gør noget nyt og spændende

Også Kirk Rønler fortæller, at det er godt at dele en positiv oplevelse sammen, når man er på date.

- Hvis man oplever noget sammen, får man lyst til at knytte bånd til hinanden, og dermed har man lettere ved at åbne sig, siger hun og understreger, at man også bør sørge for, at daten får én til at udskille dopamin, som er et af hjernens belønningsstoffer, der giver en følelse af lykke og velvære.

Selvom kvinder skulle have lyst til onenightstands, skulle de blive bedre til at lade være

Thomas Markersen, psykolog

Dopamin bliver udskilt, når man laver noget nyt og spændende, og derfor synes hun ikke, at biografdaten er en god idé.

I stedet opfordrer hun til, at man gør noget, man ikke plejer at gøre. Det kan være alt fra at bungee-jumpe til at danse tango, sejle i kajak eller svejse.

Sex på første date?

Hvis alt så går efter planen, og man i stedet for den sædvanlige kop kaffe har inviteret sin Tinderdate med på en mere særlig date, hvor går grænsen så, hvis stemningen peger mod lagenerne?

Det er åbenbart en smagssag, for vores to datingeksperter er vidt uenige om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at have sex på første date, hvis man leder efter en fast partner.

- Som kvinde øger du ikke sandsynligheden for at få en kæreste ved at have sex på første date, men det ved alle jo, siger Thomas Markersen skråsikkert.

- Selvom kvinder skulle have lyst til onenightstands, skulle de blive bedre til at lade være. De burde være lidt mere nærige med sig selv, så det afspejler de grundlæggende seksuelle behov, hvor mænd generelt har tre gange så meget lyst til sex som kvinder, lyder det fra psykologen.

Afstemning

Den opfattelse deler Kirk Rønler bestemt ikke.

- Jeg tror godt, at man kan have sex på første date, og jeg tror ikke på den dér med, at man så ikke kan blive kærester bagefter, siger hun.

- Hvis der er lyst fra begge parter, skal man gøre det, men man kan godt spørge sig selv, hvorfor man har lyst til det. Er det, fordi man er liderlig, fordi man er ensom, eller fordi man bare ikke kan lade være?

’Tro, håb & Tinder’ sendes onsdag klokken 21.25 på TV 2 og på TV 2 PLAY.