Her er beviset: Din hund kæmper for at gøre dig glad

16x9
Hunde føler en særlig relation til deres ejer, som de viser, når der er fare på færde. Foto: Maja Hitij / Scanpix Denmark

I forsøget blev en gruppe hunde skilt fra deres ejere. Da de lodne dyr hørte hulken, fik de fart under poterne.

Hunden er menneskets bedste ven. Den er hørt før. Men at mennesket sandsynligvis også vækker venskabelige følelser hos hunden, det har været svært at bevise. Før nu.

Ved hjælp af 34 hunde af forskellige racer, deres ejere og et testlokale har forskere fra Ripon College i Wisconsin, USA nemlig fundet tydelige tegn på, at hunde ikke bare fornemmer dine følelser -  de handler også på dem, hvis de mærker, at du er ked af det.

- Hunde vil faktisk forsøge at gøre en indsats for at dulme din sorg, fortæller assisterende professor på studiet, Julia Meyers-Manor til Time Magazine

Hunde reagerede på stemmeleje

Studiet, som blev udgivet tirsdag i tidsskiftet Learning and Behavior, nåede frem til sin konklusion ved at placere gruppen af hunde og deres ejere på hver sin side af en gennemsigtig glasvæg - en glasvæg, som med en smule kraft kunne skubbes op af hunden.

For at teste hvordan hundene reagerede på deres ejeres følelser, blev ejerne delt op i to grupper: Den ene gruppe blev instrueret i at råbe "hjælp" i et oprevet toneleje hvert 15. sekund og imitere gråd, mens den anden halvdel skulle råbe "hjælp", men i de korte intervaller imellem råbene skulle de synge vuggevisen 'Twinkle twinkle little star' med en glad stemme.

Den lille west highland white terrier var hurtig til at komme ind til sin ejer i forsøget:

Reaktionen fra hundene var ikke overraskende for forskerne: De forsøgte at komme tæt på deres ejermand, hvilket lykkedes for halvdelen. Lige mange i hver af de to testgrupper.

Men der var alligevel en lille, men ret betydelig forskel: Hundene, hvis ejere græd, var de mere end tre gange så hurtige til at passere forhindringen.

En unik partner

23 sekunder tog det i gennemsnit de hurtige mod 96 sekunder for den modsatte gruppe.

Og de hunde, som ikke forstod at skubbe sig igennem lemmen? De viste tydelige tegn på ubehag ved at bevæge sig hvileløst, stønne og pibe, hvilket forskerne tolkede som, at hundene var for urolige og bekymrede for deres ejere til at de kunne løse opgaven. 

- Det kan være et tegn på, at hundene elsker dig for meget, siger medforfatter på studiet Emily Sanford fra Johns Hopkins Universitet til Times.

Resultatet overrasker da heller den danske dyrepsykolog Anni Schrøder.

- Hunde er meget empatiske dyr. De er eminente kroplæsere og har fuldstændig styr på, hvordan deres ejer har det indvendigt, siger hun. 

Forholdet mellem ejer og hund er nemlig nøglen, hvis man skal forklare, hvorfor de lodne venner reagerer så beret, når de oplever tegn på ubehag og stress. 

Vil beskytte flokken

Hunde er flokdyr, som vil gøre alt for dem, de føler en relation til - oftest den familie, de bor hos.

- Hvis det var en tilfældig person, så ville hunden ikke reagere på den måde, siger hundeadfærdstræner Irene Jarnved. 

- Når ejeren for eksempel græder, tolker hunden det som et faresignal, og den vil derfor søge tryghed og forsøge at dæmpe situationen. Det kan være via kropslige signaler som nærhed, siger hun og understreger, at der er tale om instinkter frem for "menneskelige følelser" for hunden.

At der er alligevel er en form for symbiose mellem mennesker og hunde, har tidligere forsøg dog også peget på - det er blandt andet blevet målt, at hundes niveau af "glæde-hormonet" oxytocin stiger, når de leger med deres ejer.

Det er vist heller ikke for meget at sige, at oxytocinen var på sit højeste, da alle 34 hunde og ejere i det nye studie blev genforenet. Der blev i hvert fald delt masser af "god hund" ud, lyder det fra forskerne.  

Sådan styrker du relationen til din hund

Kend signalerne

Arkivfoto Foto: Shutterstock
Som noget af det vigtigste bør man lære at tolke og forstå sin hunds sprog og signaler, understreger Irene Jarnved.
Hunde kommunikerer via kropssprog og mimiske signaler, som er helt universelle, men det sker tit, at vi mennesker misforstår hundene og de intentioner, der ligger bag dena handlinger. 
Et eksempel kan være, hvis en hund knurrer, når ejeren tager kødbenet fra den. Mange ejere vil tro, at den vil dominere, men i virkeligheden er den utryg.
- Så bliver den måske skældt ud, men det vil svare til at skælde ud på et barn, som er bange for gyserfilm.
Information om hundes kropssprog er tilgængelig i fagblade om hunde eller på nettet. 
 

Vær nærværende

Arkivfoto Foto: Ina Fassbender / Scanpix Denmark
Det giver måske sig selv: Vær sammen med din hund. 
Og her er det ikke nok at sidde og kigge på telefonen, mens man nussen den lidt bag øret, siger Irene Jarnved. 
- Mininum 15 minutter om dagen bør det være hundetid, hvor man leger, træner eller går tur med hunden, siger hun. 
Det giver mulighed for at skabe en relation til hunden, så den ikke bare er tilskuer, men deltager i ens liv, siger hun. 

Vær bevidst om dit eget humør

Arkivfoto Foto: Lotta Lemche/TV 2
Som det nye forsøg glimrende bekræfter, så betyder din fremtoning også noget for din hund, fortæller dyrepsykolog Anni Schrøder.
- Jeg har tit set til hundetræning, at en hund er helt umulig og ulydig. Hvis man så går hen og spørger ejeren, hvordan deres dag har været, så viser det sig meget ofte, at den har været stresset, siger hun.
Hunden reagerer med det samme, og det er derfor vigtigt ikke at lade sit humør gå ud over dyret.

Vær ydmyg

Arkivfoto Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix
Sidst, men ikke mindst: Ydmyghed er kodeordet, hvis man spørger hundeadfærdstræner Irene Jarnved.
- Vi har inviteret en anden art ind i livet, og det er vores forbandede pligt at forstå dem og være tålmodige omkring dem og sætte os ind i, hvilke behov de har, siger hun.