Hun markerer sønnens dødsdag - mor til dødfødt opfordrer til, at vi omfavner døden

Daisy Løvendahl mener, at vi generelt er for dårlige til at tale om og markere døden.

Hun sidder med sit nyfødte barn i armene, aer ham og dufter til hans hår.

En følelse af lykke strømmer gennem kroppen. Et lille mirakel. Men så går virkeligheden langsomt op for hende.

Hendes søn, Gabriel, er død.

Han skal ikke med hende og hendes mand hjem til det værelse, de i mange måneder har gået og gjort klar til hans ankomst. 

Daisy Løvendahl gik for ti år siden gennem sit livs tragedie, men i dag kan hun se, at der fulgte en lærdom med smerten.

En lærdom, der har ændret hvordan hun lever sit liv på.

Det fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

 - Det gav mig en fundamentalt anden forståelse af livet, for det var så langt fra mig, at sådan noget kunne ske. Det var end ikke noget, jeg havde frygtet, for jeg havde slet ikke forestillet mig, at døden kunne komme ind i mit liv på den måde, siger hun.

Nu håber hun, at andre kan få gavn af hendes erfaring.

Vi skal tale sammen om døden

Daisy Løvendahls søn døde pludseligt under fødslen.

Det skete uden forvarsling, og månederne efter, det skete, var hårde, husker hun. Det var svært for hende og omgivelserne at tale om, at sønnen ikke skulle vokse op.

Hun jagtede en mening med, at Gabriel skulle dø, men til sidst måtte Daisy Løvendahl indse, at døden ikke er noget, man skal fortrænge. Hun valgte at omfavne den som en præmis for livet, og det var en øjenåbner, lyder det.

Men måden, vi i vores kultur distancerer os til døden på, gør det svært at acceptere den, når det værst tænkelige sker, siger Daisy Løvendahl.

- Jeg synes, vi har forvist døden. Vi ser ikke billeder af de døde, vi taler ikke om dagen, vi har ikke nogle ritualer, hvor vi mindes dem. Men vi har brug for det. Jeg tror, vi behøver at tale om de her ting, siger hun.

Daisy Løvendahl mener, at vi skal tale sammen om døden og tænke over, hvordan den skal være tilstede i vores liv. Det har de gjort i hendes familie, der sidenhen er blevet udvidet med to yngre søskende til Gabriel.

Sammen fejrer de den afdøde storebrors fødselsdag og markerer hans dødsdag. For han er stadig en del af familien. 

Hvert år holder de alle fri på Gabriels fødsels- og dødsdag og tager op til det sted, hvor de for ti år siden spredte hans aske. 

- Så går vi langs vandet, mindes ham og spiser jordbærtærte. Men det er også en dag, hvor vi sætter pris på livet og alt det, det indebærer. I starten var det meget forbundet med savn, men i dag er det mere bare en følelse af kærlighed, for jeg elsker også min førstefødte søn, ligesom jeg elsker mine to andre børn, siger Daisy Løvendahl.

Vi har for travlt med nuet

Jan Brødslev Olsen er lektor i socialpsykologi på Aalborg Universitet, og han mener ligesom den unge mor, at vi er dårlige til at tale om og i sidste ende forstå, at vi skal dø. 

Selvom vi i dag er optagede af at få mest muligt ud af tilværelsen, overser vi de dybere meninger med livet, lyder det.

- Vi har for travlt med os selv i nuet og undertrykker det uundgåelige, at vi skal dø, siger han. 

Og det kan få konsekvenser.

For når man ikke går og husker på, at man skal dø, mangler man også en mening med livet, forklarer lektoren.

- I dag har vi vænnet os til at have en meget lille meningsdimension. Meningen søger vi i det, der giver nydelse - for eksempel en ny iPhone. Men vores hjerne er i stand til at søge både en dybere og højere mening med livet. Vi gør det bare ikke. Og det er den fraværende dødsbevidsthed et symptom på, lyder det fra Jan Brødslev Olsen. 

Inviterer alle til at tale om døden

I Daisy Løvendahls familie reagerede de meget forskelligt på tabet af Gabriel.

I tiden efter, det nybagte forældrepar havde sagt farvel til deres søn, indså Daisy Løvendahls mand, hvor stor betydning hans arbejdsliv havde for ham.

Imens bevægede hun sig ud i en eksistentiel krise.

- Der opstod et tomrum, og det var noget af den værste smerte. Jeg følte mig alene og vågnede hver dag og tænkte: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal med mit liv. Der er intet, der giver mening. Jeg kan ikke mærke nogen glæde. Jeg kan ikke se håbet”, fortæller hun.  

Men på den anden side af sorgen har Daisy Løvendahl nu fået et nyt perspektiv på livet, fortæller hun.

- Døden kan gøre os meget bevidste om, hvad der betyder noget i vores liv. Jeg indså, at den kode havde jeg faktisk ikke knækket. Jeg følte ikke, jeg fyldte mit liv med det, der var allervigtigst for mig, lyder det.

Men det gør hun nu, og hun håber, at hendes historie kan få andre til at tage den svære snak om, hvordan vi skal håndtere det, når døden kommer tæt på.

Og helst inden den kommer.

- Hvor ville jeg ønske, at jeg selv og de mennesker, jeg har mødt, som også har været tæt på døden, ikke skulle stå og være på helt bar bund, når de pludselig står i det. Jeg vil gerne invitere os allesammen til at tage nogle af de her samtaler, før vi står midt i krisen. At vi ikke står og skal opfinde, hvordan vi gør alting, når det er allersværest, siger Daisy Løvendahl. 

Se indslaget med Daisy Løvendahl i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Afstemning