22-årig bruger dukke som datter - har brug for at have et barn, hun kan lægge væk

Bertine Engkvist håber, at hendes historie kan være med til at bryde et tabu.

Et sødt smil, langt blond hår, en fin lyserød kjole og en kaninbamse i skødet.

Ved første øjekast ligner Agnes enhver anden lille to-årig pige, men det er hun ikke.

Agnes er en dukke.

Alligevel bliver hun behandlet som et rigtigt barn af sin 22-årige mor, Bertine Engkvist.

For nogle kan det måske virke ekstremt og besynderligt, men Agnes har gjort hendes liv bedre, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

Bertine Engkvist har infantil autisme - en diagnose som gør, at hun ikke har overskuddet til at være en god forælder.

Hun kan ikke overskue forælderrollen, lyder det.

- Jeg ved, at jeg ikke kan klare at have et rigtigt barn. Jeg passer nevøer og niecer, og det elsker jeg, men jeg kan også mærke, at jeg er helt drænet, når jeg har passet dem i et døgn, men det, at jeg har Agnes, betyder, at jeg kan have et barn, som jeg kan lægge væk, når jeg ikke har overskuddet, forklarer den 22-årige.

Og Bertine Engkvists løsning får anerkendende ord med på vejen.

Bertine Engkvist deler billeder af Agnes på Instagram. Her i sneen i den flyverdragt, hun har købt til hende.
Bertine Engkvist deler billeder af Agnes på Instagram. Her i sneen i den flyverdragt, hun har købt til hende. Foto: Bertine Engkvist

Hos Landsforeningen Autisme mener man, at det er en rigtig god idé at gøre som den 22-årige.

For med dukkerne kan der følge en masse gode oplevelser, uden at det forpligter i 18 år og uden, at man bliver mødt med krav, man ikke kan imødekomme, lyder det.

Udover at det kan skåne nogle børn, kan det også give forældre som Bertine Engkvist et lykkeligere liv.

Sådan lyder det fra foreningens formand, Heidi Thamestrup, i 'Go' morgen Danmark'.

- Dukken giver en mulighed for, at man får lov til at yde omsorg for et andet væsen og føle sig som forælder og være i forælderrollen, siger hun.

Vil bryde et tabu

Det var derfor Bertine Engkvists købte sin reborn-dukke, Agnes, for to år siden.

Hun ville gerne føle sig som mor.

Bertine Engkvist ved godt, at Agnes er en dukke, men for hende er hun også en datter, som hun føler en kærlighed til. Hun klæder Agnes ud, leger med hende, bager og går ture i klapvognen - ligesom en mor ville gøre med sit barn, lyder det. 

- Jeg prøver lige præcis på at få det til at ligne, at jeg har en normal hverdag med Agnes, og at hun er et rigtigt barn, fortæller Bertine Engkvist.

Hun håber, at hun på den måde kan gøre dukkerne mere accepteret, end de er i dag. For udover at de voksne kan få glæde af at yde omsorg, kan man måske også skåne nogle børn, lyder det fra den 22-årige.

Se hele indslaget med Bertine Engkvist og Agnes på TV 2 PLAY.

Derhjemme har Agnes fået sit eget hjørne og seng, legetøj og kjoler. De dage, hvor Bertine Engkvist ikke kan overkomme hende, får Agnes lov til at blive i sengen.
Derhjemme har Agnes fået sit eget hjørne og seng, legetøj og kjoler. De dage, hvor Bertine Engkvist ikke kan overkomme hende, får Agnes lov til at blive i sengen. Foto: Bertine Engkvist

Giver mulighed for at føle sig som mor

Der findes ikke tal for, hvor mange reborn-dukker, der findes i Danmark, og hvor mange der bruger dem som Bertine Engkvist.

Men en ting er sikkert: Agnes og hendes mor er ikke et enestående fænomen.

Her ses Agnes i færd med at bage fastelavnsboller sammen med  Bertine Engkvist.
Her ses Agnes i færd med at bage fastelavnsboller sammen med Bertine Engkvist. Foto: Bertine Engkvist

De livagtige reborn-dukker opstod oprindeligt i USA, men gennem de seneste par år er flere danskere begyndt at samle, male og sælge dem i Danmark.

Hele processen kan tage op til 60 timer, før en dukke kommer til live, og de kan koste alt fra et par tusinde kroner og op til 100.000 kroner.

Ifølge Jesper Dammeyer, der er lektor ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, er det ikke kun mennesker med autisme, der kan få glæde af en dukke som Agnes.

- Det at vise omsorg for andre mennesker er et behov, som alle mennesker har, og som giver livskvalitet. Det gælder uanset handicap, siger han.

Dog kan dukken være ekstra brugbar for mennesker som Bertine Engkvist, der har svært ved at kommunikere og indgå i relationer med andre mennesker, lyder det fra eksperten.

Dukken Agnes er lavet på bestilling i Danmark. Delene er sendt fra udlandet og dernæst samlet, inden dukken blev malet og håret sat på.  Bertine Engkvist har valgt, at Agnes skal have lyst hår og blå øjne, ligesom hun selv har.
Dukken Agnes er lavet på bestilling i Danmark. Delene er sendt fra udlandet og dernæst samlet, inden dukken blev malet og håret sat på. Bertine Engkvist har valgt, at Agnes skal have lyst hår og blå øjne, ligesom hun selv har. Foto: Bertine Engkvist

Nogle folk hvisker og går hurtigt videre

I dag er det to år siden, at Bertine Engkvist købte sin første reborn-dukke.

Hun havde i et stykke tid fulgt et reborn-fællesskab, før hun endte med at købe en selv. 

- Jeg købte først en lille dukke, men den havde jeg ikke så meget interesse for, så jeg solgte hende igen og købte en, der var lidt større og lignede en ægte baby lidt mere, men der var igen heller ikke den store interesse, fortæller Bertine Engkvist.

Først da hun fandt Agnes, blev hun solgt.

Bertine Engkvist går tur med Agnes i en klapvogn. Det sker, at folk ikke opdager, at Agnes ikke er levende, fortæller hun.
Bertine Engkvist går tur med Agnes i en klapvogn. Det sker, at folk ikke opdager, at Agnes ikke er levende, fortæller hun. Foto: Bertine Engkvist

Hun blev lavet på bestilling af en kvinde uden for Skive og kostede 7.000 kroner.

Derudover kom udgifterne til flyverdragt, seng, legetøj, klapvogn og alle de andre ting, som forældre køber til deres børn, fortæller Bertine Engkvist.

Hun har investeret mange penge og rigtig meget tid i Agnes, men det har været det hele værd.

Hun oplever også, at hun bliver mødt med forståelse, når hun forklarer andre, hvorfor hun går tur med en livagtig dukke i en klapvogn, lyder det.

- Nogle kigger bare og begynder at hviske og går videre. Men så er der jo også nogle, som kommer hen og spørger, og så forklarer jeg historien om min autisme, og hvorfor jeg har hende og sådan noget. Og så står de lidt og tænker over det, fortæller hun.

Som regel ender folk med at sige det samme:

- De siger, at det er flot, det jeg gør, og at flere burde gøre det, fortæller Bertine Engkvist.

Det er derfor, hun har valgt at stå og fortælle sin historie i 'Go' morgen Danmark'.

Afstemning
Her ses et af de billeder,  Bertine Engkvist har delt på Instagram. Agnes og hun har lige bagt fastelavnsboller, skriver hun i opslaget.
Her ses et af de billeder, Bertine Engkvist har delt på Instagram. Agnes og hun har lige bagt fastelavnsboller, skriver hun i opslaget. Foto: Bertine Engkvist

1500 følger med

Bertine Engkvist vil vise andre, der er i samme situation som hende, at de ikke skal være bange for at kaste sig ud i at være mor for en dukke.

Selv har hun valgt at tage billeder af Agnes i forskellige opstillede situationer.

Billederne lægger hun op på Instagram, så andre kan følge med. Og interessen er støt stigende.

For et par måneder siden havde Agnes omkring 600 følgere.

I dag følger næsten 1500 med, når den 22-årige lægger billeder op af sin datter.

- Jeg bruger min profil til at lægge ting ud om Agnes for at bryde tabuer - både med autisme, reborn, angst og depression, forklarer Bertine Engkvist, der selv har kæmpet med de psykiatriske diagnoser.

Forhåbentligt vil budskabet trænge igennem, slutter Bertine Engkvist.

Se hele indslaget med Bertine Engkvist og Agnes på TV 2 PLAY.