Mor og far kæmper for at få 21-årig til at flytte hjemmefra - men han har det for godt

Oliver Stenspil er 21 år og bor hjemme. Han har ingen planer om at flytte hjemmefra, men hans forældre vil til gengæld gerne have ham ud af døren.

På hans fødder sidder et par Louis Vuitton-sko til 4500 kroner. Om maven hænger et bælte af samme mærke. Trøjen har kostet 5000 kroner.

Oliver Stenspil er 21 år, og han betaler selv for tøjet. Han bor hjemme og har fuldtidsarbejde på McDonalds. Han kører på arbejde i forældrenes bil, hvis han da ikke får et lift af sin mor de to kilometer derhen. 

Oliver Stenspil har intet problem med at give 5000 kroner for en trøje. Tøjet bliver vasket et stykke ad gangen i vaskemaskinen til hans forældres store forargelse.
Oliver Stenspil har intet problem med at give 5000 kroner for en trøje. Tøjet bliver vasket et stykke ad gangen i vaskemaskinen til hans forældres store forargelse. Foto: STV Production/TV 2

Oliver Stenspil ved godt, at han er forkælet.

- Serviceniveauet er rimelig højt herhjemme. Jeg har aldrig manglet noget, der er altid en bil til rådighed og mad i køleskabet.

Megafon: Hvornår skal man flytte hjemmefra?

TV 2 har i samarbejde med Megafon spurgt 1020 danskere:

I hvilken alder synes du generelt, det er passende, at unge flytter hjemmefra?

  • Inden de fylder 18 år: 1 %
  • 18-20 år: 56 %
  • 21-23 år: 35
  • 24-26 år: 2 %
  • 24-29 år: 0 %
  • 30 år eller derover: 0 %
  • Ved ikke: 6 %

Kilde: Megafon

Han tjener sine egne penge, og synes selv, han skal have lov at bestemme, hvad han bruger dem på. Men hans forældre kunne godt tænke sig, at pengene blev brugt på noget andet end dyrt mærketøj, for eksempel at flytte hjemmefra. 

Den gennemsnitlige dansker flytter fra sine forældre, når han er 21 år. Og spørger man danskerne er det også på tide, at Oliver Stenspil flytter hjemmefra. I en Megafon-måling lavet for TV 2 svarer 56 procent, at man bør flytte hjemmefra i alderen 18-20 år. Men han har ingen planer om at rykke sig. 

- Grunden til, at jeg ikke er kommet videre, er, at jeg har haft det godt herhjemme – næsten for bekvemt, siger han.

Gamle makreldåser og store tøjbunker

Hans forældre, Søren og Lone Stenspil, er dog ved at være trætte af at have deres yngste søn boende hjemme.

De er trætte af, at sønnen vasker et stykke tøj ad gangen i vaskemaskinen. Trætte af, at han smider sine snavsede sokker under sengen. Og trætte af at blive mødt af et hjem med gamle makreldåser, krummer på køkkenbordet, en fyldt skraldepose og masser af tøjbunker, når de har været på ferie.

Danske unge flytter tidligt hjemmefra

Danske unge flytter i gennemsnit hjemmefra, når de er 21 år. 

I EU er Danmark kun overgået af Sverige. Her flytter den gennemsnitlige unge hjemmefra, når de er 20,7 år. 

Kvinder flytter tidligere hjemmefra end mænd. 

Malta er det EU-land, hvor unge i gennemsnit er ældst, når de flytter hjemmefra. Her er gennemsnitsalderen 31,8 år. 

Kilde: Eurostat

- Vi synes jo, det er på tide, at han lærer, hvad tingene koster, og så er vi lidt trætte af, at hjemmet ligner en slagmark, siger Lone Stenspil til TV 2.

Derfor har de meldt sig til programmet ’Skrub af skat’, hvor tre forældrepar smider deres børn ud hjemmefra og installerer dem i en lejlighed i to måneder, så de kan lære at stå på egne ben.

Jeg tror, alle forældre vil gøre det bedste for deres børn. De skal ikke mangle noget, og det er så lidt ris til egen røv bagefter

Lone Stenspil, mor til Oliver

De tre unge flytter ind i en tre-værelses lejlighed i København og får hver deres værelse. Men Oliver Stenspil synes, det er svært at flytte hjemmefra. Budgetplanlægningen er uoverskuelig. Det tager ham fem dage at få taget sig sammen til at handle. Og da vaskemaskinen går i stykker – eller måske i virkeligheden bare ikke er sat til en stikkontakt – konkluderer han hurtigt, at det er meget nemmere at slæbe vasketøjet med hjem til mor og far frem for at fikse maskinen.

Oliver Stenspil har en cykel, men den har i lang tid stået på hans arbejde. Han bruger den nemlig ikke rigtigt.
Oliver Stenspil har en cykel, men den har i lang tid stået på hans arbejde. Han bruger den nemlig ikke rigtigt. Foto: STV /TV 2

Sådan ruster du dit barn til at flytte hjemmefra

Oliver Stenspil tøver ikke med at kalde sig selv et curlingbarn. Han har en masse dejlige barndomsminder med nærværende forældre og en brandmandsfar, der var hjemme i dagtimerne. Til gengæld husker han også, at forældrene altid kørte ham i skole, så han modsat sine skolekammerater slap for at tage bus eller cykle de to kilometer, der var mellem skolen og hjemmet. 

- Jeg er jo nok et curlingbarn. Jeg har altid været pakket ind i vat. Det har både været en god ting og lidt en forbandelse, siger han.

- Jeg tror, det havde været en fordel, hvis jeg som barn havde fået nogle pligter og nogle krav. Så var det ligesom kommet lidt mere naturligt, siger Oliver Stenspil. 

Ifølge Sofie Münster, der er børneekspert og stifter af Nordic Parenting, er det vigtigt, at forældre giver deres børn pligter fra en tidlig alder, hvis man vil ruste dem til at flytte hjemmefra.

- Børnene skal have ansvar for helt konkrete områder i hjemmet. Så vænner de sig til at bidrage til fællesskabet og til at mærke, at det hænger bedst sammen, fordi alle gør en forskel. Når de så pludselig skal stå på egne ben, har de prøvet det før og ved, hvad der skal til for at klare den, siger hun, da hun gæster 'Go'morgen Danmark' sammen med familien Stenspil. 

Olivers mor, Lone Stenspil, har svært ved ikke at blande sig og tilbyde sin hjælp til sønnen, selv efter at han er flyttet hjemmefra i programmet.
Olivers mor, Lone Stenspil, har svært ved ikke at blande sig og tilbyde sin hjælp til sønnen, selv efter at han er flyttet hjemmefra i programmet. Foto: TV 2

Ris til egen røv

Olivers forældre ved godt, at de nogle gange har hjulpet deres søn lidt for meget igennem barndommen, og at det måske er én af grundene til, at han stadigvæk bor hjemme. 

- Hvis Oliver ikke lige kunne komme på arbejde, har vi hentet og bragt ham. Han har været møgforkælet. I stedet skulle vi have sagt: "Tag nu bare din cykel". Det kan jeg godt se i bakspejlet, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror, alle forældre vil gøre det bedste for deres børn. De skal ikke mangle noget, og det er så lidt ris til egen røv bagefter, siger Lone Stenspil.

I dag føler Oliver, at han har lært lidt mere om, hvad det vil sige at bo alene. Han har sat ambitionsniveauet ned og drømmer nu ikke længere om en stor, lækker lejlighed i København, men overvejer derimod at finde en lejlighed i hjembyen Glostrup eller måske at tage et stort spring og flytte til Sverige.

- Det er både, fordi det er en anden kultur, og fordi det skulle være billigere derovre. Så kunne jeg få lidt flere penge mellem hænderne. Måske rejse lidt oftere eller købe en bil, siger han.

Sådan ruster du dine børn til at flytte hjemmefra

Lær dine børn at varetage en økonomi

Det er en god ide at vænne børn til at styre en økonomi. En måde, man kan gøre det på, er, at forældrene sætter sig ned med deres børn, når de er 12-14 år og ser, hvilke udgifter de har til dem, for eksempel tøj, transport og telefonregning.
 
Så kan de give børnene ansvaret for det samlede beløb og selv lade dem disponere over det. På den måde lærer de, at der for eksempel ikke er nok penge til mobilregningen, hvis de har brugt det hele på cafebesøg. 

Lær dine børn at varetage et hjem

Børn kan allerede i en tidlig alder være med til de daglige pligter, som for eksempel at stille deres sko på plads og pakke en taske. Senere gælder det om, at de får pligter, der ikke kun handler om dem selv, men hele familien. De kan for eksempel få en fast maddag. 
 
Det er vigtigt, at forældre forstår, at pligter er noget, de lærer deres børn. Det er altså forældrenes ansvar, at børnene lærer at bidrage til fællesskabet. 

Lær dine at tage vare på sig selv

Som forælder skal man forsøge at give sit barn en grundlæggende robusthed og ansvarsfølelse. Det handler om, at alle børnenes problemer ikke skal løses af mor og far.
 
Hvis de har glemt en skolebog, skal de ikke vide, at mor og far kommer forbi med den. Og hvis de er ved at komme for sent til skole, skal forældrene også lade være med at køre dem.

Du kan se 'Skrub af skat' på TV 2 PLAY eller onsdag aften klokken 20.50 på TV 2.