Derfor er det fortsat et tabu, når landmand nusser, aer og kysser på tv

16x9
61-årige Jørgen Pahus og 65-årige Kirsten Marie Skaarup fandt hinanden i 'Landmand søger kærlighed'. Foto: Blu / TV 2

Ældres sexliv deler vandene - men billedet er ved at ændre sig.

61-årige Jørgen Pahus og 65-årige Kirsten Marie Skaarup lægger ikke skjul på, at de holder af hinanden.

Selv når kameraerne ruller i TV 2s datingprogram ’Landmand søger kærlighed’, er det nyforelskede par ikke bange for at kysse, nusse og kramme.

Heller ikke foran familien, som i programmet må lægge øre til nogle af landmandens lumre vittigheder og kommentarer.

For nogle seere har det været grænseoverskridende at se de to seniorer folde sig ud på fjernsynsskærmen.

Eksempelvis har Kirsten Marie Skaarup efter eget udsagn modtaget en del henvendelser fra folk, der synes, hun er seksuelt upassende i forhold til sin alder.

Men Jørgen Pahus og Kirsten Marie Skaarup er langt fra de eneste seniorer, der har et aktivt og intimt kærlighedsliv.

Eksempelvis viser pilotundersøgelsen af det danske Projekt Sexus, at mere end to tredjedele af de adspurgte danskere på 60-69 år har haft sex inden for de seneste fire uger.

Fra usynligt til synligt

Alligevel er der stadig et tabu omkring ældres seksuelle behov og udfoldelser, mener Morten Emmerik Wøldike, som er projektleder hos Sex & Samfund.

- Mange kan nok have svært ved at forestille sig, at ældre mennesker også har behov for sex og intimitet. Mange har måske heller ikke lyst til at tænke på det, hvis det er deres forældre eller bedsteforældre, siger han.

Projektlederen forklarer, at seksualitet stadig ofte forbindes med tanken om forplantning og billedet af to unge, smukke kroppe. Oftest en mand og en kvinde.

Jørgen Pahus og Kirsten Marie Skaarup på romantisk weekend i 'Landmand søger kærlighed'.
Jørgen Pahus og Kirsten Marie Skaarup på romantisk weekend i 'Landmand søger kærlighed'. Foto: Blu / TV 2

Det billede går igen i hele vores samfund, fra sundhedssektoren til kulturlivet, forklarer Morten Emmerik Wøldike.

- Netop den usynlighed kan være en af årsagerne til, at folk bliver stødt eller forargede, siger han.

- Men i takt med at ældres seksualitet bliver mere synlig, forsvinder tabuiseringen forhåbentlig.

Her fremhæver Morten Emmerik Wøldike blandt andet, hvordan stadigt længere levealder og funktionelle kroppe udvisker forskellen mellem ung og gammel i højere grad end tidligere. Samt at de nye og kommende generationer af ældre er opvokset i en mere fri og mangfoldig seksualkultur.

Alt med måde

Især inden for de seneste fem til ti år er der sket forandringer i forståelsen af ældres seksualitet, lyder det fra projektlederen.

I dag ser man således i stigende grad ældres sex- og kærlighedsliv blive taget op som emne. På film og tv såvel som i sundhedsvæsnet og hos organisationer som Sex & Samfund, der tidligere udelukkende fokuserede på unge.

Af samme grund er folk ved at vænne sig til tanken om, at en sund seksualitet også kan eksistere mellem et par rynkede kroppe, fortæller Morten Emmerik Wøldike.

- Der spreder sig i disse år et mere positivt syn på ældre og seksualitet og en bevidsthed om, at seksualitet og intimitet ikke bliver mindre vigtigt, i takt med at man bliver ældre, siger han.

Projektlederen hos Sex & Samfund opfordrer derfor både pårørende og professionelle til at være åbne og forstående, når seniorer udtrykker sådanne behov.

Omvendt opfordrer han også seniorerne til at respektere andres grænser.

For eksempel i forhold til deres børn, som det er tilfældet i tirsdagens afsnit af 'Landmand søger kærlighed', hvor Jørgen Pahus møder dele af Kirsten Marie Skaarups familie og ikke holder sig tilbage fra en fræk kommentar.

- Det er svært at sætte en universel grænse for, hvor meget man bør dele. Grænsesætningen må man selv foretage i de pågældende par og familier, siger Morten Emmerik Wøldike og tilføjer:

- Derfor er det altid en god idé at lodde stemningen og give børn og pårørende mulighed for at sige fra over information, de ikke har lyst til at blive indviet i.

Følg 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 PLAY og tirsdag klokken 20.00 på TV 2.