Landsholdsspiller har valgt sammenholdet frem for drengedrømmen

I samarbejde med Normal

Ambitiøse Peter Frank Jørgensen er på døvelandsholdet i bowling, men han holder fast i samværet med ligestillede i klubben Døvania.

Kugler der ruller, kegler der vælter og 80’er musik, der brager ud af højtalerne. De fleste, der har været i en bowlinghal, kender lydene. De er så karakteristiske, at man ikke ville være i tvivl om, hvor man befandt sig, selvom man havde bind for øjnene. For bowlingklubben Døvania er det en helt anden sag.

Det er onsdag aften i Grøndal Centret i Københavns Nordvestkvarter, og ni spillere fra Døvania bowling er i fuld gang med den ugentlige træning. Der laves strikes, uddeles high fivesog iført de blå polotrøjer med klublogoet på brystet, ligner Døvania ved første øjekast et bowlinghold som alle andre. Men forskellen er væsentlig.

DE PASSIONEREDE DANSKERE

Denne artikel er en del af artikelserien ’De passionerede danskere”, der præsenteres i samarbejde med Normal.

I serien stilles der skarpt på de gode, skæve og rørende historier fra det frivillige Danmark og de mange foreninger rundt om i landet.

Vi møder ildsjæle og foreningsmedlemmer i deres rette element og undersøger de mangfoldige fællesskaber, som binder dem sammen. 

Når Døvania bowler er der ingen højlydte sejrsråb eller frustrationsudbrud, men til gengæld masser af fagter, gestik og mimik i form af tegnsprog. I den københavnske bowlingklub har spillerne det til fælles, at de er døve eller mangler det meste af høresansen. Og så selvfølgelig at de brænder for deres sport.

I Døvania lægger de ikke skjul på, at det er det sociale og samværet med ligestillede, der tæller. Det gælder også for klubbens landsholdsspiller Peter Frank Jørgensen.

- På landsholdet er det meget seriøst, og træningen er fokuseret. Her er der mere småsnak og hygge indimellem, men det er også derfor, jeg rigtig godt kan lide at spille her, siger Peter Frank Jørgensen, der i dag har en tolk med, som kan oversætte for TV 2s journalist.

square to 16x9

Bowlingklubben Døvania. Peter Frank Jørgensen står forrest til venstre

For Peter var det en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da han i 2014 blev udtaget til døvelandsholdet for første gang og kunne bytte Døvanias lyseblå farver ud med den røde-hvide nationaldragt. Sidste år var Døvania-spilleren med døvelandsholdet til OL i Tyrkiet, og i år deltog han ved Europamesterskabet i München.

- Det er utrolig spændende at være med landsholdet, og jeg har allerede fået mange gode oplevelser ud af det på højt niveau. Derfor stræber jeg selvfølgelig også efter at blive udtaget igen næste gang, siger Peter.

Døvania

Døvania blev grundlagt d. 9. Juni 1904. Klubben er den ældste idrætsforening for døve i Danmark.

I begyndelsen hed foreningen Døvstumania. Navnet holdt i 52 år, før det blev ændret til Døvania. Årsagen til navnesforandringen var, at ordet ”Døvstum”, ikke længere blev anvendt i Døveloven fra 1950.

Foreningen rummer i dag 10 forskellige afdelinger: Badminton, kvindefodbold, orientering, bordtennis, golf, volleyball, motionist, cykelsport, håndbold og bowling.

Foreningen har 190 medlemmer som mest er aktive idrætsudøvere. 

Kilde: Dansk Døve-Idrætsforbund

Den 39-årige landsholdsspiller sender en kugle afsted, og allerede inden den har nået sin destination, knytter han næven i triumf. De fleste af skuddene fra Peter skruer fra det yderste punkt på det blanke parketgulv og lige ind i midten af de opstillede kegler. Ofte med en strike eller en spare til følge. Efter få runder viser pointavlen da også, at han er komfortabelt foran sine holdkammerater.

Foruden træningen med Døvania hver onsdag træner Peter Frank Jørgensen også for sig selv et par gange om ugen for at forbedre sit spil. Peter er meget bevidst om, at han formentlig kunne blive endnu bedre, hvis han skiftede til en hørende klub med et mere konkurrenceminded set up og med dygtige trænere, der kunne coache ham.

- Der er ikke en rigtig toptræner i Døvania, og det savner jeg. Men Døvania er min klub, og jeg holder rigtig meget af at spille her på grund af det sociale sammenhold, vi har. Her kan jeg være mig selv blandt andre døve, og det er rigtig vigtigt for mig, siger Peter.

Bowling er blot en af flere sportsgrene i Døvania, der er en idrætsforening for hørehæmmede, der rummer sportsgrene som fodbold, badminton og håndbold.

Det er en broget flok, der er mødt frem til træningen på bane 11 og 12. Der er både helt unge, der lige er startet på holdet og ældre, som har været en del af klubben gennem årtier. Nogen af medlemmerne har lidt hørelse tilbage, mens andre slet ingen har. Og så har klubben også to hørende medlemmer. Det, der binder fællesskabet sammen, er tegnsprog og det sociale fællesskab, fortæller klubbens formand Kristin Martinsen.

- Vi har et godt sammenhold her i klubben, da vi har mere end én ting til fælles. Udover vores interesse for bowling er vi fælles om at have høretab og bruge et andet sprog, nemlig tegnsprog.

- Som døv kan det være svært at være en del af det, man populært kalder den tredje halvleg, hvis man spiller i en klub for hørende. Selvfølgelig kan man få en tolk med sig, men man mister hele small talk-delen og det samspil, der lige umiddelbart foregår mellem andre i klubben eller på holdet. At man kan være fælles om noget, grine sammen og nyde det sociale fællesskab er en utrolig vigtig del af foreningslivet, og det er derfor, mange vælger at spille i Døvania.

Sport er en central del af døvesamfundet

I Danmark har døvesport og foreningsliv traditionelt spillet en stor rolle blandt døve. Med stiftelsen af Døvania, dengang Døvstumania, i 1904 var døve den første handicapgruppe, der fik deres egen idrætsforening. Døvstumanias mål var at fremme døves muligheder for at lave idræt samt at opfordre døve til at dyrke det.

Ifølge eksperter blev idrætten hurtigt et forum, hvor døve kunne samles og deltage i det sociale liv, da mange døve kan risikere at blive isolerede blandt hørende i samfundet.

- Nogen døve føler meget naturligt en isolation, fordi de ikke har den samme mulighed for kommunikation, når de er sammen med mennesker, der ikke kan tegnsprog. Her spiller døveidrætten en vigtig rolle, da sport er en stor del af døves identitet og sociale liv, fortæller seniorforsker Steen Bengtson, der i 2014 stod bag en undersøgelse om levevilkår for døve og svært hørehæmmede i Danmark.

I Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) deler man opfattelsen af, at idræt og foreningsliv er en vigtig del af døvesamfundet.

- Døve og svært hørehæmmede er meget sociale, og næsten alle kender hinanden. Og mange har et stort behov for at være sammen med andre ligestillede. Når man mødes i foreningerne, har man et sted at være uden at skulle tænke på alle de udfordringer, der ofte er forbundet med at være i hørende klubber, siger Joachim Thor Krøyer, sekretariats- og elitechef i DDI.

Døve har ikke kun deres eget forbund, de har også deres eget OL. Deaflympics har eksisteret siden 1924, da det blev afholdt for første gang i Paris. For at kunne afvikle de mange sportsgrene tages alternative metoder i brug.

For eksempel bøjer fodbolddommerne et flag i stedet for at blæse i en fløjte, og i diverse løbsdiscipliner benyttes lys i stedet for en startpistol til at skyde løbene i gang. Ved legene er der ingen, der klapper eller hujer, så tilskuerne hepper på atleterne ved at vifte med flag og sende tegn gennem luften.

Tre fordele ved holdsport

Centerleder Jens Bangsbo fra Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet giver her sit bud på de tre bedste ting ved holdsport baseret ud fra forskningen.

Samvær: Holdsport danner tætte relationer, som er helt essentielle for ens livtrivsel.

Glæde: Holdsport skaber glæde, mens det dyrkes, hvilket betyder, at deltagerne ikke føler det så belastende.

Fastholdelse: Holdsport får i højere grad voksne til at fortsætte med at dyrke motion sammenlignet med, når de går i fitness.

- Der har været mange diskussioner gennem årene om, hvorfor døve ikke er med til paralympiske lege. Og vi er jo handicappede, men vi føler ikke rigtig, at vi kan være med på lige fod med de handicappede. Vi har ben, vi har arme – vi har det hele. Men skulle vi være med der, vil vi igen føle os uden for. Vi døve har samme sprog, samme kultur og deler meget selv på kryds og tværs af landegrænser, så derfor har vi døve vores eget OL, siger Kristin Martinsen.

For Peter Frank Jørgensen er det en ambition at komme med til Deaflympics igen i 2021, som enten skal afholdes i Los Angeles eller Dubai. Men først gælder det udtagelsen til VM næste år i Taiwan.

- Jeg ved ikke endnu, om jeg bliver udtaget til næste slutrunde, men det er selvfølgelig min målsætning at komme med, siger landsholdsspilleren.

Fællesskab eller elite?

I Døvania har døve ingen væsentlige ulemper sammenlignet med hørende bowlingspillere. Når mix- og herreholdet i klubben stiller op til kampe, er modstanderne da heller ikke hørehæmmede som medlemmerne i døveklubben. Alligevel overvejer medlemmer af Døvania fra tid til anden at skifte til en hørende bowlingklub for at spille på et højere plan.

- Vi kan ikke komme udenom, at det er vigtigt for vores idrætsudøvere på landsholdene at blive inkluderet i hørende klubber. Her kan de få træning på det rette niveau, som er så nødvendigt, hvis Danmark skal have chancer for at skabe nogle gode resultater ved slutrunderne og eventuelt hente medaljer med hjem, siger Joachim Thor Krøyer, sekretariats- og elitechef i DDI.

Formand Kristin Martin har selv prøvet at spille i en hørende håndboldklub, fordi der ikke var et alternativ på det tidspunkt. Og det var ikke altid nemt, erkender hun.

- Som døv skal man have lidt spidsere albuer. Man skal være ”den gode på holdet” og hele tiden vise, at man gerne vil være en del af kollektivet. Jeg elskede håndbold, men jeg var også nødt til at gå på kompromis med det sociale, siger hun.

Lige nu står Peter Frank Jørgensen i et dilemma. Skal han fortsætte i Døvania, som han holder så meget af, eller skal han skifte klub for bedre at kunne forfølge sine sportslige ambitioner.

- Jeg har tit overvejet at skifte, og det gør jeg for så vidt stadigvæk. Men lige nu bliver jeg i Døvania, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger han.