28-årig ventede forgæves på svar fra date - ny tendens vinder indpas i datingmiljøet

De nye datingmetoder kan smadre selvværdet, advarer eksperter.

Efter en god date med mange øl og lange samtaler sendte 28-årige Christoffer Mygind Juul en håbefuld besked:

- Det var hyggeligt. Jeg synes, vi skal ses igen.

Med sommerfugle i maven ventede han på et svar. Men det kom aldrig.

Christoffer Mygind Juul måtte sande, at han var blevet ghostet, fortæller han i 'Go' morgen Danmark’.

Og han er ikke den eneste.

Ghosting er ligesom simmering, icing og power parting et nyt begreb i datingjunglen.

Hver især beskriver ordene en måde at blive afvist eller holdt hen, som nu er blevet så udbredt, at man nok ikke kan undgå at støde på dem, hvis man leder efter en partner, lyder det fra flere eksperter.

I bunden af artiklen kan du læse, hvad ghosting, simmering, icing og power parting betyder.

Så mange ghoster

Sådan er undersøgelsen lavet

Happns kortlægning er baseret på en nordisk undersøgelse blandt 2.231 brugere af appen. Heraf 700 danskere. Undersøgelsen blev lavet i januar 2018 i et online spørgeskema.

Kun fire procent foretrækker at blive ghostet eller iced - med brat eller gradvis ophold i kommunikationen. 

Det, som brugerne frygter ved at afvise en date, er:

At personen bliver ked af det eller såret: 55 %

At personen synes, jeg er et ondt menneske: 12 %

Det er ikke noget, jeg tænker over: 12 %

At jeg kommer til at fortryde det: 6%

At personen synes, jeg er overfladisk: 5%

At personen bliver vred: 3%

Ved ikke: 9%

Kilde: Happn

I en undersøgelse lavet af datingappen Happn svarer ni procent af de adspurgte brugere, at de selv gradvist holder op med at svare på sms’er, når de skal fortælle, at de ikke er interesserede i at ses igen efter første date.

Det er en tendens, der også ses i andre lande end Danmark.

Sådan lyder det fra den belgiske psykoterapeut og datingekspert Esther Perel, som har skrevet flere bøger om emnet.

Og det er problematisk, når man vrager sin date uden at give vedkommende klar besked, lød det fra Esther Perel i det amerikanske onlinemagasin Lifehacker.

Det kan nemlig gøre mere skade end gavn, når man bare lader kontakten rinde ud - eller helt afskærer kontakten uden varsel.

- Når vi oplever tilbageholdende kærlighed, beskeder og forhold, så ødelægger det virkelig vores selvtillid og selvværd, siger hun.

Det kan ødelægge selvværd

Hun peger også på, at tendenser som icing, simmering og ghosting alle er udtryk for manglende empati i vores samfund.

Sådan kan du skrive 'den sidste besked'

Datingekspert Esther Perel har fire bud på, hvad man kan skrive i ‘den sidste besked’ til en, man har datet:

  • Tak for det, jeg har oplevet sammen med dig.
  • Det her vil jeg tage med mig fra dig.
  • Det her vil jeg have, at du tager med dig fra mig.
  • Det her er, hvad jeg ønsker for dig fremadrettet.

Kilde: Estperperel.com

Afvisningerne - eller manglen på samme - promoverer nemlig egoisme og fratager os ansvaret for de konsekvenser, vores handlinger har for andre, lyder det.

Parterapeut Martin Østergaard genkender problemet. Han oplever også, at tendensen kan gøre stor skade.

- Dating kan være noget af det mest ødelæggende for selvværdet, og man kan blive fuldstændigt sendt til tælling efter ganske kort tid. Her gælder det om at komme ud af det, hvis man kan mærke, at man er i en relation, der tager selvværdet fra en, siger han.

Afstemning

Dog mener Martin Østergaard ikke, at det er alle, der bliver lige påvirket af en afvisning.

Oplever man, at det rammer hårdt, kan man spørge sig selv, om det kan skyldes, at man i forvejen oplever et tema af 'afvisning' i sit liv, lyder det.

- Hvis det slår dig ud, så er det væsentlige måske gaven i at opdage, at dit selvværd kan være udfordret. Det giver dig mulighed for at tage en pause fra datingscenen, som tærer på dit selvværd. Så kan du arbejde videre på at få det bedre, siger parterapeuten.

Han mener i øvrigt, at man skal bestræbe sig på at rive plasteret af i en fart og give ren besked i stedet for at pakke ind og trække ud.

28-årig har udsat andre for det samme

Christoffer Mygind Juul er enig med eksperterne.

Han ville have sat pris på at få en sidste besked fra den mand, han havde været på date med.

Han gik længe rundt og tænkte, om det var ham, der havde gjort noget forkert.

- Man kommer til at føle sig meget lidt værd, for tænk, hvor ligegyldig man er, når nogen ikke engang gider bruge tid på at sige: “Tak, men nej tak”. Eller i det mindste bare komme med en dårlig undskyldning, siger den 28-årige.

Christoffer Mygind Juul ville klart foretrække bare at få ren besked, så han ikke skulle gå og tænke på det og kigge håbefuldt på telefonen.

- Jeg fik det vildt dårligt med mig selv. Det gav mig en følelse af, at jeg ikke var god nok, og så gik jeg og tænkte over, hvad det kunne skyldes, siger Christoffer Mygind Juul i 'Go' morgen Danmark'.

Ifølge undersøgelsen fra Happn er han ikke den eneste, der har det sådan.

Datingappens undersøgelse viser, at 80 procent af de adspurgte ville foretrække at blive droppet ansigt til ansigt eller i en sms.

Og Christoffer Mygind Juul har besluttet sig for, at det er noget, han vil gøre fremover. Han har selv prøvet at ghoste en date, men i dag mener han ikke, at det er i orden.

- Jeg havde fået ind i hovedet, at fordi det var en ret kort date, så var det ok, at jeg ikke skrev. Så kunne han nok regne det ud. Men senere fik jeg faktisk en besked, hvor han spurgte, hvorfor jeg ikke havde svaret ham.

Christoffer Mygind Juul håber, at tendensen kan blive vendt, og at vi alle tænker mere på hinandens følelser, før vi afskærer kontakten.

Kender du de nye datingbegreber?

Ghosting

Definition:
Når du ender kommunikationen pludseligt og fuldstændigt med en, du dater, men ikke længere har lyst til at se.
Afsenders intention:
Du kan ikke overskue den smerte, det vil betyde for din date, så du gør det usynligt for dig selv ved bare at 'forsvinde'. 
Typisk besked:
Ingenting.
Modtagers oplevelse: 
På kort sigt: Følelsesmæssigt kaos. I det længere løb: Forvirring og tvivl. Og på endnu længere sigt: Vrede.

Icing

Definition:
Når du opfinder begrundelser for at sætte 'forholdet' på pause. Eksempelvis: "Jeg har lidt for travlt lige nu".
Afsenders intention: 
Du vil gerne have din date til at holde interessen for dig og være 'klar', hvis du ændrer mening. Det er lige dele egoisme og ængstelighed for, om du nu er sikker i din sag. 
Typisk besked:
"Det er vildt travlt på jobbet lige for tiden, og jeg er nødt til at fokusere på det. Jeg glæder mig til at ses, når jeg har lidt mere tid".
Modtagers oplevelse: 
Din date ved godt, hvad du har gang i, og at du bare ikke tør afslutte forholdet. Det er den hurtigste rute til frastødelse.

Simmering

Definition:
Når du langsomt reducerer frekvensen af aftaler og kommunikation med din date. 
Afsenders intention
Kemien er der måske ikke helt. Men du kan godt lide sikkerheden i ikke at være alene, mens du vil have frie tøjler til at lede efter andre muligheder.
Typisk besked:
"Undskyld for kort varsel, men jeg kan ikke ses i aften alligevel. Måske kan vi ses i ugen efter næste uge?"
Modtagers oplevelse:
En svag fornemmelse af, at noget er galt, og at enden for forholdet er nær - dog uden konkret 'bevis' til en konfrontation.

Power parting

Definition:
Når du endegyldigt afslutter forholdet i et tydeligt og klart sprog, der ikke kan misforstås med håbefulde tanker fra din date.
Afsenders intention:
Du kender og stoler nok på dig selv til at vide, når kemien bare ikke er der, og du har tillid til, at du finder den rette i fremtiden.
Typisk besked:
"Det her fungerer ikke for mig. Tak for det, vi delte sammen. Jeg har nydt vores tid og ønsker dig alt det bedste".
Modtagers oplevelse:
Afklarethed og afslutning, kortere heling og intet hjemsøgende håb næret af tvetydige ord.