Nybyggerpar vandt lejlighed for under et år siden - nu bliver den sat til salg

Flere begivenheder fik nybyggerpar til at indse, at de ikke kunne blive boende i vinderlejligheden i Hedehusene.

Glæden var stor, da det aarhusianske par Charlotte og Fredrik løb med sejren i seneste sæson af 'Nybyggerne'.

Og i august kunne de flytte ind i deres vinderlejlighed i Hedehusene på Sjælland til en værdi af 3,4 millioner kroner.

Men nu har parret taget en stor beslutning. De hiver nemlig teltpælene op endnu en gang og vender næsen tilbage mod Jylland, fortæller Charlotte Jakobsen.

- Det kommer sig nok mest af, at jeg er kommet ind på uddannelsen Visuel Antropologi i Aarhus, der kun ligger der. Og så tror jeg også bare, at vi længes hjem, siger hun til TV 2.

Blev forældre til lille dreng

Sidste år var et overvældende og begivenhedsrigt år for det aarhusianske par. For det var ikke kun boligen, der blev større. I efteråret blev to til tre, da deres lille dreng, Viggo, kom til verden.

Og det satte tanker i gang hos den lille familie.

- Vi har overvejet det meget, for vi er rigtig glade for selve lejligheden. Men i længden kan vi ikke se os selv bo i Hedehusene, som vi ikke som sådan har noget forhold til, siger Charlotte Jakobsen.

- Nu kom jeg ind på den uddannelse, og så gav det bare mening. Jeg kan heller ikke pendle så meget med en baby på knap et år.

Intet børneværelse

Den lille nye beboer har da også resulteret i, at den selvlærte handymand og -kvinde måtte finde værktøjet frem igen og genoverveje nogle af de løsninger, de havde valgt under optagelserne til 'Nybyggerne'. 

Der manglede både et børneværelse og mere opbevaringsplads i resten af lejligheden. Derfor var der rig mulighed for at få genopfrisket nogle af de fingerfærdigheder, de havde tillært sig i programmet.

Badeværelset, som parret ellers fik meget ros for i programmet, har fået den helt store tur igen.

Gæsteværelset er blevet inddraget til børneværelse.

Også spisestuen er blevet malet, og så er den gamle dør, der før fungerede som spisebord, blevet skiftet ud.

Det bliver da heller ikke nemt for parret at sige farvel til den lejlighed, de selv har indrettet. Derudover har det også bekymret dem lidt, om seerne af 'Nybyggerne' ville synes, at det var utaknemligt af dem at sætte vinderlejligheden til salg.

- Selvfølgelig er det kun os, der skal afgøre, hvad der er bedst for os. Men vi var bange for, at der var nogle, der følte, at de havde aktier i det efter at have stemt på os, siger Charlotte Jakobsen.

- Vi har dog fået så mange rørende beskeder, hvor folk skriver, at de ikke stemte på os, fordi vi skulle bo i grøn lejlighed, men fordi vi havde fortjent en hjælpende hånd. Det har vi fået, og det giver os muligheden for at realisere nogle drømme.

Charlotte og Fredrik er vindere af 'Nybyggerne 2018'
Charlotte og Fredrik er vindere af 'Nybyggerne 2018' Foto: Metronome/TV 2

Hvor drømmene helt præcis skal realiseres, når lejligheden kommer til salg 1. februar, ved de ikke endnu - udover at det bliver i Aarhus. Men de vil gerne ud i naturen, hvor der er luft og ro - og så er de ikke afskrækket af at skulle renovere noget selv.

Det bliver dog ikke lige så intenst som 'Nybyggerne', understreger Charlotte Jakobsen.

- Jeg har mit studie, Fredrik skal ud og arbejde fuldtid, når han bliver færdig som lærer, og så har vi jo også vores søn.

Ikke de første nybyggere med hjemve

De er ikke det første nybyggerpar, der har måttet sætte deres vinderbolig til salg på grund af hjemve. Lise Vandborg og Michael, der vandt sæson to af 'Nybyggerne' og dermed et hus i Farum, nåede at bo i huset i omkring to år.

Men sidste år måtte de indse, at de savnede familien i det nordjyske for meget.

Charlotte og Fredrik er efter et lille halvt år på Sjælland klar til at vende hjem til Aarhus.
Charlotte og Fredrik er efter et lille halvt år på Sjælland klar til at vende hjem til Aarhus. Foto: Privatfoto

- Vi har været super glade for at bo her. Det har været virkelig dejligt. Men det har også været noget, vi vidste ikke var for evigt. For vi er bare ikke sjællændere, sagde Lise Vandborg.

Det har dog ikke været enden på nybyggerdrømmen. Der venter i stedet parret et nyt og endnu større byggeprojekt i Lise Vandborgs hjemby, der ligger i Rold Skov i Nordjylland.

Onsdag 30. januar klokken 20.00 er der ny sæson af 'Nybyggerne' på TV 2 og TV 2 PLAY.  Emil Thorup er ny vært, og Mette Helena Rasmussen og Ask Abildgaard er dommere.

Charlotte og Fredrik vinder 'Nybyggerne 2018'. Video: Jacob Carlsen