Eksperter: Derfor er danskerne de mest utro i Europa

16x9

Det kan godt være, at vi danskere i adskillige undersøgelser er blevet kåret som verdens lykkeligste, men til gengæld går det ikke så godt, når vi ska

Det kan godt være, at vi danskere i adskillige undersøgelser er blevet kåret som verdens lykkeligste, men til gengæld går det ikke så godt, når vi skal måle på vores troskab i forhold til vores partner. En ny undersøgelse foretaget af analysebureauet YouGov viser nemlig, at danskerne sammen med finnerne indtager en kedelig førsteplads som det mest utro folkeslag i Europa.

Hele 32 procent af de danske og finske respondenter i undersøgelsen indrømmer, at de har været en partner utro. Men sexrekorderne stopper ikke her - sammen med finnerne er vi danskere nemlig også det folkeslag, der ser mest porno (63 procent), det folkeslag, der har flest one night stands (51 procent - og her har vi førstepladsen for os selv) og det folkeslag, hvor flest har haft sex et offentligt sted (41 procent - og også her har vi førstepladsen for os selv).

Vi har præsenteret undersøgelsens resultater for sexolog og parterapeut Rikke Thuesen og sociolog Emilia van Hauen – ingen af dem er overraskede over danskernes kedelige rekorder. Rikke Thuesen fortæller til tv2.dk, at utroskab, porno og sex på offentlige steder alt sammen kan være et udtryk for, at vi dybest set er utilfredse med vores liv, mens Emilia van Hauen påpeger, at undersøgelsens resultater kan læses som et udtryk for, at kvinderne har taget ejerskab over deres egen seksualitet.

Ja, den er god nok: Vi er meget utro

- Vi er meget utro i Danmark, det er også min helt klare fornemmelse. Jeg tror, det hænger sammen med en grundlæggende utilfredshed. Vi er opdraget til, at vi skal have det hele for at være en succes, og vi stiller store krav til vores partner: ’Jeg vil have det her af dig’. Og når det så ikke lykkes, så vil vi ikke nøjes, og vi fylder vores tomrum med noget andet. Og det andet kan være sex, i form af utroskab og one night stands med kollegaen eller en anden – men det kan også være i form af mad, narko, alkohol, spil eller arbejde, fortæller Rikke Thuesen.

Og Emilia van Hauen er helt enig – hun supplerer:

- Utroskab er virkelig, virkelig udbredt i Danmark, og det er blevet mindre tabubelagt end tidligere. Se bare en hjemmeside som Victoria Milan, der opfordrer til og lever af utro mennesker – de er jo i høj grad med til at gøre utroskab mere udbredt. Når nu det er så udbredt, og så mange mennesker praktiserer det, så er det faktisk ret interessant, at vi taler så lidt om det. For der er jo en grund til, at vi er utro, og den skulle man måske nok begynde at tale noget mere om.

Sociologen mener, at kvinders ændrede forhold til deres seksualitet spiller ind i en undersøgelse som den her:

- Kvinder har taget ejerskab over deres seksualitet, de lever den ud på egne præmisser, og det kan faktisk komme som en overraskelse for både kvinder og mænd, at kvinders seksualitet minder så meget om mænds – de ser både porno og er utro, og det kan være med til at hive tallene op i en undersøgelse som denne, siger Emilia van Hauen til tv2.dk.

- Vi er fremme i bussen, når vi snakker sex

Når man læser sådan en undersøgelse som den her, må man også holde sig for øje, at vi i Danmark er mere ærlige og frisindende end befolkningen i for eksempel de sydeuropæiske lande. Vi er meget fremme i bussen, når vi snakker sex. Vi er vant til en kultur, hvor det er dagligdag at høre om swingerklubber og analsex i aviser og på tv. Når der er sex overalt, får det en selvforstærkende effekt, hvor mange mennesker skruer op for blusset, fordi man ikke vil være unormal, fortæller Rikke Thuesen til tv2.dk.

Og Emilia van Hauen peger også på frisindet som en vigtig forklaring på, hvorfor seksualiteten fylder så meget:

- Frisindet er en af de vigtigste værdier i vores samfund, og i modsætning til andre lande tillader vi os formodentlig at være mere ærlige og frisindede, når vi skal svare i sådan en undersøgelse. Den negative side af frisindet er ligegyldighed, og det er dét, der kommer til udtryk, når unge danskere har verdensrekorden i druk – eller når vi rask væk kaster os ud i utroskab

Utroskab kan være mange ting

Det seksuelle frisind har en bagside - det oplever Rikke Thuesen, når hun modtager klienter i sin praksis:

- Jeg møder mange par i min praksis, som netop oplever problemer og kan føle sig unormale, fordi de læser alle de her undersøgelser og artikler om, hvordan sexlivet skal være. Når de så egentlig har det fint med helt almindelig, tryg og nær sex, hvor man hverken hænger i lysekronerne eller går i swingerklub, og måske ovenikøbet kun dyrker sex en gang om ugen eller mindre end det, ja, så kan man komme til at føle sig helt unormal. Men der er faktisk rigtig mange, der har det sådan, og som trives med det.

- Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at undersøgelser som den her tit kan vise et unuanceret billede af virkeligheden. Resultaterne kommer jo helt an på, hvordan spørgsmålene er stillet, og der er altså forskel på at have været sin kæreste utro, når man er 22 år og usikker på, om man er sammen med den rette, eller at være utro, når man er 42 og sidder i et fast etableret forhold med børn, hus osv, siger sexologen til tv2.dk.

Kommer det bag på dig, at danskerne, sammen med finnerne, har Europa-rekorden i utroskab? Skriv en kommentar på vores Facebookside ved at følge linket her på siden.