Din søvn er afgørende for din succes

16x9

Din søvn er helt afgørende for, hvordan du bliver opfattet på dit arbejde. Det viser et nyt studie fra Stockholms Universitet.

Studiet viser, at vi opfatter folk, der ser søvnige ud, som mindre friske og mindre attraktive. Og disse personer er vi ikke interesseret i at omgås, og derfor også mindre villige til at give et job, skriver VG.

- Der er forsket meget i, hvad søvnmangel gør ved mennesker, men ikke hvordan omverdenen opfatter mennesker, der ser trætte ud. Derfor ville vi undersøge, om mennesker, der ser trætte ud, bliver vurderet mere negativt end andre, siger Tina Sundelin fra Stockholms Universitet, som står bag undersøgelsen.

Resultaterne fra undersøgelsen er på ingen måde overraskende, vurderer søvnekspert og søvnvejleder Michael Rasmussen.

- Søvnen ødelægger ens genopbygningsmønster - derunder også huden, og det giver sorte render under øjnene, hvilket ikke signalerer sundhed, forklarer Michael Rasmussen til TV 2.

Træthed smitter af på udseendet
I studiet har 288 personer vurderet billeder af 48 personer. Hver af de 48 personer fik taget et billede, efter de havde sovet igennem en hel nat og et billede, hvor de havde haft en hel søvnløs nat. Derefter blev personerne på billederne vurderet på forskellige parametre - deriblandt om de adspurgte kunne tænke sig være kollega med testpersonerne og omgås dem privat.

Resultatet var klart. Billederne af de trætte mennesker blev klart vurderet mest negativt. De blev vurderet som mindre attraktive, mindre sunde, mindre pålidelige og som dårligere medarbejdere og ledere. Ifølge Tina Sundelin skyldes det, at søvnen smitter af på udseendet.

- Alle ved, at det er vigtigt at få nok søvn. Alligevel er der mange, der vælger nogle af de nødvendige timer fra til fordel for at sidde oppe og arbejde, se tv-serier eller surfe rundt på nettet. Forhåbentlig kan disse resultater bidrage til, at den nødvendige søvn prioriteres over mindre vigtige aktiviteter, siger Tina Sundelin.

Prioriter søvn frem for arbejde
Hvis du er i en presset situation, hvor du skal vælge mellem arbejde og søvn, så vil Michael Rasmussen altid anbefale en ekstra times søvn.

- Hvis du ikke sover længe og nok, kan du ikke koncentrere dig og være årvågen på jobbet. Yderligere svigter din hukommelse også. Derfor er det vigtigt, at du får nok søvn, for det er forudsætningen for at præstere, for i søvnen bliver du genopbygget, fortæller Michael Rasmussen.

Netop fordi søvnen er så afgørende, mener han også, at arbejdspladserne bør fokusere på, at behandle søvnløshed og ikke kun stress.

- Søvn og stress hænger uløseligt sammen. Det er umuligt at blive stresset, hvis du sover nok, så derfor bør vi have mere fokus på et sundt søvnmønster, siger Michael Rasmussen.