Årets julegave? Her er Christian Bitz’ bud på fem sunde julegaver

Mangler du stadig et par julegaver? Så kunne det måske være en idé med en sund julegave.

Flæskesteg, æbleskiver og pebernødder. Med julen følger der som regel også et par ekstra kilo på sidebenene, og derfor kan man med fordel tænke sundhed ind, når der skal gaver under træet juleaften den 24. december. 

Opfordringen kommer fra sundhedsekspert Christian Bitz, der mener, at vi skal være bedre til at tage ansvar for hinandens sundhed.

- Jeg synes, sundhed er blevet mere egoistisk. Jeg løber en tur og ser på Endomondo, hvor langt jeg er løbet, i stedet for at tage et familiemedlem eller en ven med på løbeturen. Vi har også et ansvar for at få andre med, sagde Christian Bitz torsdag morgen i Go’Morgen Danmark.

Her erkendte han, at man nok ikke bliver særlig populær, hvis man uopfordret lægger et par løbesko under juletræet. Til gengæld havde han fire alternativer til sunde julegaver med i studiet: Et gavekort, et syltetøjsglas med hasselnødder, en skridttæller, en salatslynge og en eddikekalender. 

  1. Gavekort til en middag: Det handler om, at man giver sig selv væk. At man tager hjem til en god ven og laver en sund middag. Jeg hører ofte, at tid er en barriere for sundhed. Så hvis man tager ansvar for sine medmennesker og viser, at man godt kan lave et godt sundt måltid, som man kan nyde sammen.
  2. Glas med sunde snacks: Det kan være hjemmelavede ristede hasselnødder. Sæt dem i ovnen 175 grader i 10-12 minutter, put dem i et fint glas og læg opskriften ved som gave.
  3. Skridttæller: Man skal gå 10.000 skridt hver dag, og der er skridttælleren et godt mål for, at man skal bevæge sig.
  4. Salatslynge: Med en salatslynge får mange den her helt sprøde lækre salat. 
  5. Eddikekalender: Hver måned får man en nye eddike. Der er så mange forskellige smagsvarianter, og eddike er med til at hæmme fedtoptagelsen.