Allan gennemgik hjerneoperation: Sådan føltes det at være vågen imens

40-årige Allan Egested var ved fuld bevidsthed under en tre timer lang og kompliceret hjerneoperation. Her fortæller han, hvordan det føltes.

I tirsdagens afsnit af 'Holder Danmark i live' kunne seerne følge 40-årige Allan Egested fra Aalborg, mens han fik fjernet en tumor på tre centimeter i diameter fra sin hjerne.

Ikke alene var operationen kompliceret og risikofyldt, fordi tumoren sad meget tæt på områder i hjernen, der styrer førligheden i venstre side af kroppen. Allan skulle samtidig være ved fuld bevidsthed, så han kunne kommunikere med kirurgen og det øvrige personale undervejs.

- Selvfølgelig var det en underlig fornemmelse, at jeg kunne høre, hvordan de krattede i hjernen, og hvordan det susede i hovedet. Jeg kunne da også mærke små ting indimellem, men det var mest på grund af det stativ, som mit hovede var spændt fast med, fortæller Allan Egested til TV 2 om at være vågen under hjerneoperationen, hvor han ikke følte decideret smerte.

Se videoklip med Allan Egested og hans familie fra fjerde afsnit af 'Holder Danmark i live' øverst.

- Det skullle jo bare overstås. Der er ikke andre udveje end at kæmpe. Når man er i den situation, så finder man en indre styrke frem og er bare taknemlig for, at nogen kan hjælpe én, siger han.

Blev lam i venstre side efter den første operation

Selv om hjerneoperationen, som Allan Egested gennemgik d. 23. september 2015, var en barsk omgang, synes han selv, at den gik meget nemmere end første gang, han blev opereret i 2009.

- Dengang anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til. Så det var mere skræmmende. Og jeg var også så uheldig at få en infektion tre dage efter operationen, og jeg blev lam i hele venstre side af overkroppen, forklarer han om komplikationerne, der fulgte efter operationen for seks år siden.

Komplikationerne gjorde, at Allan Egested var ekstra længe om at restituere sig. Og det ville han gerne undgå ved hjerneoperation nummer to.

- Det tog et halvt år for mig at restituere mig den første gang. Så da jeg skulle opereres igen, bad jeg om ikke at komme i fuld narkose, da de skulle lukke mit hovede sammen igen. For jeg ville helst undgå at blive svækket, siger han.

'Holder Danmark i live'

* En helt almindelig onsdag i september 2015 fulgte 100 kameraer ansatte og patienter på landets hospitaler og i lægepraksisser og indfangede alt, hvad der skete på operationsstuerne, i fødeafsnittene, på børneafdelingerne og i akutmodtagelserne * 'Holder Danmark i live', som programserien hedder, viser et øjebliksbillede af det danske sundhedsvæsen, som 95 procent af danskerne er i kontakt med hvert år, og giver et indblik i, hvordan vi dagligt prioriterer de over 100 milliarder kroner, der hvert år postes i det * Programserien bygger på 'Keeping Britain Alive', der er blevet sendt på BBC. 'Holder Danmark i live' har 10 afsnit og sendes hver tirsdag klokken 20.50 på TV 2

Har overstået genoptræningen og arbejder på fuld tid

Nu, hvor der er gået næsten fem måneder siden operationen på Aalborg Universitetshospital, er Allan Egested for længst kommet op på fuld tid i sit arbejde som HR-chef i en it-virksomhed, og han har stort set ingen mén fra operationen.

- I sidste uge afsluttede jeg genoptræningen, og fysioterapeuten sagde, at han ikke kunne gøre mere for mig. Jeg er stadig lidt følelsesløs i min venstre tommel- og pegefinger, så indimellem kommer jeg til at lave en masse d'er på tastaturet. Men det bliver hele tiden bedre, lyder det fra den nu 41-årige familiefar, som lige efter operationen slet ikke kunne bruge sin venstre hånd. Se videoklip fra selve operationen her nedenfor.

Sammen med sin hustru, Jannie, har Allan Egested to sønner på henholdsvis syv og tretten år, som begge er vilde med at spille fodbold, og det betyder meget for ham at være med ude og se dem træne.

- Tidligere var jeg selv træner for drengene, så jeg prioriterer højt at følge med i deres udvikling. Jeg kan da også godt løbe og spille lidt med dem. Men jeg spiller ikke længere fodbold selv, for jeg vil ikke risikere at spille en oldboys-kamp og falde og slå mit hovede, så jeg måske bliver invalideret af det, konstaterer han.

Sørger for at være så meget sammen som muligt 

I dag har Allan Egested lært at påskønne de små ting i dagligdagen, og for ham handler det først og fremmest om at være så meget sammen med familien som overhovedet muligt.

- Vi sørger for at lave tingene sammen. Det kan være helt banale ting som at lægge et puslespil eller smøre madpakker. Det vigtigste er at være nærværende, når vi er der, og bare have det sjovt igen, siger Allan Egested, som er dybt taknemlig over den store støtte, han har fået både fra sin famiie og fra hospitalspersonalet.

- Jeg har den dybeste respekt for min kone og min tvillingebror, som har været med i hele forløbet. Det må næsten være endnu sværere at stå på sidelinjen og ikke rigtig kunne gøre noget. Jeg føler mig også priviligeret over, at jeg ved begge operationer har været omgivet af så kompetente mennesker som kirurg René Laursen og det øvrige dygtige hospitalspersonale. Det har været en god oplevelse hele vejen igennnem, slutter Allan Egested.

I videoklippet nedenfor vågner Allan Egested op efter den vellykkede hjerneoperation. 

Gik du glip af fjerde afsnit af 'Holder Danmark i live', kan du se det lige nu på TV 2 Play, hvor der også er snigpremiere på afsnit fem