Danskerne drikker ingefærshots som aldrig før: Det er unødvendigt

16x9
Ingefærshots er populære som aldrig før, men det er egentlig unødvendigt at tage en skarp, siger ernæringsrådgiver Per Brændgaard. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

7-Eleven regner med at sælge en million helseshots i år, og Coop forventer at fordoble salget af ingefærshots.

Hvis du ikke har ondt i hovedet, så tager du heller ikke en hovedpinepille.

Sådan siger ernæringsrådgiver Per Brændgaard om de populære og skarptsmagende ingefærshots, der frister sundhedsinteresserede i landets supermarkeder og kiosker. 

- Ingefær indeholder nogle stoffer, som muligvis kan være gavnlige i forhold til immunforsvaret og for folk, der lider af gigtsygdomme eller hvis man døjer med svimmelhed eller kvalme. Men det er mere ingefær som medicin. Hvis du ikke har kvalme, er der ingen grund til at tage noget, der er kvalmestillende, ligesom man ikke tager hovedpinepiller, hvis man ikke har ondt i hovedet, siger Per Brændgaard til TV 2. 

En million shots

De stærke naturlige shots er ellers populære som aldrig før.

Hos Coop Danmark forventer man at fordoble salget af ingefærshots i 2016 i forhold til året før, mens 7-Eleven, der både sælger ingefær-, rødbede- og chillishots - de såkaldte palæoshots - regner med at lange i alt en million helseshots over disken i år.  

- Der er ingen tvivl om, at nogen har mere brug for sunde alternativer end andre, og der vil altid være en diskussion herfra og til juleaften om, hvornår noget er sundt. Hvis du kun levede af gulerødder, ville det også være usundt, og det tror jeg godt, at danskerne kan abstrahere fra, siger Morten Vedel, der er indkøbschef hos 7-Eleven Danmark. 

Han fortæller, at kæden har brugt de sidste tre år på at fokusere på sunde valgmuligheder, og i dag har mindst hver fjerde kunde, der går ud af butikken, et sundt produkt i hånden. 

- Hvis alternativet er, at man går ud og køber en sodavand, så tror jeg stadig, at de her ingefær- og rødbedeshot er langt sundere, siger han. 

Helsekost med en markant smag, oplever vi som mere sundt.

Per Brændgaard

Per Brændgaard mener, at ingefærshottet har en placebo-effekt. 

- Det smager sundt. Smagen er stærk og karakteristisk. Det, vi ved fra placeboforskning, er, at hvis piller har en stærk farve, virker de meget bedre, end hvis de er hvide. På samme måde er det formentlig med helsekost. Helsekost med en markant smag oplever vi som mere sundt.

Det bakker ernæringseksperten Michelle Kristensen op om. Det skal helst smage lidt dårligt, før man føler sig rigtig sund, fortæller hun til TV 2.   

- Man føler sig ekstra sej. Uh, den var stram og den kradsede, men hold kæft, hvor er jeg sund nu, siger hun.

Ligesom Per Brændgaard fortæller hun, at det kan være gavnligt for nogen at spise ingefær. 

- Man ved, at det hjælper folk, der har kvalme eller gigt og at det har en betændelseshæmmende effekt. Men der er rigtig mange fødevarer, der har gode effekter, når man spiser dem. Vi har bare højnet ingefær til et højere niveau end eksempelvis broccoli på grund af de her ingefærshots. Men hvis man spiser en Marsbar og så tager et ingefærshot, skal man altså ikke tænke, at det udligner hinanden, siger hun. 

Det er desuden en skrøne og ikke videnskabeligt bevist, at ingefær nedsætter risikoen for influenza, fortæller Michelle Kristensen.

Hun drikker selv et ingefærshot i ny og næ, og mener også, at folk, der drikker de kradse drikke med måde, bør fortsætte, hvis det får dem til at føle sig bedre tilpas. 

- Hjernen spiller også meget ind på ens sundhed og hvis man føler, at man bliver sundere af at tage et ingefærshot, så er det en god spiral, siger hun.

Fraråder gravide at drikke ingefærshots

Hvis man er gravid, skal man dog være opmærksom på at undgå koncentrerede mængder af ingefær, og Per Brændgaard mener, at gravide helt bør holde sig fra ingefærshots.

Fødevarestyrelsen har frarådet kosttilskud med ingefær under graviditeten på grund af en risiko for fosterskader og abort, men oplyser samtidig, at man gerne må indtage en almindelig mængde ingefær i te og madlavning.