Få ryddet op i dit hoved og dit hjem

16x9
Mange bruger hovedrengøringen til at få renset ud i hjemmet, men rengøringsakten kan også bruges til at få renset ud i hovedet. Foto: didesign021 / Shutterstock

​Hovedrengøring er godt for dit hjem, men kan også hjælpe med at rydde ud i dit hoved.

Solen skinner ind ad vinduet og belyser støvet på de bøger, du aldrig får læst og den vase du fik i gave sidste jul, men aldrig har brudt dig om.

Dette er et tegn på, at du bør få ryddet ud, og måske er bøgerne og vaserne ikke det eneste, der har hobet sig op i dit hjem.   

Mange bruger hovedrengøringen til at få renset ud i hjemmet, men rengøringsakten kan også bruges til at få renset ud i hovedet.

- Der er et samspil mellem fysisk og mental hovedrengøring. De ting, vi rydder ud i, har noget at gøre med at få lagt noget fra fortiden væk - noget man ikke ønsker i sin nutid, siger psykolog Jacob Mosgaard.

8 køkkenting der røber din alder

Ryd ud og få overblik

Der er ingen tvivl om, at det er rart at være i et rengjort hjem, men hvordan kan hovedrengøringen hjælpe på tungsind og tankespind?

- For det første kan det betyde, at der kommer mere orden og mindre uro i hjemmet, og det giver i sig selv en beroligende virkning på sindet. Derudover kan det, at gøre noget ved ting, der har ligget for længe, være en måde at få sat bevægelse i sindet, så man ikke føler, at man går i stå.

Men alt gammelt skal ikke for enhver pris ende i skraldespanden. Betydningsfulde og minderige genstande kan have vigtig værdi for din videre udvikling.

- Det er godt at smide betydningsløse ting ud eller ting, som man bare har glemt at tage stilling til. Disse ting er bare forstyrrende. Men det er ikke nødvendigvis godt at smide ting ud, bare fordi de er fyldt med triste minder. Det kan være vigtigt at holde fast i dem, da de kan stå for noget vigtigt i livet, som kan hjælpe én til at tage stilling til sit liv, siger Jacob Mosgaard.

Søvn: drop de dårlige vaner inden sengetid

Meditativ hovedrengøring

For at komme godt i gang er det vigtigt at tage stilling til, hvad målet er med hovedrengøringen.

- For nogle kan det være godt at lave lister. For andre fungerer det omvendt. Det kan være, at meningen med hovedrengøringen bare er det meditative i det.

Når man så er færdig med at smide ud, opmagasinere og rokere rundt, så skal man mærke efter, om behovet er opfyldt.

- Det kan være udmattende, for man ændrer sig sammen med det. Når man rydder ud i sit hus, rydder man mange gange også ud i sit psykologiske hus. Man skal vænne sig til at være i det nye, og måske er det ikke færdigt. Det er en fortløbende proces, og det kan være, at man opdager, at der skal en lidt større skovl til at rydde ud, siger Jacob Mosgaard.

5 ting, der gør dit hjem gæstevenligt

Og selvom hovedrengøringen gør godt, så skal det, som alt andet, gøres med måde.

- Man skal ikke gå hver eneste dag og tænke over de evigt store spørgsmål, men det er godt at gøre med jævne mellemrum, siger han.