Ernæringsekspert: Her er næste års store tendens

Når det kommer til kost og ernæring, peger alle tendens-pilene mod en såkaldt ’flexitar’-bølge, vurderer ekspert.

Måske går du allerede og overvejer at indføre kødfrie dage, fordi det er sundt, godt for miljøet og for pengepungen.

I så fald er du så småt på vej til at blive 'flexitar' - en trend, der kun vil vokse sig større og større i det kommende år, mener ernæringseksperten Michelle Kristensen.

- Flexitar bliver det nye. Folk vil gerne være vegetarer, men man kan ikke helt overskue det på den lange bane. Så mandag til fredag lever man vegetarisk, og så fredag til søndag klapper man en halv ko på bordet, siger Michelle Kristensen i mandagens 'Go' morgen Danmark'.

Vegetar på deltid

Traditionelt set har danskerne ellers været en meget kødelskende nation. Men kigger man mod supermarkederne, så tyder det også her på, at trenden med at være deltids-vegetar har fundet sin plads. 

I sommer kunne P1 Morgen fortælle, at både Coop og Dansk Supermarked oplever en stigning i efterspørgslen af produkter, der kan erstatte kød. Og flere fødevarereksperter har de seneste måneder forklaret, at kødet spiller et langt mindre rolle hos danskerne end tidligere. 

Ifølge Michelle Kristensen passer 'flexitar’-bølgen godt ind i de kost- og træningstendenser, vi ellers har set det seneste år.

- Vi ser et skift fra, at det hele har handlet om kalorietælling og light-produkter til, at danskerne nu vil have ægte fødevarer, som ikke har været forarbejdet. Kroppen må også gerne have deller - bare den er sund og har godt med energi, forklarer hun.

Herunder får du tre bud på vegetariske retter: