Kristina fik en fødselsdepression: Først i dag kan hun elske sin søn

Kristina Sonne Damm fik en fødselsdepression, da hun for fire år siden fødte sin søn, Tristan. Først den dag i dag kan hun elske sin søn.

Da hun blev gravid, var hun lykkelig. Hun skulle være mor. Og forventningerne om den søde tid og det nye liv var høje. Men for Kristina Sonne Damm blev det langfra, som hun havde forestillet sig. Hun fik en fødselsdepression, og først fire år efter, at hendes søn kom til verden, kan hun nu elske ham som sin egen.

For Kristina Sonne Damm var fødselsdepresionen et resultat af, at hun ikke kunne mærke sin søn under graviditeten, fordi moderkagen sad i vejen. Og da hun skulle føde, følte hun heller ikke, at hun psykisk havde været en del af fødslen, fordi hun fik smertestillende.

Fakta om fødselsdepression

  • En fødselsdepression er kendetegnet ved, at man ikke kan føle glæde ved sit barn, og bebrejder sig selv, at man ikke er en god nok forælder.
  • Depressionen kan variere i forskellige grader - fra 'let' til 'meget svær'.
  • Der er ikke én årsag til, at den opstår, men er en blanding af psykologiske, biologiske og sociale årsager.
  • I følge Sunhedsstyrelsen får mellem 10-14 procent af kvinder og syv procent af mænd en fødselsdepression.
  • Depressionen kan behandles ved hjælp af samtaleterapi og medicin.

Kilde: Netdoktor

Dét til sammen resulterede i, at hun havde svært ved at føle, at sønnen, Tristan, var hendes egen.

- Følelsen af, at jeg var blevet mor, var rigtig svær at finde frem. Jeg vidste godt, at det var mig, der havde født ham, men jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor han kom fra i princippet. Jeg havde egentlig mest lyst til at aflevere ham igen og starte forfra, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark' lørdag. 

Overvejede selvmord 

For Kristina Sonne Damm kom det så langt, at hun til sidst overvejede at tage sit eget liv, da hun ikke mente, at hun kunne tage vare på sig selv eller på sin søn. 

- Jeg har faktisk et halvt års tid af mit liv, som jeg egentlig ikke føler, jeg kan huske. Det gjorde også, at jeg kom helt derud, hvor jeg ikke havde lyst til at være her mere, forklarer hun.

Jeg havde egentlig mest lyst til at aflevere ham igen og starte forfra.

Kristina Sonne Damm

En juleaften overvejede hun at køre galt på motorvejen. Men noget stoppede hende.

- Det eneste, der gik gennem mit hoved, var Tristan. Tristan stoppede mig, og dér gik det op for mig, at sådan som jeg havde det, skulle man ikke have det, fastslår hun.

Nyder hinandens tid

Efter episoden søgte hun hjælp, og i dag er hendes forhold til sønnen markant bedre.

- Vi har det helt fantastisk og nyder hinandens tid sammen. Jeg føler ikke, jeg kan give ham nok tid, fortæller hun smilende.

Der er dog også en bagside af medaljen. Kristina Sonne Damm kan nemlig mærke, hvordan depressionen har påvirket sønnen. 

- Tristan er blevet meget følsom. Han er det, man kalder et sensitivt barn. Og jeg tror, det har noget at gøre med, at han har følt svigt, når han var ked af det, og jeg måske ikke var der, som han havde håbet, fortæller hun.

Derfor er hendes råd til andre mødre eller fædre i samme situation, at de skal mærke efter -  er noget i det mindste i vejen, skal man bede om hjælp og tale med nogle, som forstår én.