Eksperter advarer mod 'sunde' barer og drikke: Tænderne ligger nærmest i syrebad

16x9
Tandlæger og kostekspert advarer mod det høje sukker- og syreindhold i energidrikke og proteinbarer. Foto: Tandlægeforeningen

Proteinbarer, energidrikke, geléer og shakes er ikke så sunde, som de giver sig ud for at være.

En halv liter proteinshake med jordbær eller chokolade indeholder den samme mængde sukker som en halv liter cola. 

Det viser en undersøgelse af 40 forskellige fitnessprodukter, Tandlægeforeningen har lavet i samarbejde med DTU Fødevarer.

I mange tilfælde gambler man med sundheden.

Freddie Sloth-Lisbjerg, Tandlægeforeningens formand

Det får nu foreningen og kostekspert Lene Hansson til at advare mod produkterne.

Tjek sukker og pH-værdi

Der er store sukkermængder i en del af produkterne, og nogle har også en lav pH-værdi, afslører undersøgelsen.

Begge dele skader tænderne og kan give caries og syreskader. 

- I mange tilfælde gambler man med sundheden, når man indtager eksempelvis energidrikke og proteinbarer i forbindelse med træning. Men producenterne er gode til at få produkterne til at se sunde og indbydende ud, og så er de umiddelbart nemmere at gå til i forhold til frugt og grønsager, der skal skylles og skæres, lyder det fra Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg. 

Det er utroligt, de kan få lov til at kalde det en proteinbar. Det er en chokoladebar i forklædning.

Lene Hansson, Kostvejleder

De nævnte proteinshakes er af mærket Nutramino og indeholder ifølge undersøgelsen 50 gram sukker, mens energibaren PowerBar Energize med bærsmag indeholder 24 gram sukker.

Her kan du se, hvor meget sukker og syre, der er i de enkelte fitnessprodukter.

En chokoladebar i forklædning

Kostvejleder og forfatter Lene Hansson er glad for, der kommer fokus på indholdet af proteinbarer og energidrikke.

Hun kalder dem "et stort bedrag". 

- Det er utroligt, at de kan få lov til at kalde det en proteinbar, for der er lige så meget kulhydrat og fedt i. Men folk hopper på det og køber det. Jeg synes, det er en chokoladebar i forklædning, siger Lene Hansson.

Hvis man så indtager væsker med et højt syreindhold som energigeler og energidrikke, ligger tænderne nærmest i et syrebad

Freddie Sloth-Lisbjerg, formand for Tandlægeforeningen

Lene Hansson anbefaler, at man søger efter alternative snacks i forbindelse med sin træning

- De klienter, jeg har i min kostvejledning, der vil øge muskelmassen, de spiser basiske fødevarer som grøntsager, frugter, nødder, kerner, chiafrø, hampefrø, siger Lene Hansson.

Syrebad for tænderne

Ofte har fitnessprodukterne, særligt energi-gelerne, og energidrikkene, et højt syreindhold, og det er specielt skidt i kombination med træning.

- Spyt er med til at beskytte tænderne, og man bliver nemt mundtør, når man eksempelvis sidder på spinningcyklen. Hvis man så indtager væsker med et højt syreindhold som energi-geler og energidrikke, ligger tænderne nærmest i et syrebad, og så har man større risiko for syreskader, forklarer Freddie Sloth-Lisbjerg. 

Man skal især være opmærksom, hvis pH-værdien er under tre.

Tjek tallene for de enkelte produkter her.

Få tandlægernes råd til at minimere skader, hvis du indtager produkterne, herunder. 

Tips fra tandlægerne

Frugt, grønt og vand

Spis frugt og grønt fremfor barer. 
Drik så vidt muligt vand i stedet for protein- og energidrikke. Det gælder også light-produkter.
 

Undersøg varedeklarationen

Vælg kun fitnessprodukter med et meget lavt sukkerindhold eller intet sukker. Kig efter ”sukkerarter” på næringsdeklarationen.​
 

Drik hurtigt

Drik energidrikken hurtigt – ikke i mange små slurke over lang tid.
Få energidrikken hurtigt forbi tænderne – skyl den ikke rundt i munden.
Brug sugerør.

Skyl munden

Hvis du har drukket en energidrik eller spist en proteinbar, så skyl munden med vand eller mælk, lige efter du har drukket/spist noget syreholdigt.