Dansk forfatter har gemt hemmelighed i 40 år: Kan hverken genkende kæreste, familie eller venner

Der, hvor ansigtet er, er der bare et sort hul. Den danske forfatter Leonora Christina Skov fortæller for første gang om sin ansigtsblindhed.

Forestil dig, at du går ind i et rum fyldt med mennesker.

Du ved, at du kender dem allesammen - det er måske din familie, dine venner og bekendte, men du kan ikke genkende et eneste ansigt.

Sådan er livet for den danske forfatter Leonora Christina Skov. I Go' morgen Danmark står hun nu frem og fortæller for første gang om sin lidelse - prosopagnosi - eller 'ansigtsblindhed', som den også kaldes.

- Når jeg prøver at huske folk, så kan jeg huske alt muligt andet - hvad de hedder, hvad de har på, hvordan de dufter. Men der, hvor ansigtet er, er der bare et sort hul. Også når jeg prøver at huske mine venner eller huske, hvordan jeg selv ser ud, lyder det fra Leonora Christina Skov.

Indtil nu har hun holdt det hemmeligt - de nærmeste ved det heller ikke. Kun hendes kæreste, fortæller bestseller-forfatteren.

Man er først for nylig blevet klar over, at nogle bare aldrig udvikler den evne. At de er født med det.

Randi Starrfelt, lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet

To procent lider af ansigtsblindhed

Ifølge Randi Starrfelt, der er lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet, er det ikke unormalt, at man møder en person, man ikke helt kan placere eller genkende.

Det betyder dog ikke, at man er ansigtsblind.

Omkring to procent af befolkningen, der har den lidelse, som Leonora Christina Skov har, og nogle lider i en sådan grad, at de end ikke kan genkende deres egne børn.

- Man har længe kendt til, at man kunne få en hjerneskade og så miste evnen til at genkende ansigter. Men man er først for nylig blevet klar over, at nogle bare aldrig udvikler den evne. At de er født med det, forklarer forskeren.

Hun kan ikke genkende folks ansigter

Leonora Christina Skov hører til i den sidste kategori.

Hun har meget svært ved at genkende ansigter. Også sit eget eller sin kærestes.

Jeg føler hele tiden, at jeg skal præcisere, at jeg altså ikke er dum.

Leonora Christina Skov, forfatter

- Det kan godt være lidt skræmmende at komme ind i et rum, hvor jeg ved, at jeg kender alle, men hvor jeg kan ikke genkende nogen af dem, fortæller forfatteren, der har måttet udvikle nogle teknikker til at genkende dem, hun kender.

- En strategi er, at jeg har en sindssyg god lugtesans. Jeg ved, hvordan alle mine venner lugter. Så de skal ikke skifte parfume, siger hun.

Derfor har hun holdt det hemmeligt

Ansigtsblindheden er ikke noget, Leonora Christina Skov, der står bag en række danske bøger - og som er kendt fra medierne - skilter med. Tværtimod. Hun synes, at det er pinligt.

- Og der er nærmest ingen, der har hørt om ansigtsblindhed før. Så virker det bare som om, at det er noget, jeg har fundet på, fordi jeg er for fin til at huske dem.

- Det er lidt ligesom at sige: "Hej - Jeg hedder Leonora og jeg er alkoholiker". Jeg føler hele tiden, at jeg skal præcisere, at jeg altså ikke er dum, slutter hun.

Randi Starrfelt forsker i prosopagnosia, og hun fortæller, at der endnu ikke findes en klokkeklar forklaring på, hvordan man kan se på et ansigt, som man har set massevis af gange før - uden at genkende det.

Og der er endnu ikke opfundet en 'kur' mod lidelsen, lyder det.

Forsker: Flere skal kende til det her

- Der er særlige områder i hjernen, der bidrager til, at vi kan genkende det, vi ser på ting og skal være en forbindelse mellem vores opfattelse af ansigter og vores hukommelse for ansigter - for vi skal kunne genkende dem, vi ser.

Det ser ud til, at det er i denne forbindelse, at noget ikke udvikles i samme grad hos ansigtsblinde, siger Randi Starrfelt.

Hun er optaget af, at informere offentligheden, skoler og sundhedsplejersker om, at ansigtsblindhed findes, så man ikke fejlvurderer, hvad der er galt.

-  Hvis et barn ikke kan genkende de andre, så kan det ende med andre vanskeligheder. At de bliver tilbagetrunkne eller angste i sociale situationer. Så vi vil fortælle så mange som muligt, at det findes. Og at det ikke har noget at gøre med, at de her mennesker er arrogante eller ikke kan lide andre. Hvis det er to procent, så er der én i hveranden klasse, som lider af det. Det er meget, slutter hun.