Marianne får hjælp af OL-guldvinder til at komme i de bukser, hun drømmer om

Eskild Ebbesen guider i denne uge danskerne til at få motionen ind i hverdagen. Marianne har ét særligt ønske, som hun håber at kunne få hjælp med.

I januar er vi mange, der har ønsker om et sundere liv, og gejsten er der måske også i året første dage. Men så bliver det hverdag, og motivationen har en tendens til at forsvinde.

Tidligere Guldfirer-roer og idrætsfysiolog, Eskild Ebbesen, guider i hele januar danskerne til en Go' Start i 'Go' morgen Danmark'. Han fortæller, hvordan du holder motivationen højt, så du bliver en af dem, man ser i træningscenteret selvom januar er slut.

Den største motivator er, ifølge Ebbesen, at have et mål. Det kan sekretæren Marianne Pandrup genkende fra sig selv. Hun kunne tidligere ikke rigtig komme i gang.

- Jeg har hele det sidste år sagt: Nu skal du tage dig sammen, nu skal du tage dig sammen, og der sker ingenting, siger Marianne Pandrup.

Det store mål

Men ét specifikt mål gør en forskel for hende.

- Jeg vil gerne bare kunne gå ind i en almindelig butik og købe et almindeligt par bukser, fortæller Marianne Pandrup i 'Go' morgen Danmark' torsdag.

En anden motivationsfaktor er hyppighed og vane, så en ting der motiverer mange, er faktisk at motionere. Mere vil have mere, om man vil.

- Hvis jeg træner i dag, så giver det faktisk mere motivation for også at træne i morgen, fortæller Eskild Ebbesen.

Hyppighed og planlægning

Ud over at have et mål, og at træne med en vis hyppighed, så kan det også være en idé at lave en træningsplan. For hvis du vil have succes, kan det være en god idé at planlægge træningen fremadrettet.

- Dem der lykkes, er dem der har fået træningen i kalenderen, siger Eskild Ebbesen.

Og derudover fortæller Marianne Pandrup også, at det med at lave aftaler med bekendte om træning, også gør en stor forskel for hende.

Eskild Ebbesens tre råd til at holde ved træningen:

  • Hav et klart mål
  • Hold en god hyppighed
  • Put træning i kalenderen (eventuelt sammen med en træningsmakker)

Nedenfor kan du få et klart overblik over Eskild Ebbensens træningsøvelser.

Go' start 2017 træningsøvelser